Kapitel 9. Landlovens forskellige afskygninger

Peter Bogason

UDKAST januar 2016

 

Når en sailor, en rigtig sailor går i land, så ved man aldrig, hvad der kan ske sang Otto Brandenburg i filmen Sømænd i knibe fra 1960. Det vil mange, som har gjort tjeneste i Søværnet, kunne skrive under på. Søværnets uniformer har haft og har en vis, lettere positiv og nærmest magisk effekt på omgivelserne. Bærerne af uniformerne kan regne med en positiv modtagelse mange steder.

Værnepligtige, befarne matroser fik en særlig distinktion på det venstre ærme på busseronnen: et rødt anker. Det kunne så stor betydning under landlov, for civile matroser kendte naturligvis mærket og var flinke til at give øl. Distinktionen fik derfor øgenavnet ‘Det røde ølanker’. Om bord gav det den respekt, en befaren matros ‘fortjente’ (Poulsen 2014, 80).

 

Øl var og er populært i Søværnet. Her er besætningen på WILLEMOES på velfærdsbesøg på Tuborg Bryggeri i 1961. Forsvarsgalleriet.

 

I Rotterdam fik det en gang i 1950’erne særdeles fugtige konsekvenser for en befaren orlogsgast, kaldet Henne. Matrosregnskabsfører Henning D. Nielsen på NIELS EBBESEN beretter (Nielsen 2016):

“Han mødte om bord i Esbjerg, da vi var på vej til Rotterdam. Den første morgen i Rotterdam manglede vi ham til morgenmønstringen, så hen ad formiddagen under rengøringen stoppede en Taxa ved landgangen, ud steg to store sorte mænd og begyndte at hale en mand ud af bagsædet. Det var Henne. De to bedyrede at han ikke kunne gøre for det, han havde hele tiden sagt, at han skulle om bord, men da de havde sejlet sammen syntes de, at der skulle festes noget mere. Næstkommanderende og jeg talte sammen om, hvad vi skulle gøre, straffes skulle han jo, men vi blev enige om, at det skulle være meget lidt. Jeg tror nok at det blev nægtelse af landlov en enkelt gang.”

Men før vi svømmer hen over de gode sider, skal vi have et eksempel på det modsatte. ‘Mickey’ Jensen fortæller om landlov fra Arresødallejren (Bergholt 2010):

“Først når vi kunne klæde os rigtigt på, havde lært militær anstand og at hilse korrekt fik vi lov til at få udgang. Så gik vi ofte i store flokke ind til Frederiksværk for at more os. Det siger sig selv, at når der kommer mellem 100-200 marinere en aften ind til en så lille by, så blev de unge ugifte piger i byen betragtet som jaget vildt, og det passede overhovedet ikke de unge mænd i byen. Altså gik vi i flokke, for ikke at blive overfaldet eller banket. På hjørnet af skoven og byen lå der en skovkro, hvor der ofte var bal. Men, hvor der er mange unge, der indtager rigelige mængder af øl og spiritus, er der lagt op til slagsmål og ballade. Men trods nogle håndfaste udsmidere, så var marinen i overtal, og det gav problemer. De gange, jeg har været der, og balladen startede op, fandt jeg et par kammerater, der havde det som jeg, nemlig, at slagsmål ikke løser noget problem, men tværtimod skaber flere, idet hævnfølelser oftest udløses af en ydmygende gang bank, og så fortsætter voldskæden. Derfor skred vi ofte hen til et andet sted. Udsmiderne lignede pyntede juletræer, og mange marinere blev – når de dagen efter stod i geleddet med blå øjne ironisk spurgt af befalingsmændene: ‘Jamen dog, hvad er der dog sket Dem, 87?’ Hvortil svaret lød: ‘Melder kvartermesteren at mit vækkeur faldt ned i mit ansigt, da jeg ville slukke for det’ – eller: ‘Jeg fik en dør i ansigtet’, ‘Jeg gled på badeværelsesgulvet’ osv. Befalingsmændene kendte den fulde sandhed, men de morede sig over de uheldige, og ville gerne udstille dem, og selv fik de et billigt grin ud af situationen. Tingene accepteredes, med mindre der kom klager fra byen, værtshusene eller borgerne i Frederiksværk, i form af hærværk, vold el.lign. Så faldt hammeren, og man helmede ikke før man fandt synderen(-erne), hvorpå straffen faldt i form af udgangsforbud, kvarterarrest – og i grove tilfælde – cellearrest. Hvis jeg husker rigtig, så var 14 dages cellearrest hjemsendelsesgrund, men arrest betød altid en påtegning i ens soldaterpapirer, så det var med at holde sin sti ren.” 

Fra Stevnsfortet er der også lidt negative bølger. Rødvig Kro og dansepavillonen var stedet, hvor mange soldater kom for at more sig. Det var dog ikke uden problemer (Pedersen 2006, 38-39):

“De værnepligtige var ikke bedre end andre mennesker, de rendte jo efter fiskernes piger, og det var jo forfærdeligt. Så blev der slåskamp. Pigerne var kun vant til fiskerne, og når der så kom de der dejlige soldater, så rendte de med dem, det er klart. Mange af dem blev også gift med dem, både med befalingsmænd og værnepligtige. Det kunne fiskerne ikke ta', det var deres domæne. Når festen sluttede i Rødvig, var der meget langt hjem til fortet. Hvis man kom for sent tilbage, kunne man få en ekstra vagt, eller man fik udgangsforbud et par gange. Derfor skete det jævnligt, at en træt mariner snuppede en uaflåst cykel, når de opdagede, at de skulle være tilbage om 10 min. Næste morgen lå cyklerne i grøften udenfor fortet. Cyklerne blev samlet ind og stillet over i skuret, så vidste folk, hvor de kunne hente dem. Hver 3. måned blev de uafhentede cykler afleveret på politistationen. En morgen gik der fire heste ude på sportsplads 1 og det grønne område. Der var naturligvis ingen, der havde kendskab til det. Så fik besætningen besked på at stille med deres benklæder fra udgangsuniformen, hvor man på bagdelen kunne se, om der var hestehår. De fire syndere blev fundet. De havde “lånt" hestene i Strøby for at nå hjem til fortet til tiden. De slap med en ordentlig overhaling, da der ikke var i sket noget med dyrene. Hestenes ejer kunne også se komikken i det.”

I Søværnet vidste man naturligvis udmærket, hvad der kunne foregå, når der var landlov. Derfor var det forbudt at komme om bord synligt beruset, men på den anden side så man gennem fingrene med meget. Således på depotskibet ÆGIR i 1963 efter landlov i Frederikshavn (Kristiansen 2009):

“Nu var gode råd dyre, for det var  forbudt at komme ombord, synligt beruset, og det var Hugo i hvert fald. Vi nærmede os langsomt skibet, og spejdede efter vagtassistenten, der plejede at gå på sidedækket. Det var  hans opgave at sørge for, at der ingen uvedkomne kom ombord, eller at arrestere eventuelt berusede. Vi gik op af lejderen med Hugo imellem os. Vi havde på det kraftigste bedt ham om at holde kæft. Så nu gjaldt det om at holde tungen lige i munden når vi skulle aflevere vore landlovskort, så vi kunne blive registreret, som ombordværende. Da vi kom op på dækket, stod sergenten og tog imod os, og vi fik kortene hevet frem. Sergenten så udmærket at vi ikke var helt appelsinfri, men lod som ingenting, og sagde bare at vi skulle gå stille ned til vore køjer. Hugo ... havde, hvor utroligt det end lyder, fået fat i en hel flaske snaps, og gemt den i inderlommen. ... Så det varede ikke længe før stemningen var endnu højere. Det blev på et tidspunkt alligevel for meget, for nu kom sergenten farende ned ad lejderen. Men vi nåede da heldigvis at få brændevinen stuvet af vejen. Han sagde med MEGET STORE BOGSTAVER: ‘Hvis d`herrer ikke forholder sig rolig fra nu af, vil I blive indberettet!’ Og det var ingen spøg. Vi blev så enige om at vi hellere måtte komme til køjs, så vi kunne få bare lidt søvn den nat.”

I midten af 1980erne er der også god forståelse for, at tingene skal glide. Således et interview fra den etnologiske undersøgelse af Søværnet med en overkonstabel på en fregat midt i 1980erne:

“I og for sig synes jeg at det er fantastisk så lidt der egentlig sker når vi er i fremmed havn. Lidt sker der, det vil der altid gøre, men det er aldrig de grimme ting, hvor folk bliver slået halvt ihjel, uanset om vi er i Lissabon de rigtige steder, hvor der er virkelig gang i den. Der har vi gudskelov været heldig med vores banjermestre, for de styrer det der, når der er ballade. Så kommer de ud og henter folk ditten og datten. Det har altid været flinke mennesker, der har kunnet finde ud af at snakke sig til rette, i stedet for at køre kommandovejen ... Man kommer ned til ham, og får en skideballe, ‘hvad fanden er det du har lavet, du må sgu stoppe det lort der’, og sådan og sådan. Så står man jo der som en lille dreng og tager den balle der. Men man ved, at det kunne være gået kommandovejen, og så havde det været dyrt, ikke.”

Tilsvarende på Marinestation Slipshavn i 1945 (Konggaard 2004):

“En aften kom en af gutterne meget fuld hjem og var ved at vælte kasernen. Ved larmen kom kvartermester Eisen ind for at se, hvad der var los. Tak skæbne, tænkte vi, nu bliver der ballade, indberetning og en mand sendt i brummen på Holmen. Men hvad skete der? Eisen gik hen og tog om den fulde Bager, der var hans civile stilling, førte ham hen til hans køje, lempede ham op i køjen, mens han hyggesnakkede med ham, klappede ham på kinden og sagde: Nu trænger du vist bare til at komme til køjs og sove den brandert ud, hvorefter han stille og roligt hev kludene af ham og dækkede ham til med hans tæppe og ønskede ham god nat. Vi stod forbløffede og oplevede, hvordan en befalingsmand i flåden kunne tage en sådan situation, og den sag blev der ikke gjort mere ud af.”

Politiet kunne også se venligt på en marinesoldat i knibe (Rasmussen 2014):

“Nytårsaften 1966 havde jeg vagt om bord på MTB FLYVEFISKEN, men da det var en frivagt, hvor jeg kun skulle være til stede i tilfælde af at vi skulle ud og sejle (indsættes). Så jeg aftalte med vagthavende sergent, at han skulle ringe til mig ude ved Erling hvis der skete noget. Jeg lovede at være tilbage ud på natten. Jeg kørte ud til Erling og vi havde en hyggelig nytårsaften og fik også ønsket hinanden godt nytår. Pludselig ringer telefonen, det er sergenten, lokummet brænder chefen har meddelt at han vil komme om bord kl. 02.00 og ønske vagtpersonellet et godt nytår. Jeg ud i bilen og for fuld skrue ind mod Holmen, 120 km/t på Lyngbyvej (der var fri hastighed dengang) syntes et par betjente var vel rigeligt, så jeg fik pludselig et par blå lamper i bakspejlet og snart efter en rød slikkepind at se. Jeg skyndte mig at sluge et par Delfoler og stod ud af bilen, jeg var ikke helt appelsinfri. Den ene betjent kommer hen til mig og spørger, om jeg ikke har lovligt travlt. Jo svarer jeg, for jeg skal skynde mig ind på Holmen, da mit skib skal på søredning i Øresund og jeg har vagt, men lige havde været hjemme og ønske godt nytår til familien. Jamen, så skal vi da hjælpe dig igennem byen, siger han, følg efter os. Og så går det med udrykning foran hele vejen ind til Holmen. Vagterne nede ved indkørslen har nok tænkt deres da politibilerne drejer fra lige før indkørslen og jeg fortsætter gennem vagten på fuld skrue. Jeg nåede ikke frem til mønstringen, men møder chefen da jeg er på vej hen ad gangbroen. Nå hjalp det på maven, spørger han. Jo, får jeg fremstammet. Så ønsker han godt nytår og går. Da jeg kommer om bord, griner de alle, jeg spørger hvad de griner af, det vil de ikke sige, men det er noget chefen har sagt, da sergenten siger jeg er gået på toilettet. Jeg fik aldrig af vide hvad han havde sagt.”

Et ophold i Stavanger med depotskibet HJÆLPEREN gav følgende historie fra konstabel Erik Rasmussen (Rasmussen 2014):

“Lørdag havde jeg vagt, vi var nogle der blev udtaget til at virke som Søpoliti, hvert skib skulle afgive en mand til denne tjeneste. Vi var 5 danskere, 4 nordmænd, og 5 tyskere på lørdagens Søpoliti hold. Vi skulle hjælpe Stavanger Politi med at holde styr på alle de marinesoldater der var på landlov i byen. Tjenesten foregik ganske smertefri, jeg gik sammen med en nordmand, en tysker og en lokal betjent rundt på de forskellige værtshuse i byen. Vi oplevede ikke noget ballade, men senere fik jeg at vide at nogle af de andre hold havde været involveret i et større slagsmål mellem nogle lokale og nogle norske marinesoldater. Vi gik den sidste patruljetur kl. 24.00 om natten og var tilbage på politistationen 01.15, så blev vi frigivet fra tjeneste og kunne tage hjem. Da vi kom ned til færgen fik vi at vide, at den havde sejlet for sidste gang den aften. Så spørger nordmanden om tyskeren og jeg kan gå, jo det kunne vi da, jamme så kunne vi gå til militærhavnen der var kun 2 mil. Jeg fandt ud af den nat at en Norsk mil er lig 10 km.

Nå, men vi gik ud af vejen og kom udenfor byen og havde gået en rum tid. Tørsten havde indfundet sig men der var lukket og slukket alle steder, byen var gået til ro. Pludselig kan vi høre musik og højrøstet stemmer, lidt længere fremme ad vejen er der lys i et stort hus, det er der lyden af musik og stemmer kommer. Nordmanden siger at han lige vil spørge om vi kan få noget at drikke. Et øjeblik senere kommer han tilbage med et par mænd og damer, som hiver os med ind i huset, vi skal ind og have slukket vores tørst. Det viser sig at der fejres bryllup i huset, så der bliver drukket lystigt af det hjemmebrændte og øl, så alle de tilstedeværende er temmelig godt lakket til. Nå men vi får en øl i hånden og skal også have en af de skarpe. Vi står og ser på at nogle par danser. Pludselig er der en meget fuld mand der tager fat i mig og spørger om jeg ikke kan danse med hans ‘fru’, for han kan ikke mere. Jeg har altid godt kunne lide at danse, så det kunne jeg da godt. Hans ‘fru’ var en kvinde i midten af tredverne og hun så temmelig godt ud, så hende valsede jeg ud med. Hun ville danse tæt, meget tæt, og hun hviskede mig noget i øret, som jeg ikke forstod. Hun gentog sit spørgsmål, som var om jeg ikke ville med ud og køle lidt af, for det var lidt varmt her inden. Det kunne jeg da godt, så vi gik ud og så på den norske nattehimmel med alle dens stjerner, og hans ‘fru’ blev danset af til alles tilfredshed.

Men vi skulle jo videre til militærforlægningen, så efter et par timer i hyggeligt samvær, gik vi det sidste stykke. Ved ankomsten til havnen blev vi udspurgt hvor vi havde været. Vi havde brygget en historie sammen om at færgen var sejlet; hvilket var rigtigt, og at vi var gået forkert derfor havde det taget så lang tid. Om bord på HJÆLPEREN måtte jeg også aflægge beretning til banjermesteren, hvorefter han siger: ‘Der hvor I gik forkert, faldt I da i en øl-å?’  Jeg undlod at svare, for han kunne selvfølgelig lugte det. Men forklaringen den holdt, så der skete ikke mere.”

Under udlandsophold var det kutyme, at der blev arrangeret sightseeing i land, normalt med hjælp fra de lokale flådemyndigheder. Således også ved et besøg i Uddevalla med VILSUND.

 

Gaster fra en SUND-båd hyggesnakker med en svensk maritim guide under ophold i Uddevalla (Knud Erik Hansen).

 

Men der var også almindelig landlov, og selv i Sverige kunne der ske ting og sager (Rasmussen 2014):

“Så til Karlskrona i Sverige på officielt besøg. ... For at kunne købe noget der var stærkere end hvidtøl, skulle vi på Spritbolaget, fortalte en svensker os. Vi fandt denne butik og gik ind, men hvilke priser de havde, så forstod man bedre at svenskerne brændte deres sprit selv. Nå, men vi splejsede til en flaske whisky og nogle øl, og gik så over i en nærliggende park. Solen skinnede og der var rigtig dejlig i parken, nogle skønne svenske piger kom straks i kontakt med os, så dem hyggede vi os med lidt. Pludselig står der et par betjente og ser brøsigt på os, vi fik besked på at forlade parken straks, for der måtte ikke drikkes alkohol i parken. Så vi måtte samle vores ting (flasker – en del) og gå ud af parken.

Vi aftalte med pigerne, at vi skulle mødes ude ved noget dans, der foregik i en skov et stykke udenfor byen, om aftenen. Vi blev enige om at vi vist heller måtte få nye forsyninger til aftenens brug, og gik derfor på ‘spritten’ igen. Vi var nok lidt for højrøstet, for vi blev smidt ud af butikken uden nye forsyninger. Udenfor stod der en svensker som kunne hjælpe de stakkels danske marinesoldater, så han gik ind og købte nye forsyninger til os. Vi tog en taxa ud til dansestedet, som endnu ikke var åbent. Men vi slog os ned i skoven og tog hul på forsyningerne. Lidt senere kom pigerne og dansestedet åbnede, så vi fik danset en hel del og samtidig også skyllet ganen godt.

Pludselig fik jeg det lidt dårligt, og måtte i skoven og ofre til guderne. Jeg sagde til de andre jeg gik hjem, og så stavrede jeg ud ad vejen mod byen. På et tidspunkt standser en stor amerikaner bil ved siden af mig, fyren der sidder i passagersædet spørger om jeg vil køre med. OK, jeg havde gået langt, så det var rart med et lift. Gåturen havde også frisket mig op. På bagsædet sad to andre fyre og en pige. Vil du med til fest spurgte pigen mig, jo det ville jeg da godt. Den nat fik jeg stiftet bekendtskab med svensk hjemmebrændt sprit. Der var godt nok go’ gang i festen da vi ankom til huset, men ud på natten blev de alle lidt vrøvlede, og jeg gik ud som et lys.

Næste formiddag vågnede jeg i en fremmed seng, ved at en lille dreng spurgte hvem jeg var. En kvinde i 30erne kommer ind i værelset og spørger om jeg er vågen, for så kan jeg få noget morgenmad. Men det var ikke lige morgenmad jeg havde brug for lige nu, for min hals var så tør at jeg dårlig kunne svare hende. Jeg så godt det lille smil i hendes mundvige og øjne. Jo jeg havde så sandelig stiftet bekendtskab med den svenske hjemmebrændte sprit. Jeg kom på højkant og efter ca. 5 liter vand var jeg i stand til at tale igen. Hun fortalte at hun og hendes mand var kommet hjem og havde fundet mig i deres seng. De vidste godt at mandens datter på 17 skulle holde fest, og de kunne også godt se at der havde været fest, men der var kun datteren og jeg til stede i huset, da de ankom. Så hun kunne da godt tænke sig at vide hvordan jeg var havnet i deres seng. Jeg måtte beklage, for det vidste jeg ikke selv, og kunne så fortælle dertil hvor jeg kunne huske. Efter jeg havde fået kaffe, min mave havde ikke lyst til spiselige ting, kørte hun mig ned til havnen.

Et helvede brød løs da jeg kom ombord på skibet. Jeg blev beordret op til kaptajnen. Chefen ville vide, hvor fanden jeg havde været, for der var sat en eftersøgning i gang for at finde mig. Jeg forklarede, hvad der var hændt mig. Forsendelsen blev takseret til en uges vagtarrest. Pu-ha, det var ikke sjovt, så den appellerede jeg til eskadrechefen. Han havde mere forståelse for min uheldige situation, så vagtarresten blev ændret til nægtelse af landlov i 14 dage, hvilket var bedre, for så kom det ikke med i mine soldaterpapirer. Overkonstablen, der sad på kasernekontoret om bord, kunne så trøste mig med at straffen udløste tillæg til mig, da jeg ikke måtte forlade skibet når vi var i havn, for så skulle jeg også have søtillæg på de dage. Så det var ganske økonomisk givtigt, for der kom penge i kassen og der blev ikke brugt nogen. Nå, men lidt træls var det nu alligevel.”

Interview med en kvindelig konstabel fra den etnologiske undersøgelse af Søværnet i midten af 80erne: 

“.. når vi klapper kajen i Frederikshavn og vi kommer hjem fra et togt, så går alle, der har fri, ned på et værtshus som hedder Fregatten, det er ligesom vores samlingssted og især den aften, men er kommet hjem, der er den helt fantastiske stemning, altså, det er der i øvrigt de sidste 14 dage af et togt, folk de kan ikke sove, der er lysvågne og pjattede i et helt fantastisk humør ... og når vi så kommer ned på Fregatten, så rejser vi os alle op, op på bordene og stolene og så synger vi vores skibs sang og skåler og nogle af os er oppe at synge i mikrofonen og vi danser og hopper, det er simpelthen den mest fantastiske aften. Det er altså prikken over i’et, det er når vi kommer hjem, fordi man er glad for at man er hjemme, folk skal hjem på lang weekend næste dag, ikke. Det er både sergenter og officerer og menige og alverdens ting og sager, der er vi en stor familie allesammen, det er virkelig lækkert, der har vi det enormt sjovt.

En maskinoverkonstabel på en fregat i midten af 1980erne kan vi lade opsummere om landloven:

“Så ud i byen. Fordi du har ikke set andet end mænd i så lang tid, og du vil gerne se andet end mænd. For flertallets vedkommende gælder det om at komme ud på druk. Sådan er Søværnet, sådan har det alle dage været, og det bliver nok ikke anderledes. Men det er jo heller ikke fordi der er så meget ballade i fremmed havn. I og for sig synes jeg at det er fantastisk så lidt der egentlig sker når vi er i fremmed havn. Lidt sker der, det vil der altid gøre, men det er aldrig de grimme ting, hvor folk bliver slået halvt ihjel, uanset om vi er i Lissabon de rigtige steder, hvor der er virkelig gang i den. Der har vi gudskelov været heldig med vores banjermestre, for de styrer det der, når der er ballade. Så kommer de ud og henter folk ditten og datten. Det har altid været flinke mennesker, der har kunnet finde ud af at snakke sig til rette, i stedet for at køre kommandovejen ... Man kommer ned til ham, og får en skideballe, ‘hvad fanden er det du har lavet, du må sgu stoppe det lort der’, og sådan og sådan. Så står man jo der som en lille dreng og tager den balle der. Men man ved, at det kunne være gået kommandovejen, og så havde det været dyrt, ikke.”

 

Referencer

 

Bergholt. 2010. Søværnet 1949-1952. Www.fam-bergholt.dk 23.3.2010.

Konggaard, Svend. 2004. Orlogsgast igen. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/Konggaard_delII.htm.

Kristiansen, Ove. 2009. Da bedstefar var i marinen. København: Marinens Bibliotek.

Nielsen, Henning D. 2016. Da matrosen Henne udeblev fra morgenmønstringen. Http://maritimevenner.hype-media.dk/da-henne-udeblev/.

Pedersen, Henny Tønner. 2006. Stevnsfort som arbejdsplads. Tidligere tjenestegørende på Stevnsfort fortæller. Faxe: Østsjællands Museum.

Poulsen, Bjarne Skov. 2014. “Bjarnes søværn?” In Bjarnes søværn? In Sømandshistorier. Livet Til Søs. København: BoD, 66-83.

Rasmussen, Erik. 2014. Kapitel 3. Søværnet. Www.erikrasmus.dk 23-4-2014.