Kapitel 6. Sove og spise

Peter Bogason

UDKAST januar 2018

 

Uden mad og drikke ... går det som bekendt ikke, og det samme gælder søvn. Såvel mad som køje har været, og er, vigtige elementer i livet om bord. Hvis man ikke kan sove, bliver man træt og tvær, og hvis maden er dårlig, kan der hurtigt opstå ballade i krogene. Vi starter med køjerne - men på de ældre skibe var spisested og sovested identiske.

 

Banjerne

På de ældre skibe sov størstedelen af besætningen i hængekøjer på banjerne. Således 30 mand på kongeskibet DANNEBROG i 1954 (Friis 1998, 30–31):

“Vi sov udmærket i hængekøjerne, bare der havde været god plads, men vi lå så tæt, at man ikke kunne vende sig i køjen, uden at hele rækken af sovende i køjerne fik et stød i siden. ... Når vi tidligt om morgenen var blevet purret ud - ved råb og spark under køjen - skulle køjen straks rigges ned og pakkes på en ganske bestemt måde, og derefter skulle den stuves af vejen i et rum på dækket over maskinrummet. Når køjerne var væk, skulle vi spise morgenmad på bordene under dem. Vi havde hver fået et lille bitte skab og en lille kistebænk til alt vores udstyr. Det kunne akkurat være der, når det blev pakket rigtigt.”

 

THETIS’ forbanje. En gast sover på en fast køje i borde. Oven over ser man et par ‘bananskaller’ (Forsvarsgalleriet).

 

To ‘bananskaller’ på Patruljebåden Willemoes 1961 (Forsvarsgalleriet).

 

‘Mickey’ Jensen fortæller fra 1949 (Bergholt 2010):

“En ting som var bemærkelsesværdig for NIELS EBBESEN, der under krigen havde sejlet som fregat og eskortefartøj for den engelske marine, var det forhold, at man, foruden at spise og opholde sig på banjerne (mandskabets opholdsrum), på sin frivagt, også sov her. Man kunne ikke sove der midt på dagen. Der var nogle læderbetrukne sofaer, langsgående ude ved skibssiden, hvor man kunne sidde og hvile sig på i dagtimerne, og til nød ligge og slappe af på i frivagten. Først om aftenen, jeg tror det var efter kl. 22.00, kunne man komme til køjs.

Når der skulle tørnes ind, dvs. soves, hentede man sin ‘bananskal’ i finkenettet. Under broen i hhv. styrbords og bagbords side var der 2 store kasser, der bestod af massive stålplader ud mod havet og ind mod dækket af et gitterværk. Her lå vore soveposer og madrasser Hver enkelt mand havde noteret sit nr. med farvestift på sit sovegrej. Den kaldtes en bananskal, fordi den bestod af en godt 2 m. lang, ca. 40 cm bred madras, der var buet på undersiden og flad på oversiden, akkurat som man ser en banan fra siden. Den var indhyllet i et kraftigt stykke canvas, der var kantet med en række metalringe slået ind i canvassen. Gennem disse var trukket en lang snor, således at canvassen kunne snøres sammen om madrassen efter brug, og denne dermed var nogenlunde vandtæt. Når man havde hentet sin bananskal, bar man den ned på banjerne og hver mand havde sin forud udpegede plads. Om morgenen pakkede man sin skal sammen på en ganske bestemt måde, og gik på dækket og smed bananen op i finkenettet. Man sov i 2 lag, oven over hinanden, og spændte køjen op i nogle dertil indrettede kroge i dæksloftet. Der skulle øvelse til at komme op i en sådan køje, for de var levende. Især hvis folk havde været i byen og kom hjem med en ordentlig pind i øret, så røg de tit tværs over køjen og ned på dørken (gulvet), hvis de overhovedet kunne komme op i køjen selv. Jeg har været med til at hælde mange overrislede kammerater op i deres køjer, og har også selv været blandt dem, der blev lagt til køjs. Men var man først kommet op i køjen og havde fået sit uldne tæppe lagt over sig sov man fortrinligt i dem. I særdeleshed var de lækre, når man var ude i høj sø, og hele dagen havde gået og spændt sine muskler, for at holde balancen. Så var det lykken at komme til køjs, fordi køjerne stod roligt, som et gyroskop i skibet, når dette væltede sig i søen.

Jeg kom senere med til Grønland ombord på NIELS EBBESEN, hvor vi var ude i hårdt Atlanterhavsvejr. Da smed skibet sig helt ned til rælingen, krængede og vred sig, og man var ikke i fred noget steds i skibet, undtagen i sin køje. Her fik man vidunderlig nats søvn, hvor søen ikke mærkedes – køjen stod altid vertikalt i forhold til skibets bevægelser. Men skibet var bygget til den slags sejlads. Man faldt i søvn omgående og fik en herlig hvile. Det er simpelthen de bedste køjer, jeg har sovet i til søs.”

Kurt Terkelsen startede som Mathelev på Fregatten ROLF KRAKE 17. oktober 1960, og fik skibsnr. 324 (Terkelsen n.d.).

“Af de mathelever, der fik tjeneste på Fregatten ROLF KRAKE, blev vi henvist til agterst banje, Mathbanjen. Da vi kravlede ned gennem lugen, og plantede fødderne i en bunke søudrustning, som et par mather var ved at sorterer, så os lidt om: Heller ikke her var det ruttet for meget med pladsen. lidt vel lavt til ´loftet` og ellers fyldt med masser af rør, elkabler og ammunitionssliske m.m. oven på ammunitionsmagasinet, samt opstillet skaffeborde i baksvis orden. Det var nu vores opholds- og sovebanje for 40 mand, resten af vores kontraktperiode (ca.2 år og 5 mdr.) og luften lugtede af ‘MØF’ - en særlig blanding af dieseloliestank, fodsved og tarmluft, men det var apterings-standart i Søværnets enheder i tresserne. Vi gik straks i gang med at stuve vores grej ned i én lille kistebænk og toiletgrejet kunne vi komme i et lille skab, på størrelse med én stor cigarkasse, derefter gik vi i gang med at rigge hængkøjen til, som vi senere ville komme til at elske. Da den først var spændt op under dækket og hang dér som en overdimensioneret banan til modning så den lumsk indbydende ud. Men ve den som forsøgte at balancere sit korpus op i sådan en satan, så tog fa´en ved bæstet! Det var ‘blot’ at gribe fat i overliggeren oppe under dækket, sætte af fra dørken med smukt samlede ben og VUPS lå man i køjen som var man syet ind i den. Men for én gammel Georg Stage-dreng var entringen af denne sejldugsbanan en ren rutine.”

Bananskallerne hørte til de gamle skibe. Fra midten af 1950erne de nye skibe udstyret med køjer, der bestod af en rørkonstruktion som ramme med en sejldugsbund bundet dertil. Så en tynd madras, to lagner, en hovedpude og et tæppe.

 

Skibe, der var bygget i midten af 1950erne og senere, havde køjer i rørskeletter, tre over hinanden. Her ses en banje på skoleskibet ÆGIR i 1966 (forsvarsgalleriet)

 

 

Her ses størrelsen af et skab på minelæggeren FALSTER (fra film om minelæggerne)

 

Tæt på hinanden

Livet på banjerne var tæt, og hvis der var uheldige elementer blandt besætningen, kunne forholdene blive slemme. Det afspejles i tre interviews fra Søværnets etnologiske undersøgelse. Først med en maskin-overkonstabel fra en fregat midt i 1980erne:

“Det har været sådan i tidernes morgen, at der var kamp mellem T-banjen og V-banjen, der var slåskamp og man smed skraldesække ned til hinanden. Der var vel nogle uheldige elementer på begge banjer, ikke. Samtidig med at ledelsen var ringe på det tidspunkt. Det nyttede jo ikke noget at fare op i sergentmessen og sige noget, eller officerer, så gik det helt galt. Så var det nemmere at tage en af rødderne ovre fra den anden banje, og så lade sine aggressioner gå ud over ham, ikke. Det er jo altid de forkerte, der bliver ramt på den måde. Der er jo ikke ret mange lyspunkter, når du ligger ude på søen, men det er der dog, hvis der er et veldækket bord, når du står op om morgenen, og der er det, du skal bruge, og det er dejligt at gå op til frokosten, når der er, hvad du skal bruge, og det samme med aftensmaden. Hvis det ikke fungerer, så bliver folk mopsede, og jo mere mopsede, de bliver, jo lettere er det at begynde at tæve hinanden.

Officererne kan ikke gøre andet end at fjerne de uheldige elementer fra skibet, af sted til et andet tjenestested. Men hvis det er 10 mand, kan man jo ikke gøre det, så står man med en halv besætning, og det går ikke. Men det er nu blevet meget godt, og det skyldes, at vi er nogle stykker af de gamle, som kommer på alle banjerne, vi kommer på banjerne og får sludret og hører, hvad de sidder og snakker om, og vi får nogle øl, selvfølgelig, holder nogle fester. På den måde så holder man det lidt nede, ikke, ved at gå lidt rundt, men det jo også kun i kraft af, at man er interesseret i, at vi allesammen kan snakke sammen.”

En overkonstabel på en minestryger af SUND-klassen havde denne beretning om et problem, som havde været på skibet, men som nu var væk:

“Dengang (i 1978) var tonen meget anderledes, en meget hård linje, der var konstabelelever, konstabler og overkonstabler, og der kørte meget på det der med overkonstabler dengang. De styrede faktisk banjen ... det gør de ikke i dag, det er meget sådan ‘la-la’, men dengang var det virkelig et helvede for de der konstabelelever, de havde det virkelig dårligt. I tre år var der ikke en eneste, der gennemførte, de ville ikke have forlænget deres kontrakter, så snart de kunne sige op, gjorde de det. ... Det var bla. på grund af de der sergenter, som syntes, at det var helt i orden. Jeg havde ingen problemer, fordi jeg var faguddannet, så jeg indgik i maskinen, og jeg kunne det, jeg skulle.”

En værnepligtig læge på et inspektionsskib sagde ved et interview i samme undersøgelse:

“... inden for mandskabet der kan man ligesom opleve charge på to måder, dels i kraft af at man har været lang tid om bord på et skib, selv om man stadig er overkonstabel i en eller anden grad, de, der har sejlet i fem år om bord er simpelt kongerne nede agter, det er dem, der bestemmer det hele, hvordan baren skal fungere og hvad der skal gøres i den ende. Den anden ting er at selv inden for de enkelte grupper er der en meget stor opdeling mellem de forskellige konstabelgrader, om man er konstabel af første eller anden eller tredje grad, de ser ned på hinanden, og der fantastiske sociale spændinger, der udarter til slagsmål en gang imellem ...

Dem, der tidsmæssigt fyldte mest for mig som læge, var sådan set alle de nye om bord og dem, der kom fra andre besætninger. De blev mødt med en utrolig afventende og skeptisk holdning, og hvis de bare trådte et skridt ved siden af, så blev de frosset ude med det samme. Nogle blev der direkte kørt had imod. De har ikke noget sted at gå hen, mandskabet står sammen mod dem, og de kan ikke gå til befalingsmændene. Så har de en DOC, som de kan gå ind til.

Hvad var det så, folk kom med til konsultationen? 3-4 forskellige slags. Det helt store var kønssygdomme, som jo skal behandles korrekt fra starten af. Den anden store var halsbetændelser og strubekatar og alt muligt på grund af dårlig luft og de ryger osv. Den tredje kom de mest med i løbet af dagen, det var alle de små skrammer og rifter folk får, når skibet lå og kastede sig frem og tilbage i søen, ja så knaldede de lige hovedet ind i en bjælke eller fik hånden i klemme i et eller andet. Og den fjerde ting var alt det psykiske, og de kom alle uden for kontortiden. Det er jo psykisk traumatiserende, når man er væk hjemmefra tre og en halv måned, man er virkelig isoleret her, og afhængig af andre. Nogle kom op at slås, en gik og havde konstant ondt i hovedet, et tegn fra kroppen på at du ikke har det godt. Og dem, jeg oplevede fra starten som de største og mest stærke fyre, det var sgu dem, der kom, når de ikke havde fået brev hjemmefra, og skulle sludre og egentlig kom med sådan en lille klage af en eller anden art at nu gjorde det ondt her og der, men jeg kunne tydeligt fornemme, at det var for at få en sludder.“

 

MTB og ubåde

På MTBerne var pladsen knap. Edvin Lysdal beretter i sin særlige tone om indretningen af de gamle, forhenværende tyske MTB (Lysdal 2000, 44–47):

“... vi kravlede under dæk. Ned ad en diminutiv lejder, hvor vi stimlede sammen foran chefens og næstkommanderendes lukaf der dølgede sig bag et nødtørftigt forhæng. Nu siger jeg 'stimlede' - men på knap en kvadratmeter gulvplads kan otte soldaterstøvler ikke gøre ret meget andet... Sergenten tændte lyset. Vi stak nysgerrige hovederne ind. Det var som at se ind i det lille dukkehus min kusine legede med som barn. Nå ja, måske var chefen og næstkommanderend pygmæer, eller de tilhørte en af Søværnet specielt udviklet art dværge ..... Bag et lille klapbord strakte sig langs skottet en polstret 'sofa', som jeg for nemheds skyld må betegne den strimmel stof, der mødte vores åsyn. ... Oven over 'sofaen', indfældet i siden, en slags alkove bag et smalt forhæng. ....

Vi kiggede ind i det hul, hvor fire sergenter boede og spiste: Et smalt bord skruet fast i dørken, og på hver side af bordet en langskibs 'sofa' med en slags køje ovenover, klinet ind under dækket. ...

(Så var der den menige besætnings banjer:) Vi kravlede ned gennem lugen. Og plantede fødderne i en bunke søudrustning, som et par mather var ved at sortere. Så os lidt om: Heller ikke her var der ruttet med pladsen. Lidt vel lavt til 'loftet' var der. Fire køjer i hvert side plus to køjer kilet ind tværskibs gav ialt ti køjer. Så der måtte være noget galt! "16 mand. Er det dét De mener, at seksten mand skal sove her?” ... “Men det skal I ikke bekymre jer om. Vi er jo ikke stukket i søen endnu." Han pegede på nogle mystiske kroge i dækket over vores hoveder. Noget begyndte at dæmre ... "Her bliver der rigget nogle ekstra køjer  til." Han smilede undskyldende. "Det bliver måske nok lidt trangt men hvad, så holder I bedre varmen!"

Palle Kruse kan supplere med nogle detaljer (Kruse 2007):

“Man sov i soveposer med inderpose af kameluld og en lagenpose. Køjen var en 2 etagers der blev slået op af skottet når man ikke sov. Den bestod af en kraftig aluminiumsrørsramme hvorpå der var udspændt en lærredssengebund som man lagde sin sovepose på. Egentlig en ganske god seng, der var bare ikke nok køjer til alle 23 mand ombord, idet der kun var 14 faste køjer. Resten måtte sove på "flyvebrædder" , det vil sige løse køjer der blev hængt op hvor der var plads, og de sidste 3-4 stykker sov på dørken eller under bordet. Der var kun koldt vand om bord, som man selv måtte pumpe ud af hanen.

Maden fik man på HJÆLPEREN eller i land på MOBA eller slet ikke. Måske var der nogen der prøvede at tænde op under det lille oliefyrede komfur der var i en lille kabys, som Dirch Passer ikke kunne være i (i filmen Sømand i Knibe fra 1960). Det krævede at man havde noget mad at varme. Måske lagde man ind til Sejerø og handlede lidt der eller man forgreb sig på nødprovianten, der forresten var af en bedre standard end det vi fik til daglig.”

På ubådene var det endnu værre med pladsen (Nielsen 2006):

“I alt, med lidt til og fra, sejlede jeg med SPÆKHUGGEREN i vel godt 3 måneder. Vi havde to store Brown Boveri elmotorer direkte koblet på skrueakslerne. Derfor havde vi også et kæmpestort batteri. Faktisk fyldte batterierne næsten det halve af skibet. Tre rum var der i alt: Forrest det kombineret banje, messe, ‘velfærds-’ og torpedorum, så kommandorum, og agter maskinrummet. ... 33 mand i alt. To kosteskabs størrelse toiletrum. Bukserne måtte krænges ned udenfor! Én lille uhumsk stålvask var til deling for den menige besætning. Den blev kun brugt til tandbørstning, for vi havde en meget begrænset ferskvands kapacitet.

Vi havde normalt 6 til 8 torpedoer ombord. 4 styk i rørene og fire under køjerne, men der ku' i alt være 16 sagde man - hvor vi så skulle ha' været ved jeg ikke. ... I ubådene praktiseredes den fordærvende og uhyre udmarvende "kinesertørn", dvs. 4 timer vagt, 4 timer fri - hvis der var øvelser - fx torpedoskydning, så havde kun maksimalt 7 mand fri til at sove. For alle andre køjer måtte rømmes og tages bort for at give plads.”

 

DELFINENs torpedorum omkring 1971. Torpedorørene anes i baggrunden. Her ses gaster i køjer, to fyldte borde, en avislæser og tre gaster i færd med at skrælle kartofler (Forsvarsgalleriet).

 

“Skafning blev også altid tidsmæssigt ofret til fordel for øvelser, så en noget uregelmæssigt fordøjelsesrytme var ikke usædvanlig.  Kokken var, næst efter chefen, skibets vigtigste person. En værnepligtig kok, dvs. at han – som så mange andre af os – også lige havde erhvervet sit svendebrev. Jeg var og er stadigt fuld af beundring over det den kok og den bare ene messegast formåede at lave til os under de aktuelle forhold. Trods de evindelige afbrydelser og en besætning der evigt, men godmodigt brokkede sig over det hundeæde.

En af de ting der kommer op i erindringen er om kartoffel sækken. Vi sku' selvfølgelig også ha' kartofler ombord. En hel sækfuld ad gangen, som messegasten alene, omstændeligt og besværligt og så absolut uden hjælp fra nogen af os, måtte bakse ned gennem lugen. Når sækken så endeligt var nede fik han konsekvent et voldsomt møgfald! ‘Den beskidte møgsæk osv.’ - Det var en fast og stående tradition! Under hele togtet blev han og kokken jaget rundt med den sølle sæk som ingen fast plads havde. Konstruktøren af skibet havde tilsyneladende(også) glemt at ta' højde for besætningens behov for kartofler.

En næsten ligeså fast en tradition var, at trikker (elektrikeren, der også altid var en værnepligtig) skød (med trykluft) lokumstanken lige umiddelbart inden skafning, så fyldtes skibet med en, syntes trikker, særlig appetitlig odeur.

At have sejlet i ubåd er selvfølgeligt en særlig oplevelse. Men som det måske kan læses, var hverdagen ikke særlig spændende. Rigtigt træls til tider, og altid møgbeskidt. Men et enestående kammeratskab var der. Alle var afhængige af alle. Sikkert derfor. Mest positivt husker jeg den tid for de mange oplevelser, den interessante træning og den viden omkring ubådsteknikken som det gav.”

 

Nye tider

Fra midt i 1970erne blev banjerne revolutioneret. Det ses af nedenstående beretninger fra konstabler, som for en kort periode blev flyttet fra den nye minelægger LINDORMEN til minelæggeren LANGELAND, der stod for at udgå af flådens tal. Materialet stammer fra den etnologiske undersøgelse af Søværnet i midten af 1980erne (Zalewski 1987a, 27–30).

“På LINDORMEN havde vi air-condition på vores lukaf og nogle lækre køjer, der var dyner, vi havde det hele simpelthen. Da vi kom over på LANGELAND, fik vi en køje hver: det var et stykke lærred, der var bundet op på et stykke tovværk, så fik du udleveret en sovepose og en hovedpude og den sovepose havde man ikke mange chancer for at vaske, den sov du faktisk i i den tid, du var på LANGELAND. Det har faktisk været den største omvæltning, det har været det med plads, og så det, at man bor så mange sammen, man var jo ikke vant til også at spise dernede, hvor man sover, og hvis man skulle op og hente mad, så gik man over dækket, op på fordækket og så hen til kabyssen og hente mad. Så når det stormede, så kunne det jo godt være, at man ikke fik frikadeller, fordi de blæste af, det var jo meget sjovt . .. Man havde selv sit spisegrej ombord, og det vaskede man selv af bagefter, så ned i skabet. Og brusebad, det var der ikke noget af, når vi sejlede, det var håndvask, så man lugtede godt nogen gange.

Vores uniformer, dem kunne vi ikke have derinde, vi gjorde alt muligt, vi gemte dem inde i skabene og deroppe, og så var der mug på, det var umuligt at have. Så fik vi at vide af de gamle gaster, den gamle næstkommanderende og sådan noget, at de gemte dem under madrasserne, så var de nypressede, men altså, det kunne vi jo ikke vide.

Det er slemt nok at bo på LINDORMEN ude foran, for der kan man høre ankeret. Men her kunne man VIRKELIG høre det og når vi allesammen sov fra det, var det fordi vi var virkelig trætte. Når ankeret skulle hales ind, tog det jo tre gange så lang tid som på LINDORMEN.”

En del af LINDORMENS besætning var kvindelige konstabler, og de havde aldrig været ude for et skib som LANGELAND.

“Ja, det var da anderledes, men kunne man tåle lidt koldt vand, så var de jo sådan set lige gode. .. Engang imellem, mens man sejlede på den, så kunne man godt blive lidt træt af den, men nu - der bliver jeg vemodig, når jeg ser den, og jeg har den indstilling, at alle elever burde sejle på den, starte på den i 3 måneder, fordi at jeg mener, at os der kom på den, vi lærte en hel masse af den, altså med sømandskab, det lærer man ikke, når man kommer ud på disse her nye dampere. (lnt.: Var det hårdere arbejde der?) Nej, det var ikke hårdere arbejde, det var andet arbejde. Altså, arbejdet på LANGELAND, det fulgte faktisk den tid, som skibet er bygget på, der i 50erne ... Alting foregik med håndkraft, faktisk. Det gør det jo ikke her, der sender man bare en enkelt mand ud og siger: ‘Nå, men vi skal have båden op’.” (Det foregik med en enmandsbetjent kran på LINDORMEN, PB).

 

Maden

Kostforholdene var indgående regulerede med et bespisningsreglement for Søværnets skibe (Forsvarets Intendanturkorps 1964). Det beskrev elementerne i dagens tre måltider.

Således i 1964. Morgenmåltid: Havregrød, havregryn eller cornflakes; 2 stk. franskbrød (rundstykke om søndagen); sigtebrød og rugbrød efter behov; 50 g ost, 50 g marmelade, 1/4 liter te eller kaffe. Middag: 2 retter i henhold til månedsreglement for middagsretter. Aftensmåltid: En varm eller kold ret i henhold til månedsreglement for aftensmåltider; 1 stk. franskbrød, sigtebrød og rugbrød efter behov; 1/4 liter te, 3 dl sød- eller kernemælk eller 1 skibsøl eller ½ liter orangeade; Pålæg: 20 g leverpostej, 35 g kødpålæg, ost, 50 g marineret sild eller røget sild/makrel eller makrel, sardiner mv. i tomat eller olie, eller torskerogn, 1 æg, pålægssalater, råkostsalat. Udvalg af supplementer: rødbeder, pickles, rå agurker mv, karse mv, remoulade, 1 stk frisk frugt eller 1 dl. orange- eller grapefrugtjuice. Månedsreglementerne inddelte retterne i 7-9 kategorier og angav, hvor mange gange pr. måned de enkelte kategorier skulle serveres, således kogt eller stegt kød 6 gange, andre stegte retter 8 gange, sammenkogte retter 5 gange, fiskeretter 4 gange, og farsretter  8 gange. De enkelte retter var gennemgået i en kogebog med angivelse af kvantiteten pr. mand for de enkelte ingredienser. Bespisningsreglementet indeholdt herudover bageopskrifter, anvisninger for diæter, transportkost og kabyshygiejne samt vejledninger for indkøb af frugt, grøntsager, fisk og kød.

 

Uddrag af Søværnets reglement for kost, her eksempel på en månedsplan.

 

Der var desuden at gammelt ritual på de store skibe omkring skafningen. Det blev holdt i hævd på kadetskibets sommertogter (Sørensen 2003, 52–53):

“På vidunderlig vis blev mandskabets velfærd og skibets sikre navigation på verdenshavene knyttet sammen i følgende procedure. Hver dag gik ordonnansen til skibets navigationsofficer for at få en underskift på en lille sort, tavle som dokumentation for, at søuret (kronometeret) var trukket. Ordonnansen gik dernæst til kabyssen, hvor et såkaldt prøvemåltid blev klargjort. Som navnet antyder, var prøvemåltidet en lille portion af de to varme retter, der blev serveret for mandskabet (officererne havde deres egen kostplan). Prøvemåltidet blev på en bakke båret op på broen i al slags vejr, hvor vagtchefen efter en kort prøvesmagning godkendte besætningens middagsmad og kvitterede herfor på den lille tavle, som navigationsofficeren tidligere havde påtegnet. Ordonnansen opsøgte til slut skibschefen og aflagde følgende melding: ‘Melder chefen, at skibsuret er trukket, og prøvemåltidet er godkendt. Tillader chefen, at mandskabet skaffer?’ Først efter chefens samtykke kunne vagtassistenten pibe til skafning og måltidet blev udgivet.”

Denne omstændelige procedure skulle i sin tid sikre, at mandskabet fik en ordentlig kost, og samtidig kunne man være sikker på, at skibsuret gik rigtigt. Det var et uhyre vigtigt element i at bestemme skibets position midt på dagen (med sekstant) på det åbne hav, fx på vej til de Vestindiske Øer.

 

Proviantregnskabsføreren havde frihed til at købe ind inden for reglementets rammer. Men man måtte ikke købe ting, som ikke indgik i kostplanen:

“Vi sejlede med HJÆLPEREN gennem Limfjorden til Thyborøn. Vi måtte ligge stille ved Vilsundsbroen, da der var noget broarbejde i gang og vi kunne ikke sejle igennem. Der kom så en fisker sejlende ud til os og ville sælge ål til en billig penge, vi købte ål til hele besætningen. Det fik vi senere en skideballe for, der måtte ikke stå ål på regningen. Havde der stået fisk var der ingenting sket. (Nielsen u.å., 51).

‘Mickey’ Jensen fortæller om Arresødallejren (Bergholt 2010):

“Når skaffesignalet lød stillede man hurtigt op i én lang række – 152 mathelever bagved hinanden, og så gik det i raskt tempo ind i spisesalen, fat i tallerken, kniv, ske og gaffel og så frem til gryderne, hvor man fik et par skovlfulde læsset op på sin tallerken. Beklagede man sig over maden, fik man at vide, at dette ikke var et rekreationshjem. Inden maden udleveredes var det kotume, at en befalingsmand smagte på maden for at godkende den, og vé den arme synder, der herefter beklagede sig over madens kvalitet, han stod til ‘brænde’. Brokkede man sig, var det venligste svar man fik: ‘Æd det, eller lad være!’ – Og det gjorde man så.” 

 

I Auderød fik man helt moderne forhold i den store kostforplejningsbygning (Forsvarsgalleriet)

 

På skibene, der var bygget før 1950, var skafningen arrangeret på gammeldags vis: besætningen spiste på banjerne, og maden blev på skift hentet af gruppemedlemmerne, det kaldtes at have bakstørn. Således på kongeskibet DANNEBROG i 1954, hvor en stor del af besætningen, 30 mand, var indkvarteret i hængekøjer på mandskabsbanjen forude (Friis 1998, 34):

“Vi var opdelt i ‘bakker’ på 5 mand, der skiftevis skulle sørge for maden. ... Bakstørnen skulle hente det hele i kabyssen, og efter måltidet vaske op i baderummet. Vi spiste ved bordene under køjerne, og det var ikke altid lige renligt.”

 

Skafning på banjen, her på patruljebåden WILLEMOES 1961 (Forsvarsgalleriet).

 

Tilsvarende på THETIS i 1950erne i Nordatlanten (Handberg og Wismann 2011, 30):

“Vi rullede gevaldigt selv ved moderat sø, så arbejdsforholdene i kabyssen kunne ofte være farlige, da slingregrej og det kardansk ophængte komfur ikke var tilstrækkelig til at holde varme gryder og pander forsvarligt på plads, så de endte ofte på dørken. Varm mad blev derfor erstattet af håndmadder med ost eller leverpostej med fiskeben i, da leverpostejen var ‘spædet op’ med silderester. Det var ikke til at skaffe ved bordene i høj sø alligevel, så det var i orden med håndmadder, til vi kom til kaj eller i læ af øerne.”

 

Fornyelse

Depotskibet HJÆLPEREN og derefter korvetterne af TRITON-klassen var de første skibe med cafeteria.

“Besætningen stillede sig i kø ved lugen i cafeteriet, hvorfra maden blev serveret. Ingen opvask, idet det brugte service afleveredes til central opvask. Ren luksus!”

syntes fortælleren, Arvid Sørensen (Sørensen 2003, 43), der på daværende tidspunkt var matrosmath på TRITON. Han kunne desuden glæde sig over faste køjer på banjerne i stedet for hængekøjer.

 

Et moderne cafeterie i 1960erne, her fra ÆGIR (Ove Kristiansen).

 

På skibene var man naturligvis meget afhængig af kokkenes færdigheder. Julen blev normalt tilbragt i havn, men under specielle omstændigheder kunne man være til søs, som da TRITON skulle retur til Danmark efter et værftsophold i Italien (Sørensen 2003, 49):

“Der var store spekulationer om, hvilken julemad der skulle serveres juleaften. Kokken var ikke just kendt for kulinarisk opfindsomhed, og onde tunger sagde, at han kun kendte to retter: Kød i mørke (dvs. brun sovs) og kød i karry. Jeg skylder kokken at sige, at der var flæskesteg juleaften, men den annoncerede dessert (blandede frugter) viste sig at være friske appelsiner. Vittige hoveder sagde, at udsigten til blandede frugter var blevet indfriet, fordi vi fik store og små appelsiner!”

 

Kabyssen på FALSTER

 

Opvasken blev på FALSTER klaret med opvaskemaskine

 

Arbejdet for frigængerne

Når skibene var længe væk, stillede det store krav til madlavningen. Således fortæller to frigængere fra en fregat til Søværnets etnologiske undersøgelse i 1985:

“Den mad, vi laver, det skal være super hele tiden, fordi besætningen har ikke andet at gå op i end deres måltider, når vi er væk i 19 dage i træk, hvor vi overhovedet ikke ser land eller andre mennesker, så hvis maden ikke er i orden, så klager de, råber og skriger, det gør de hver dag, det skal man bare lade suse igennem, ellers får man stress. De folk, som klager, det er gerne dem, som ikke har så meget at skulle have sagt, det er ligesom at man kan sige, at der kan de sige noget. Men vi har også nogle, der kommer hver dag og siger tak for mad, det er også rart. Det er mest de nye, som klager, de som har været her i mange år, de siger pænt tak for mad.

Somme tider sker der uheld, jag havde stået og lavet 200 hakkebøffer, så var de lige færdige, så kom der en sø, og så lå der 200 på dørken, så var vi virkelig trætte af det hele, så har man bare lyst til at gå ned og sige, jeg gider ikke lave mad i dag. Men vi kan ikke sætte tempoet ned selv i havvejr, for så begynder de at råbe og skrige ad os og det gider vi ikke høre på.

Tonen i kabyssen er rigtig hård mellem os, altså man kan godt mærke, at der ingen piger er om bord, og når man så kommer hjem så får man at vide, hvordan er det du snakker, ja så tænker man også det er helt forkert, fordi man er vant til at råbe og skrige hele tiden. Vi er altså ikke uvenner, men vi fyrer bare noget af hele tiden til hinanden, det er for at holde stemningen oppe. Man kan jo ikke gå et sted hen og lukke en dør og blive derinde og rase ud, så vi afreagerer på den måde og holder hinanden oppe og har det sjovt hele tiden.”

I ubådene var maden naturligvis af ekstra stor vigtighed. En ubåd fik en ny messegast, fortæller Johan Knudsen (Nørby 2011, 120):

“Om bord kom Vagn. Efter et par uger følte han sig rigtig godt tilpas i sine nye omgivelser, og vice versa, og kom med en afsløring. ‘Jeg er for resten bager af profession, så hvis det har interesse kan jeg sagtens bage lidt rundstykker og sådan noget’. BINGO. Normalen var, at det efter tre døgn var slut med franskbrød og efter en uge var rugbrødet temmelig grønt af mug.

Vagn skulle bage rundstykker, men ingen træer vokser ind i himmelen. Tidligt om morgenen var der gang i bageriet, medens resten af båden uanfægtet fortsatte med at føre krig. Klokken seks var det tid til at snorkle, hvad man gjorde, uden nærmere tanker på miraklerne der skulle fremstilles i kabyssen. Snorkling er altid forbundet med en række trykændringer. Snorklingen havde da også kun foregået i et par minutter inden man i kommandorummet observerede Vagn, med en bageplade i hånden. Hvad Vagn ikke kunne præstere af fysisk størrelse, kunne han denne morgen præstere verbalt:

‘Hvad fanden tænker i på!? Vil I føre krig eller vil I have rundstykker?? Se hvad I har gjort’. Med al tydelighed var alle rundstykkerne faldt totalt sammen.

Chefen var stadig i kommandorummet og således belært blev krigens gang de næste mange uger ændret således, at man altid forhørte sig i kabyssen, inden snorkling blev startet. Det er her man kan spørge sig selv, hvem var det der bestemte hvad og hvornår, Chefen eller messegasten?

Udover rundstykker var man i den periode leveringsdygtige i wienerbrød, berliner pfannkuchen og al anden form for delikat bagværk. Dette sammenholdt med kokkens øvrige frembringelser, gjorde at det var knap så belastende at sejle.”

 

Kabys, kok og messegast på NARHVALEN 1982 (Forsvarsgalleriet)

 

 

 

Referencer

 

Bergholt. 2010. Søværnet 1949-1952. Www.fam-bergholt.dk 23.3.2010.

Forsvarets Intendanturkorps. 1964. Bespisningsreglement for Søværnets skibe. København.

Friis, Bent J. 1998. Kongeligt kølvand. Forlaget Kurs.

Handberg, Arne, and Tom Wismann. 2011. Korvetten / fregatten Thetis. Helsinge: Steel & Stone Publishing.

Kruse, Palle. 2007. “Palle i den kolde krig.” Fregatten Peder Skrams Venner Særnummer (2007).

Lysdal, Edvin. 2000. Mine orlogsmænd - En helt anden historie om de sidste søkrigere. Århus: Forlaget Klim.

Nielsen, Henning Kjær. U.å. Mulles erinderinger.

Nielsen, Søren Madsen. 2006. Tolv måneder på ‘nyt’ depotskib og i ubåde. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/Iubaadseskadren1964.htm.

Nørby, Søren. 2011. Beretninger fra de danske ubåde 1909-1999. Version 2.6. København: Eget forlag.

Sørensen, Arvid. 2003. Livet, som det bydes og gives : Erindringsbilleder med hovedvægt på et langt liv i Søværnet. København: Upubliceret manus beroende ved Forsvarets Bibliotek.

Terkelsen, Kurt. 2003. Om bord på en fregat under den kolde krig. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/Therkelsen_SVNi60erne.htm.

Zalewski, Barbara. 1987a. “De’s og du’s og andre omkalfatringer. Orlogsmuseets etnologiske undersøgelse af dagliglivet i Søværnet.” Marinehistorisk Tidsskrift 20(3): 20-35.