Kapitel 5. Eksercerskolerne - Arresødal og Auderød

Peter Bogason

UDKAST januar 2018

 

Alle i Søværnet har været igennem den samme, grundlæggende uddannelse. Indtil 2008 foregik det i Nordsjælland, først i Arresødallejren tæt på Frederiksværk, en samling gamle barakker med meget få faciliteter. Fra 1958 i foregik grunduddannelsen i Auderødlejren, der blev nyopført på Arrenæs ud til Arresøen, lidt længere væk fra Frederiksværk.

 

Arresødal

Om Arresødallejren i 1949 fortæller “Mickey” Jensen, som var Mathelev, altså frivillig menig (Bergholt 2010):

“Her gennemgik vi Søværnets grunduddannelse, såsom eksercits, skydeøvelser i Melby, og øvelser i terrænet, feltbaneøvelser (de var særdeles krævende og hårde, og flere kom til skade, dog ikke alvorligt). Også gymnastik, såvel inden- som udendørs, hørte med til programmet. Vi lærte at ro i travaljer (store 20-mands robåde) på Arresøen.... Under opholdet i lejren lærte vi også hvorledes man går vagt. Dels var der vagten ved lejrens hovedindgang. Her gjaldt det om at hilse korrekt på det ind- og udgående personale, og skelne mellem, når det var befalingsmænd, der passerede, eller om det var menigt personale. Ligeledes hvem man præsenterede gevær for. Det var en yndet sport for befalingsmændene at kontrollere vagterne hyppigt – og uventet for at se, om vagterne reagerede korrekt. ...

 

Arresødallejren bestod både af barakker og telte (Jesper Steen Jensen)

 

I løbet af de 3 måneders ophold blev vi ‘vejet’ og vurderet af vore overordnede. Nogle oprørske elementer blev pillet ud; man fik først en advarsel og i gentagelsestilfælde var konsekvensen: hjemsendelse, med efterfølgende genindkaldelse som værnepligtig. Der var enkelte, der havde adfærdsvanskelige problemer og ikke kunne gennem systemet. De blev også pillet fra. Hagen for disse hjemsendte var den, at de fik påtegninger i papirerne, der gjorde det umuligt for dem senere at søge stillinger i det offentlige, og at de året efter risikerede at blive genindkaldt, denne gang som værnepligtige.

I disse 3 måneder blev vi hærdede og slebet af, hvilket var sundt nok for nogle knægte i alderen 17-21 år. Vi gik lange marchture dagligt med fuld oppakning, og af og til løb vi flere kilometer med læsset på. Desuden var vi på skydebanen ved Melby i nærheden af Liseleje. Det var interessant og vi lærte at skyde med både gevær og maskinpistol. ...

I slutningen af opholdet i Arresødallejren havde vi det godt. Vi mærkede, at man nu havde sorteret ud i ‘materialet’, og at man nu regnede med at kunne bygge fremtiden på os. Vi mødte en lidt større respekt fra befalingsmændene, nu da vi skulle videreuddannes.

Indretningen af lejren var meget nødtørftig (Kildemand 2001):

“Barakken indeholdt ca. 125 mand, i den ene ende boede korporalerne og i den anden ende var der vaske og baderum. Vaskene var ca. 50 vandhaner der løb ned i lange kummer, og badet var 5 brusere, men der var kun koldt vand. Opvarmningen i barakken var tre kakkelovne, der blev fyret med tørv, i meget kolde perioder suppleret med brunkul. Der var automatisk ventilation, idet vinduer, døre og gulv ikke var tætte. Dem der lå nærmest kakkelovnen havde varme, dem der lå nærmest døre og vinduer havde til gengæld frisk luft. Der blev spurgt om varmt vand til tandbørstning og barbering, det kunne vi få lov at hente ovre i kabyssen. Ja men vi har kun fire fem spande, ingen problem blev der sagt, i har alle en stålhjelm. Men så var der en der fik organiseret en nøgle til gymnastikbarakken, hvor der var varmt vand, det gik fint nogle dage, men så kom der en ny lås på, og så var det slut.”

‘Mickey’ Jensen fortæller om Arresødallejren (Bergholt 2010):

“Muntre episoder var der mange af. Når en mand, eller deling, havde lavet noget møg, eller irriteret en befalingsmand, blev man kaldt frem af geleddet – foran sine kammerater – og så fik man en maritim skideballe, der ville få nonner til at rødme ned til tæerne. – Maritime skideballer var oftest ironiske og krydret med saftige og sjofle kommentarer. En fyr, vi kaldte for Bonden var en lidt naiv, men stabil kammerat. En dag havde han pådraget sig en søløjtnants vrede og blev kaldt frem af geleddet. Han ret ca. 75 cm. foran løjtnanten og fik en svada, om bl.a. hvor dum en mathelev kunne være, og i særdeleshed, hvor dum Bonden var. Han insinuerede, at Bonden utvivlsomt var så dum, at han ikke kunne finde ud af højre og venstre, eller selv finde hjem. Da han havde raset af sluttede han af med ordren: ‘Træd ind!’ Det betyder, at man skal indtage sin plads igen i geleddet. Bonden rettede op, og lynhurtigt trådte han raskt to-tre skridt frem – lige ind i brystet på løjtnanten, der røg omkuld og endte på bagen. Løjtnanten fór op og råbte – rød i hovedet og frådende af raseri: ‘Hvad i H……….. bilder De Dem ind, mand. Er De dum – ellers er dette her subordination?’ (dvs. lydighedsnægtelse). Bonden spillede sin rolle færdig, og rød i hovedet sagde han forfjamsket og stammende: ‘Jamen løjtnanten sagde jo – TRÆD IND!’ Sagen fusede ud, for løjtnanten troede på, at manden virkelig var dum. Vi andre grinede os flade, for vi vidste at Bonden var en snu og beregnende fyr, der på denne måde hævnede sig på løjtnanten.” 

 

Auderød

Arresødallejren var håbløst gammeldags, og Søværnets ledelse var klar over det. Men det tog mere end 10 år, før en bygningen af en ny lejr kunne afsluttes. Den lå tæt ved den gamle lejr, men var helt moderne indrettet i nye bygninger. Om Auderødlejren fortæller Erik Rasmussen, som blev indkaldt som konstabelelev i 1963 (Rasmussen 2014):

“Ved ankomsten til Auderød blev vi stillet op på et geled, belært om fra nu var vi kun et nummer, og vi havde, inden næste morgen, lært vores stamnummer udenad. Vores stamnummer var det nummer der havde stået på vores indkaldelse. Så var der lægeundersøgelse, blodprøver og derefter iklædning. Vi fik først udleveret en stor sæk, som vi fik at vide hed køjesæk, til den fik vi udleveret en jernstang og en hængelås så vi kunne låse den. Derefter var der udlevering af tøj og udrustning, det hele blev smidt ned i køjesækken. Da vi havde fået udleveret det vi skulle have, så var det i enkeltkolonne, med sækken på nakken, af sted til vores kompagnibygning. Det var en fordel at være bondedreng for den tunge sæk havde jeg ingen problemer med at bære, det var der andre der havde.”

 

Auderødlejrens kompagnibygninger lå i en “hestesko” og var fuldt ud moderne på byggetidspunktet. Nederst til højre i billedet ses kostforplejningen (Forsvarsgalleriet).

 

“I kompagnibygningen blev vi inddelt i stuer, 8 mand på hver stue. Vi fik ordre til at gå ind på vores tildelte stuer. På stuen var der 4 etagesenge og 8 skabe, et bord og 8 stole. Vi fik tildelt hver en seng (køje hed det nu, for vi var i søværnet), jeg fik en underkøje tildelt. På den lå der en madras, tre uldtæpper og to lagner. Første opgave vi fik, var at tage vores civile tøj af, og tage drejlstøj på. Drejlstøj bestod af søværnets hvide T-shirt, blå bomuldsbukser (arbejdsbukser) og en blå busseronne. Vores civile tøj skulle vi pakke i en sæk og mærke med navn og hjemmeadresse, søværnet sørgede så for at det blev sendt hjem.

Vi fik udleveret en seddel, hvorpå det var anført hvordan tøjet og udrustningen skulle placeres i skabet. Jeg kan ikke huske hvor lang tid vi havde til det arbejde, men det var i hvert fald ikke ret lang tid. Så blev vi kontrolleret, alle fik besked på at tage tøjet ud af skabet igen. Derefter blev det vist hvordan T-shirt, underbukser, busseronner, drejlsbukser skulle lægges sammen og placeres i skabet. 10 min. så ville vi blive kontrolleret igen. Alle gjorde deres bedste, men ak, desværre ikke godt nok, vi var kun tre, der ikke fik vores tøj hevet ud på gulvet.

Vi blev derefter i enkeltkolonne ført over til spisesalen, hvor vi fik vores første måltid. Der var meget forskelligt pålæg, og vi var sultne, så der blev øst godt op på tallerknerne. Vi havde også fået tildelt et bord vi skulle sidde ved. Desværre havde vi ikke særlig lang tid til at spise, så dem der ikke kunne spise i en fart, måtte afleverer det tiloversblevne mad i skraldespanden. Vi fik hurtigt lært at spise hurtigt. Vi gik derefter tilbage til kompagnibygningen, hvor den stod på redning af køje. Det var en videnskab i sig selv at få tæpper og lagener lagt rigtig, så køjen stod med skarpe kanter og det øverste tæppe var fuldstændig glat. De køjer blev redt mange gange den aften, inden der blev sagt godnat kl. 22.00.

Næste morgen røg døren op med et brag kl. 06.00, med brølet: ”Skej ud overalt, antrædning uden for om 30 minutter”. Vi syntes lige vi var gået i seng, men op kom vi da og så ud og få lidt vand i hovedet. Jeg syntes lige han havde været inde og sige 30 minutter, da han stod der igen og brølede 2 minutter. Jeg havde fået drejlstøj på og støvler, så jeg skyndte mig ud og stillede mig på den plads jeg stod på dagen før. Det var ikke alle der nåede ud til tiden. De fik en ordentlig skideballe.”

 

Søværnets mest kendte fartøj er måske  LAPPEDYKKEREN, der var stykket sammen af dele fra kasserede skibe i Søværnet. Man brugte den til at lære rekrutterne om de mest elementære forhold på et krigsskib (Forsvarsgalleriet).

 

“Jeg fandt snart ud af, at der er ingen undskyldninger, der dur. Vi fik mange løbeture den morgen, men til sidst var han tilfreds. Derefter var det igen enkeltkolonne til spisesalen og morgenmad. Det skal lige indskydes inden vi nåede så langt, så havde en stor del af os også nået at rede køje op til flere gange, heldigvis skulle jeg ikke pakke mit skab om, for det lå perfekt. Resten af dagen gik med marchtræning, an trædning og aftrædning, lære at hilse korrekt. De grundlæggende militære færdigheder. Da vi nåede aften var vi godt ømme i vores ben. Efter aftenspisningen blev vi beordret på stuerne og løjtnanten kom rundt med nogle mærker som vi skulle sy på venstre overarm af alle vores busseronner.

Trætte gik vi til ro den aften. Næste morgen, var der ingen på vore stue der skulle sy mærker om, men på de andre stuer var der en del. Til gengæld så var der ingen af vores køjer som var i orden, sagde løjtnanten, så imedens de andre syede mærker på, så redte vi køjer. Jeg tror det kun var for at beskæftige os på stuen, for vores køjer var perfekte hver gang. Det skal også tilføjes, at vi aldrig senere skulle rede vores køjer om. Dagene gik med indøvning af de grundlæggende militære færdigheder, gymnastik og teori.”

 

På Arresøen lærte rekrutterne at ro. Visse tidligere rekrutter mener at kunne huske, at de mest populære fartøjsførere foretrak at ligge i sivene på den anden side af søen, hvor en købmand tæt ved kunne sørge for ganens vederkvægelse (Forsvarsgalleriet).

 

Referencer

 

Bergholt. 2010. Søværnet 1949-1952. Www.fam-bergholt.dk 23.3.2010.

Kildemand, Jens. 2001. Et tusinde orlogsgaster og 50 toilettet. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/Rekrut_Arresodallejren.htm.

Rasmussen, Erik. 2014. Kapitel 3. Søværnet. Www.erikrasmus.dk 23-4-2014.