Kapitel 8. Kvinder om bord

Peter Bogason

UDKAST januar 2018

 

I Kong Frederik den Femtes søkrigsartikler hed det, at ‘Kvinder, svin og åben ild må ej fare ombord i majestætens skibe...’. Denne sentens citeres tidlig og silde i Søværnet, når man skal drille kvindeligt personel lidt, men det er ikke så mange år siden, at det var således.

 

Starten

I 1962 blev det muligt for kvinder at blive soldater, men ikke i egentlige kampenheder. Først i 1971 begyndte Forsvaret aktivt at rekruttere kvindelige soldater. Søværnet valgte at starte den kvindelige rekruttering ved at udvælge tre kvindelige marinere til at gennemgå sergentskolen i Frederikshavn i efteråret 1971. Det var op ad bakke for de pågældende kvinder. Lill-May Didriksen fortæller (Didriksen 2014, 10–11):

“Vore mandlige klassekammerater var så afgjort imod kvinder i forsvaret! De fleste havde været ude at sejle 3-4 år som konstabler, og så kom der med et tre kvinder ‘lige ind fra gaden’. Alt det, vores mandlige kammerater havde lært på skibene, skulle vi nu lære, og samtidig kom der ny indlæring oveni. Vi sled i det som små bæster, for der var ingen, som skulle knække nakken på os på skolen. ... Første gang jeg fik en maskinpistol i hænderne vendte jeg den selvfølgelig galt til stor moro for klassen. ... Tøjet var bestemt ikke indrettet til kvinder! Søværnets approberede underbukser var med gylp! En BH stod der ikke noget om i reglementet, så det fandtes ikke, og hvis vi ville gå med BH, måtte vi selv investere i en sådan. Støvlerne, vi fik udleverede, var alt for store og brede, så vi snublede i dem, for slet ikke at tale  om at de selvfølgelig gnavede ganske forfærdeligt. ... Vi var kun to, der kom gennem nåleøjet.”

I april 1972 mødte det første hold kvinder på Søværnets Eksercerskole til en grundlæggende militær  uddannelse, under kommando af de to nyudnævnte kvindelige sergenter.

 

Det første hold kvindelige konstabelelever i Auderød 1972. I starten måtte kvinderne ikke være iklædt det traditionelle matrostøj med tilhørende hue, og sergenterne havde også en særlig, enkeltradet jakke. (Forsvarsgalleriet)

 

De nye kvinder skulle ansættes som konstabler, men kun udtages til landtjeneste, i starten i kommunikation og sanitet. Starten var ikke uden problemer (Didriksen 2014, 11–12):

“De kvindelige konstabelelever var lige så forskellige i temperament og væremåde som i almindelige skoler. Nogle fandt sammen fra første færd, andre var helt afvisende over for hinanden, og vi skulle have hele holdet til at ‘spille sammen’. Alene tøjet var en farce! Så at sige alt tøjet var mega stort, og de mindste af de kvindelige konstabler kom i den grad til at ligne ‘Dumpe’ i Snehvide. Der måtte sprættes op og sys ind, og smøges op og klippes af i det uendelige, og det gjorde de altsammen selv.”

 

Eksempler på uniformer til kvinder. Forsvarsgalleriet.

 

“... Det morsomme var, at holdet ofte begyndte at synge, når det så sortest ud. Jeg vover at påstå, at det holdt humøret oppe mange gange. Der var løb på forhindringsbane og på tid. De mindste af kvinderne kunne ikke komme over de store forhindringer, men så puffede kammeraterne bagpå, for igennem skulle de nu.

... At holde 27 kvinder på deres enemærker i Auderødlejren var noget af en opgave. Aldrig i mine livsskabte dage har jeg løbet så stærkt for at holde på ‘mine piger’. Det skete adskillige gange, at jeg stod med åbne arme under vinduet, når de hoppede ud ... At nogle af dem alligevel fandt kærester blandt de mange mænd kunne ikke undgås, men der var ingen, der gik hen og blev gravide ...”

Der gik nogle år, før den første kvinde blev optaget på Søværnets Officersskole (Didriksen 2014, 14–19). Det tog den første elev, som var den ene af Søværnets første kvindelige sergenter, adskillige år at få adgang (til B-linjen), og i første omgang blev hun optaget på den administrative linje, men hun ville være navigatør, og der gik endnu et år med at presse den beslutning igennem. Praktik kunne der ikke blive tale om på Søværnets regulære skibe på de tilbagevendende sommertogter for officersaspiranterne - der manglede passende køjeplads og badefaciliteter. Så praktikken kom til at foregå på statsisbryderen ELBJØRN, der var afsat til opmåling i danske farvande om sommeren, med halv besætning fra Søværnet.

I 1978 blev den første kvindelige sekondløjtnant i Søværnet udnævnt, men uden sabel, for ‘den ville hun bare snuble i’. Først 20 år efter fik hun udleveret en sabel til brug i tjenesten - som for hendes vedkommende overvejende blev landtjeneste, selv om hun blev godkendt som vagtchef under tjeneste på inspektionsskibet FYLLA i 1980.

 

Forsøgsordning

Først i 1981 begyndte Forsvaret forsøg med kvinder i kampenheder, og Søværnet havde i perioden 1981-84 kvinder i sejlende tjeneste som en forsøgsordning. Udgangspunktet var, at kvinderne skulle udgøre 20-25% af besætningen, der var under forsøget 80 kvinder ud af 300 menige besætningsmedlemmer (Schlüter 1986, 5). En undersøgelse viste, at kvinderne var i stand til at gennemføre den nødvendige uddannelse og opfylde kravene til tjenesten på de pågældende enheder. En vis skepsis hos de mandlige besætningsmedlemmer blev for de flestes vedkommende ændret i mere positiv retning. Undersøgelsen viste, at kvinderne var motiverede, flittige og positivt indstillede; visse styrkekrævende arbejder havde de dog større vanskeligheder med. Deres tilstedeværelse medførte bedre omgangstone om bord og bedre hygiejne; de viste større sensibilitet over for hård tale, støjende adfærd og kønsrelaterede attituder. Kvinderne var mindre solidariske indbyrdes end mændene (!). Kvinderne blev stort set ikke straffede (Schlüter 1986, 6–7).

 

Kvindelig dæksgast, her som rorgænger, sandsynligvis på minelæggeren LANGELAND. Forsvarsgalleriet.

 

Kvindelig kampinformationsgast i et O-rum. Forsvarsgalleriet.

 

Al begyndelse er svær, og de mandlige reaktioner var bestemt ikke altid positive. En gruppe konstabler blev tilkommanderet et inspektionsskib, og da de på forskolen i Auderød opdagede, at der skulle kvinder om bord, var reaktionerne kraftige (Mortensen 2002):

“I auditoriet blev vi præsenteret for de første nygællede kvindelige konstabler som for første gang skulle på togt til Nordatlanten, luften var tyk af ballade, brok ja nærmest oprør. I flådens reglement står der, at kvinder og svin ikke må forefindes ombord på søværnets skibe. Skipper Grønbæk satte tingene på plads ved at sige, at nu havde svinene regeret nok, og det var på tide, at der kom noget kønt at se på, ikke mere om det!”

Skepsis over for kvinder om bord  var imidlertid ikke noget særskilt for Søværnet. I handelsflåden var kvinder heller ikke velkomne uden videre. Således fortæller Helle Barner Jespersen, som var fra København, om sin første mønstring på en coaster i starten af 1980erne (Milkær 2016, 266):

“... jeg kom ind og sagde ‘Hej, jeg hedder Helle’ ... og der var ingen, der sagde noget ... den ene, Jens, sagde ‘Nå ... hej ... jeg vil bare lige sige, at vi ikke kan lide kvinder til søs. Og vi kan ikke lide københavnere!’ De var alle sammen nordjyder. De havde fået at vide, at der skulle være en kvinde på dækket, og hun skulle fandme ikke få et ben til jorden. Så de havde virkelig siddet og rottet sig sammen.”

De barske kolleger tøede dog op med tiden, da de opdagede, at hun faktisk var arbejdsom og fagligt dygtig.

Kaj Walther har fra 1969 til 1985 fulgt Søværnets aktiviteter i Grønland og farvandene omkring og skrevet dagbøger om sine oplevelser. I 1984 traf han for første gang kvindelige gaster om bord på inspektionsskibene (Walther 1984, 16c):

“Man vænner sig hurtigt til, at her er piger om bord. Jeg har snakket med forskellige om dette med kvindelig besætning. Der er noget, der tyder på, at tilgangen allerede er aftagende. Det var måske blot noget, der SKULLE forsøges. Søværnet gjorde det kloge, da hele debatten om lighed mellem kønnene kom frem, at man tilbød at tage piger ombord, inden det blev påbudt. Men problemer giver det. ... En af konstablerne måtte sendes hjem, fordi hun blev gravid! Men i mandskabsmessen skaber det også vanskeligheder. Det går lidt ud over sammenholdet. Det er uundgåeligt, at nogle af pigerne (af de 7 her ombord. gælder der for de 5) får en fast ven i besætningen. Det indebærer, at et sådant par vil søge at få vagter på samme tider for at kunne være sammen. De kommer meget hurtigt til at isolere sig. Når messen fester, er disse par ikke rigtigt med, vil helst være for sig selv. Det betyder virkelig noget, for med megen sejlads er messefesterne, når man ligger ved land, et meget væsentligt bidrag til afveksling og sammenhold blandt konstablerne. Men lige meget hvem jeg spørger, så er  alle enige om, at hvad det arbejdsmæssige angår, er pigerne fuldt på højde med mændene.”

... Så fik jeg talt med tre af pigerne. Alle tre er tilfredse med livet ombord, men sagde meget sødt; ‘Vi går selvfølgelig altid og brokker sig, men vi har det faktisk godt’. De føler sig på ingen måde diskvalificeret af mændene i det daglige arbejde. (Walther 1984, 18c-19c).

... Man havde nok regnet med, at pigerne på en eller anden måde ville ‘hæve' tonen ombord. Det lader til, efter hvad man hører, at variere meget fra skib til skib. Et par af pigerne fra HVIDBJØRNEN var ombord hos os i Grønnedal, og jeg skal love for, at de stod ikke tilbage for gutterne. hvad angår banden og groft sprog, de var næsten værre, virkelig strenge at høre på. På INGOLF havde pigernes tilstedeværelse bevirket en afdæmpning af tonen. ... Alle gutterne var blevet meget mere renlige både med deres person og deres tøj. Det manifesterede sig ved, at inden man var halvdelen af togtet igennem, havde man ikke mere vaskepulver, de der var brugt dobbelt så meget, som ellers. De havde 4 piger på dækket, to plottere og en skriver. Af dem på dækket klarede de tre sig udmærket, men den fjerde kom til kort, kunne ikke rigtig få sin fysik til at slå til. Hvorfor? Fordi hun, samtidig med at hun var tiltrådt, havde indledt en afmagringskur! Plotterpigerne og skriveren var helt fortræffelige. Kvinder er jo ofte mere samvittighedsfulde end mænd og mere perfektionistiske (Walther 1984, 4a).

Søværnets Missil-torpedobåde fik også kvinder om bord, de blev indkvarteret i en lille 4-mandsbanje. Forsøget blev en succes (Borck og Nørby 2007, 118):

“Vi piger fik sjældent lov til at gå i byen alene. der var altid nogen af drengene, der fulgte med os, og passede på os. Vi passede sådan set også på dem. Det hørte nemlig til sjældenheder at drengene fra vores enhed sloges, når vi var i byen. Jeg tror, de nød godt af, at vi var gode til at snakke os ud af problemerne i stedet for at slås. ...

Når der kom nye piger om bord, skulle de altid lige vænne sig til livet om bord i en torpedobåd. F.eks. har man meget svært ved at ligne en der skal til fest, for når man lige har lagt makeup, skal det nok passe, at man får en sø i hovedet, og når håret er sat med lak og skum kommer det hurtigt til at ligne pakgarn når man har haft koreahuen på. Derfor var det faktisk kun i weekenderne at vi bar makeup og at håret blev sat med lak og skum. ...

Og så var der den gang vi var kommet i havn klokken 3 morgenen den første nat og alle var helt udkørte efter en lang dag med øvelser fra morgen til aften. Da vi kom i havn strøg vi alle på køjen med det samme for at nå at sove lidt inden vi skulle op igen klokken 0700. Men allerede 0600 blev firemandsbanjen vækket af en høj brummende lyd. Vi for op, hvad nu?... Åh det var såmænd bare KI-konstablen som var stået tidligt op for at gøre sig i stand. Hun havde allerede været i bad, lagt makeup og stod nu og fønnede hår kl 0600 om morgenen. Det skete kun denne ene gang, så var hun kureret for det.”.

 

Og siden ...

Ved Orlogsmuseets etnologiske undersøgelse i 1985-86 blev chefen for en Torpedo-missilbåd interviewet om sit syn på kvindelige konstabler:

“Vores erfaringer er udelukkende positive. Der har selvfølgelig været brodne kar mellem dem ... men alles øjne hviler jo på dem, de kan ikke tillade sig at træde ved siden af, uden at det bliver bemærket ... de har haft en positiv indflydelse på drengene med at holde orden og hygiejne, og tonen om bord. De kan absolut gøre deres job lige så godt som drengene. Begrænsningen er kun fysisk som fx at slæbe ammunition. Rent fysisk med at holde sig vågne i mange timer er de lige så gode til som drengene, det er der ingen problemer med. De er på mange måder mere omhyggelige end drengene, det er absolut en god egenskab, ikke mindst for kommunikationspersonel, de har ansvaret for klassificeret grej og kommunikationen med radiostationen. Så der er gode erfaringer - i modsætning til inspektionsskibene, hvor man har dårlige erfaringer med dem. Det hænger nok sammen med togternes varighed, når man sejler tre måneder, er det svært at undgå problemer og konflikter, det har vi altså ikke hernede, hvor vi maksimalt er væk i tre uger.”

Der var altså noget delte meninger om kvindernes succes på inspektionsskibene. I den etnologiske undersøgelse blev en række gaster på inspektionsskibene også interviewet. Her er en kvindelig konstabels opfattelser (‘de’ er mændene om bord); hun er fra dæksbesætningen og har tidligere været på civil søfartsskole:

“Det er meget godt at være pige her, de kan godt være lidt strenge ind imellem, det kan også godt være hårdt. Jeg synes, vi hjælpes meget godt ad om alting her, der er godt samarbejde, selv om de råber en gang imellem, ud med pigerne, og sådan, ikke. Jeg tror nu nok de er meget glade for os alligevel. Det kan være hårdt for os piger en gang imellem, der kan være nogle ting, der er svære at løfte og sådan, ikke. Drengene kan også godt have lidt svært ved det og skal løfte nogle ting. I fritiden kommer vi godt ud af det, det er ikke det. Det er nok mest sådan ... når vi kommer ind på baraftenerne og der er nogle af de der piger derinde så er vi ikke altid lige velkomne, de sidder og råber efter os, ud med jer.

... I havn går vi meget ud og kigger, på naturen og sådan. Der er ikke penge til busture og sådan. ... Nu her på Grønland skal man passe på, når man går ude synes jeg de råber og skriger, og man ved ikke, om man kommer hel eller halv hjem, men på Island har vi været i byen og set deres diskoteker der.

... Sergenterne og officererne, de er mægtig glade for, at vi er her, ikke. De synes at ... fx så synes de når vi er ... drengene bliver mere renlige om bord. De bliver også ikke så grove igen. Kan godt hjælpe med at rydde lidt op og sådan, ikke. Det gør de af sig selv.”

En kvindelig plotter fra samme undersøgelse:

“... det har ikke været problemer af større art ... som pige er man nødt til at give igen af samme skuffe, man skal ikke tage imod alt, det er i hvert fald en ting du lærer, at svare for dig, det er du nødt til for at overleve på en eller anden måde ... Selvfølgelig blander vi os med besætningen i fritiden, ellers ville det jo ikke være til at holde ud at være her. Vi holder sgu meget sammen, vi 8 piger, der er jo altid nogle, der kan snakke bedre sammen end med andre, men kommer der nogle problemer vi støder ind i af den ene eller anden slags, så står vi sammen som ærtehalm, der er ikke noget at gøre, det er helt sikkert, her om bord holder vi virkelig sammen.”

Ovenstående citater er overvejende fra de første år med kvinder om bord på Søværnets skibe. Med tiden er begyndervanskelighederne overstået, men dermed ikke sagt, at der ikke kan være særlige forhold - som der vel også er på de fagområder i det almindelige arbejdsmarked, hvor mænd traditionelt har domineret. Nutidens opfattelser af kvinder om bord kommer vel meget godt frem i hvervefilmen Piger i Søværnet:

“(Kvindelig konstabel) “Du bliver nødt til at være lidt anderledes, der er ikke som de andre firmaer i samfundet. Du bliver nødt til at være lidt hårdere i støbningen, du bliver nødt til at kunne tage lidt mere røg. Uden at være påtrængende skal man være i stand til at føre sig frem og være en del af drengene, ellers kan man godt gå hen og blive ensom.”

(Kvindelig premierløjtnant) “Man kan nok af og til savne en at brokke sig til. Jeg er vant til at sejle med en anden kvindelig styrmand, og vi bruger i hvert fald hinanden meget til at losse brok af, gå ind på hinandens lukaf og stå og stampe lidt i dørken og slippe af med det. ... Vi skal på den anden side ikke komme i overtal, det er altså min holdning, fordi jeg kan godt lide den stemning eller holdning, når der er et overtal af mænd. Hvis vi kom i overtal, ville der måske komme for mange hønsegårde med sladder, det er jo meget sjovt, men der ville blive for megen bagtalen.”

(Konstabelen) “Der er det med kvinder, at de bliver så påståelige, og diskussionen ender altid med, at der er en eller anden, som sidder og råber og skriger, eller tuder. Det gider vi ikke, så vil jeg hellere have en ordentlig diskussion med en mand, hvor man kan sidde og råbe lidt af hinanden og så bagefter kan man sige, godt, det var den diskussion, og så er DET overstået.”

Vi har oven for behandlet mænds og kvinders syn på ‘kvinder om bord’, og bag ved har ligget en form for konfliktmodel: Der er modsætninger, og de kan give problemer - men det har de stort set ikke gjort. En anden side af forholdet mellem kønnene er præget af tiltrækning, og det er naturligvis også forekommet på Søværnets skibe. Det behandler vi andetsteds i bogen.

 

Referencer

 

Borck, Niels Chr., and Søren Nørby. 2007. Søheltenes Skibe. Historien om Søværnets torpedomissilbåde af Willemoes-klassen. København: Statens forsvarshistoriske museum.

Didriksen, Lill-May. 2014. “Fra defektrice til officer i Søværnet.” Jul På Bornholm 2014:9-21.

Milkær, Lone Ree. 2016. .”. og iøvrigt hedder jeg Helle.” In Lyst og længsel - myter, afsavn og erotik i sømandens verden, red Morten Tinning. Helsingør: Museet for Søfart, 259--273.

Mortensen, Ivan. 2002. 364 Youghurt. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/IvanMortensen_del1.htm.

Schlüter, Susan. 1986. Kvinder i forsvaret. København: Forsvavers Center for Lederskab.

Walther, Kaj. 1984. Dagbøger fra ophold i Grønland bd. 9. Købennhavn: Marinens Bibliotek.