Kapitel 4. Chefen

Peter Bogason

UDKAST januar 2018

 

I Søværnet er der meget stor fokus på chefen. Det hænger sammen med traditionen til søs. På et skib er kaptajnen øverste myndighed og har det sidste ord i alle forhold. Søværnets chefer bærer dette ansvar. Chefen er trænet til at tage beslutninger her og nu, og uden diskussion med andre. Ikke fordi chefen er despot, men fordi chefen er nøglepersonen med erfaringen og, nå, ja, mandsmodet til at handle, og fordi alle de relevante besætningsmedlemmer i situationen er trænet til at udføre de ordrer, som måtte komme.

Cheferne bliver bedømt af alle for deres egenskaber i stort og småt. Michael Clemmesen - hvis militære rødder er i Hæren - har karakteriseret det således (Clemmesen 1986, 38):

“For at være en god søofficer skal man være en god sømand, havet tillader ikke amatørisme. Søofficeren bliver i sin daglige tjeneste, og ikke mindst som chef, vagtsomt overvåget af skibets besætning, og det mindste fejltrin i en skibsmanøvre vil blive bemærket og husket, ligesom godt sømandsskab skaber stolthed og motivation hos besætningen.

Et skib kan kun manøvreres som et autoritært system, hvor ansvaret for de forskellige funktioner er fordelt, kendt og accepteret af alle i den konkrete situation. Alle om bord ved, at man er dybt afhængige af hinandens indsatser for at skibet kan operere til søs og komme sikkert i havn igen. Ingen er uundværlig, og det giver en gensidig respekt, så længe man opfylder sin del af opgaverne. Stort set alle poster om bord kræver en faglig indsigt, hvorfor besætningen konstant er under uddannelse og videreuddannelse. Fagligheden overskygger i dagligdagen betydningen af den militære rangorden; det er opgaveløsningen, der er i fokus, hvorfor militær identitet er mindre væsentlig. Den daglige omgang mellem officerer, befalingsmænd og menige er derfor også relativt uhøjtidelig.”

Clemmesens karakteristik er præcis og central, hvis man vil forstå livet i Søværnet. En anden iagttager af (og deltager i) Søværnet skriver om chefsrollen (Sørensen 2003, 109–110):

“Det var spændende at blive skibschef I en tidlig alder og få et stort ansvar både for skib og besætning. I Søværnet er der 2 markante hierarkier: Det ene følger gradsstrukturen, og i det andet sondres mellem skibschefer og alle andre. Er man chef, selv for en lille enhed, er man noget særligt, og ledelsen har vist tillid til, at man kan løfte et stort og selvstændigt ansvar. Skibschefsværdigheden og tjenestefunktionens indhold beror på århundreders pleje af dette embede. Det er ikke tilfældigt, at ingen har kunnet omskrive Midlertidig instruks for skibschefen (Et dokument fra 1943, PB). I hele dette kompleks af ansvar og beføjelser er der taget hensyn til skibsførerens myndighed om bord i henhold til Søloven, hvortil kommer de særlige forpligtelser ansvar, som knytter sig til marinen. Chefen er i yderste konsekvens ansvarlig for skibets krigsmæssige indsats. Også loyalitetsbegrebets todelte grundregel for al ledelse i forsvaret er implicit indeholdt i instruksen: De undergivne har et ubetinget krav på chefens loyalitet hele døgnet rundt, mens chefen skal gøre sig fortjent til de undergivnes loyalitet hele tiden og hver dag.”

Hvornår bliver man chef? I de fleste organisationer bliver man det efter at have været der i en del år, hvorefter man får først en mindre, siden (måske) større chefsstillinger. I Søværnet kunne man under den kolde krig blive chef kun 3 år efter at have forladt søofficersskolen, nemlig på de mindre enheder, fx en MTB. Det skete imidlertid efter en nøje overvåget uddannelse til chefsniveau og man skulle gennemgå en chefsprøve (Sørensen 2003, 76-77):

“Det væsentligste formål med chefsprøven var, at de ansvarlige chefer kunne føle sig sikre ved at slipppe en ung kollega løs på havet. Sikkerheden gjaldt besætningen og båden. Spørgsmålet om at opøve den unge skibschef til søkriger kom i anden række. Den taktiske oplæring fulgte gradvis, når man havde tilstrækkeligtt styr på båden og dens besætning. Chefprøven, der blev aflagt i forbindelse med en større øvelse, foregik i farvandene fra Holmen sønden ud af Sundet, via Grønsund og Smålandsfarvandet, Store Bælt og Lille Bælt, Samsø Bælt, sydlige del af Kattegat og Århus Bugt. Prøverne omfattede blindsejlads (radarsejjlade) gennem snævre farvande, optisk sejlads med søkortet på broen, artilleri- og torpedoskydning, havariøvelser, havnemanøvrer og aflevering af torpedo til depotskibet HJÆLPEREN. Et væsentligt element I chefsprøven var frokosten for dommerkomitéen.

Hele besætningen var allerede fra morgenstunden oppe på mærkerne tor at yde deres næstkommanderende og deres chefselev den bedst mulige støtte. Det er en vidunderlig fornemmelse at føle, at skibets besætning i den grad støttede den virksomhed, som de godt vidste var afgørende for den unge officer. Hvis man dumpede til chefsprøven, betød det afgang fi eskadren samme dag – ikke nødvendigvis in disgrace, men marinen var dog ikke større, end nyheden ville brede sig som en steppebrand. Det blev heldigvis ikke aktuelt ved denne lejlighed, og efter 2 døgns intensive prøver, blev jeg kaldt ned i officersmessen på FALKEN, hvor dommerkomitéen var forsamlet. Først fik jeg at vide, at prøven var bestået, dernæst fik jeg udleveret mit kaldesignal GORSE og herefter var der en kollegial drøftelse af prøvens forløb og herunder specielt de passager, hvoraf der kunne drages en lære.” .

Chefsprøver blev senere indført på andre mindre enheder. Kirsten Kjeldsen Nielsen fortæller om sin chefsprøve på minelæggeren LOSSEN (Nielsen 2001):

“Jeg havde planlagt to kontrollerede minespærringer i Sejerø Bugt Nord, så der var mulighed for at gennemføre minelægningen tilnærmelsesvist uanset vejret. Men på denne dag viste vejret sig fra sin gode side, og jeg valgte en spærring ved Odden Færgehavn. Minelægningen gik fint. Jeg erfarede dog, at det var uundværligt at have en plan B klar. Få splitsekunder før jeg skulle lægge en bøje i mineboks-positionen, der hvor kablerne fra minerne samles, gik GPS’en ned uden indblanding fra bedømmelsesudvalget. Jeg måtte derfor iværksætte plan B, der byggede på optisk navigation. Så var det besætningens tur til at etablere minefeltet ud fra min minelæg-ningsdisposition, hvorefter jeg briefede om TP19 minen og gennemgik kontrolpulten til minefeltet for bedømmelsesudvalget. Frem og tilbage er lige langt, og afrigningen af minefeltet blev iværksat afsluttet med mineindbjærgning. ...

Med sidste mine på dæk begyndte LOSSEN forlægningen tilbage mod Århus, hvor vi fik en øvelses-brandalarm i elværkstedet. Jeg slog straks havarirulle. Branden i elværkstedet blev hurtigt efterfulgt af en brand på mandskabs bad og toilet med efterfølgende indsats af første-hjælp.  ens skibet lå stille i vandet, kom der pludselig - for øvelse - en motorbåd, hvorfra der kastedes bomber ind på broen. Disse forårsagede hårdt såret bropersonel og en ‘ukampdygtig’ manøvre-pult. I starten havde jeg svært ved at danne mig et over-blik over, hvem der agere-de sårede, idet én af KI’erne, der ikke var blevet udpeget som statist af eskadreteknikofficeren, troede han også skulle ligge og vride sig i smerte som alle sine kollegaer.Heldigvis havde jeg en lidt forvirret; men kampberedt KI’er på banen igen efter et par minutter. For mit eget vedkommende var jeg aldrig kommet langt som skuespiller – det voldte mig nogen kvaler at forestille mig manøvrepulten som værende ‘smeltet’ og ubrugelig. Efter en overordentlig god indsats fra den tilbageværende kampdygtige del af besætningen, fik vi  bekæmpet brandene og evakueret såret personel og endelig kunne jeg lade aftræde efter havarirulle. Så var der aftenskafning, og jeg kunne slappe af et øjeblik og LOSSEN genoptog forlægningen tilbage til Århus.”

Chefer er naturligvis mennesker som alle andre, og før eller senere viser vedkommendes samlede spektrum sig. Om chefen for patruljebåden HAMMER i 1955 fortæller Erling Hans Andreasen (Andreasen 2005):

“Det var under den kolde krig, og en gang imellem sejlede vi ned i Østersøen og raslede med sablerne. Jeg tror, at HAMMER var det bedste fartøj i flåden at sejle med den gang, vi var ca. 50 mand ombord og chefen var Orlogskaptajn Nielsen. Han var en festlig fyr, han gik den sommer i hvid skjorte og korte bukser, uden distinktioner bortset fra kasketten med egeløv og gesvejsninger, og når han kom hjemmefra, kom han på konens cykel med sin mappe i trådkurven foran. Vi brugte oceaner af grå og hvid maling, for han forlangte at skivet var nymalet og pudset hele tiden, og at vi som besætning skulle være velpresset i tøjet, når vi stod til mønstring på dækket ved ind- og udsejling af havnene og ved øvelser o.lign.

Besætningen fik samme mad serveret for som agter så den var ens, uanset om man var menig eller officer, og var der ‘fine’ gæster i officersmessen, blev den samme mad serveret hos resten af besætningen, også med tilhørende vine, så det var han populær på, så alle gjorde en ekstra indsats ved øvelser og parader og man hørte til en familie om bord. Dengang fik men tildelt en pose penge til hvert fartøj til drift, mad, osv. så de tre første uger i hver måned var der høj cigarføring over hele skivet, men man risikerede at leve af vandgrød den sidste uge inden der blev udbetalt flere penge til skivet. Men det blev bekendtgjort over skibets højtalere af chefen selv, med ordene efter fede tider kommer magre og nu skulde vi slå knude på køjesækken (halshullet) som han sagde.

Vi havde meget frihed om bord og havde kun den mest nødvendige vagt ved skivet når vi var i havn, han var streng med, hvordan vi kom om bord, man skulle ikke komme hjem i en brandert, for så faldt der brænde ned og man fik ikke landlov i lang tid. Så man lærte, hvad der skulle til at være en del af fællesskabet. De, der ikke kunne finde ud af det, røg hurtigt i land igen. Ballade på værtshuse var en sikker bortvisning fra skivet, vi havde kun en undtagelse. Det var en gang vi lå i havn i Rønne på Bornholm hvor 7 – 8 matroser var gået i land og var blevet chikaneret af de udstationerede landtropper på øen, nogle af dem kom løbende hjem fra byen og råbte at de var ved at få tæsk oppe i byen, det hørte Nielsen så han beordrede alle til hjælp. Han tog geværet fra vagten og sendte også ham af sted med ordene, hvis vi kom hjem og havde tabt fik vi ikke landlov de næste tre uger, hvorpå han svingede geværet over skulderen og gik vagt, til vi kom hjem. Vi kom hjem og havde ‘vundet’ den batalje, så der var rødvin og hæfteplaster til maden den aften, og en smånynnende Orlogskaptajn Nielsen agter.

Jo! Det var ubetinget den bedste flådeenhed i Søværnet den gang, det fik både han og os meget ros for på højere sted. Vi var alle dus om bord høj som lav. Det var kun ved officielle lejligheder, at det var med stram honnør og hvide handsker, og det var der nogle officerer der ikke kunne lide, så de måtte finde et andet tjenestested ret hurtigt efter en adfærdskorrigerende samtale med Nielsen.”

John Frederiksen har i sine meget farverige erindringer fra Søværnet en beretning om hvorledes besætningen på DIANA fik respekt for deres chef, Mogens Bredsdorff, ude i Biscayen, hvor man skulle hjælpe en spansk fisker, der havde motorstop i stormvejr. For at tage ham på slæb skulle de have en line om bord hos ham (Frederiksen 1995, 30):

“Flere forgæves forsøg på at få kastelinen om bord blev gjort, men ingen sansede at samle den op, så lortet røg i havet igen. Så blev bossen, llille Mogens, sur. ‘Så må vi jo lægge fanglinen direkte ned på dækket til dem ...” Vejr, vind og sø blev beregnet, derpå gik han ind på siden af dem, hængende højt på en bølge, så vi ludede ind over den stakkels trawler, kasteren stod ude i brovingen og lod faktisk linen skvatte direkte ned på dækket ... hvor der nu var hysterisk panik ... den fik lov at passe sig selv og havnede endnu en gang i søen ...

Fra bossen (Bredsdorff, PB) lød arrige, rumlende lyde, der kunne tydes noget i retning af, om de spaniere snart kunne bestemme sig til, om de ville bjærges eller ej, nu prøvede han en gang til, og svipsede det også, kunne de rende ham noget så grusomt, han skulle ikke tigge dem om noget ... DIANA blev svinget rundt, agten om trawleren, lurende på den rette sø. Fart, højde og drøjde på de bølger i overstørrelse skulle passe sammen, den rette buldrebasse kom farende, chefen brugte den, gik ind og gentog kunststykket, hvilket burde have været naturstridigt, men manden gjorde det. Denne gang samlede fiskerne linen op ...

Bredsdorff havde udført et så fantastisk godt, gedigent stykke sømandsarbejde ... og fra den dag, eller rettere nat, nærede alle en dyb beundring for hans kunnen som sømand og skibsfører.”

Englænderne har udtrykket A stiff upper lip. Det har cheferne brug for. Vi skal forskellige steder senere i bogen træffe dem i forskellige situationer, som de ikke var forberedt på, således brugen af (store) dametrusser som signalflag, en kendt færøsk politiker-datters brug af chefens lukaf, en styrkechefs håndtering af operationsofficerens løsslupne brug af en basun i en underlagt enhed i STANAVFORLANT mv.

 

Referencer

 

Andreasen, Erling Hans. 2005. Familiekrøniken. Www.familiekroeniken.dk/site/personReadMore.asp?person=59091.100531.

Clemmesen, Michael H. 1986. Værnskulturerne Og Forsvarspolitikken. Århus: Forlaget Politica.

Frederiksen, John. 1995. En bisserupdreng i kongens klæ’r anno 1956. København: Marinens Bibliotek.

Nielsen, Kirsten Kjeldsen. 2001. “Den længste dag.” Søværnsorientering 2001(3).

Sørensen, Arvid. 2003. Livet, som det bydes og gives : Erindringsbilleder med hovedvægt på et langt liv i Søværnet. København: Upubliceret manus beroende ved Forsvarets Bibliotek.