Kapitel 3. Det militære element

Peter Bogason

UDKAST januar 2018

 

Søværnet er en militær organisation, og med det følger særlige krav til opførsel, påklædning og i det hele taget disciplin. For den enkelte er udgangspunktet, at personellet er inddelt i grupper efter rang.

Lidt forenklet ser det således ud fra toppen og nedefter:

- Topchefsgruppe: Admiral, viceadmiral, kontreadmiral, flotilleadmiral

- Chefsgruppe: Kommandør, kommandørkaptajn, orlogskaptajn

- Ledere: Kaptajnløjtnant, (premier)løjtnant

- Arbejdsledere: Chefsergent, seniorsergent, oversergent, sergent

- Menige: Marinespecialist, (over)konstabel, korporal, menig.

 

Søværnet har gennem perioden haft forskellige grupperinger og grader. Her er øjebliksbilledet fra 1962; den gang var der mange specialgrene (Lærebog for Orlogsgaster 1962).

 

Indtil 1984 var der en særlig gruppe officerer, specialofficerer eller B-officerer (indtil 1950 kvartermestre), som var videreuddannede sergenter (indtil 1950 underkvartermestre). De blev udnævnt til fenriker og derefter overfenriker, og kunne avancere til orlogskaptajn. Ved en personelreform blev de afskaffet og inkorporeret i det almindelige officerskorps. Samtidig blev sergentgruppen udvidet og fik flere beføjelser.

Indtil 1984 var der altså i Søværnet tre grupper ledere: A-officerer (uddannet på Søofficersskolen), B-officerer (uddannet på Specialofficersskolen) og sergentgruppen (uddannet på Sergentskolen), hvoraf de fleste var startet som konstabler. De tre grupper havde hver deres messe, de havde altså spise/opholdsrum hver for sig. Over dem alle sammen “svævede” chefen, der på de større skibe (korvetter, fregatter, inspektionsskibe, depotskibe) havde sin egen indkvartering, spiste for sig selv og kun deltog i messelivet efter invitation.

Søværnet havde ikke tilstrækkeligt med fastansatte officerer, hvorfor der var et antal reserveofficerer med skibsfører- og maskinmesteruddannelse, der blev “taget” til reserveofficer efter eksercerskolen. De fik en militær uddannelse på  Reserveofficerskolen og gjorde tjeneste som løjtnanter på skibe og i land. Det samme gjaldt en række civilingeniører, tandlæger og læger. Reserveofficererne havde tjeneste ialt i 2 år og kunne for nogles vedkommende antages til længere tjeneste.

Personellet har desuden været inddelt i forskellige faglige grupper: kampinformation-, artilleri-, mine/matros-, intendantur-, maskin-, sanitet-, osv. De havde hver sin faglige uddannelse bag sig. Søværnets personel må derfor siges at bestå af specialister inden for en række fag, som er nødvendige for at kunne løse skibenes opgaver. I det daglige arbejder de sammen i sådanne grupper: kampinformationsfolkene i 0-rummet, artilleristerne ved kanoner og ildledelsesanlæg, maskinfolkene i maskinen, frigængerne i kabys og messer osv. Denne faglige identitet er vigtig at forstå, for den er en af årsagerne til, at Søværnets folk på mange måder mere er fagfolk end militære i deres væremåde.

 

Det formelle system

Der er sket en stærk udvikling i det militære system i Danmark i perioden 1945-2000, og specielt er strafformerne blevet ændret - i et vist omfang i takt med den generelt mere afslappede holdning i samfundet til autoriteter.

Det formelle, militære system er karakteriseret ved, at der er en række regler for personlig adfærd, som skal følges. Hvis de brydes, kan man blive ikendt forskellige former for straf, afhængig af overtrædelsens karakter. Straffesystemer findes i alle militære organisationer, og har i tidligere tider været karakteriseret ved anvendelse af korporlig straf - pisk, kølhaling og livsstraf - men tilsvarende straffe fandtes i det civile liv såsom heksebrænding, kagstrygning og gabestok.

Straffesystemerne i det civile og militære liv er blevet ændret i mere human retning i tiden efter 2. verdenskrig. I det danske forsvar skete der relativt radikale ændringer fra 1970erne, samtidig med at de værnepligtige fik løn i stedet for lommepenge.

Vi kan illustrere det med følgende udgangspunkt. Ved indkaldelsen har alle fået udleveret Lærebog for Orlogsgaster, senere benævnt Orlogsgasten. Den er en omhyggelig gennemgang af en lang række forhold i Søværnet - Orlogsgastens personlige forhold i tjenesten, sundhedspleje, krigsskibstyper, våbensystemer, elektroniske systemer, skibsorganisation, sømandskab og flagets anvendelse. Lærebogen er blevet omredigeret mange gange i takt med at nye forhold har gjort sig gældende. Vi skal kort se på afsnittene om orlogsgastens personlige forhold i 1949, 1966 og 1993.

1. Alle år lægges der vægt på, at man i en militær enhed er under kommando.

- I 1949 bruges udtrykket overmand og undermand om foresat og undergiven, i de senere bøger er udtrykkene erstattet med foranstående og efterstående. Men i alle tilfælde skal en person med lavere rang adlyde en ordre fra en person med højere rang.

- I 1949 skal en ordre følges, hvis det er muligt. I 1966 og 1993 skal en ordre følges, hvis det er muligt, og hvis den er lovlig; og hvis det for en efterstående er indlysende, at man ved ordren begår en forbrydelse, skal den ikke efterkommes. Denne mulighed fandtes ikke i 1949-udgaven.

- I 1949 og 1966 skulle en efterstående vise alle foresatte og foranstående respekt og agtelse ved at optræde høfligt og korrekt. I 1993-udgaven lægges der vægt på gensidig respekt og agtelse.

- I 1949 måtte en orlogsgast kun optræde i uniform under indkaldelsen. I 1966 måtte man være i civil uden for tjenesteområdet under orlov, men civile klæder måtte ikke opbevares om bord. I 1993 kunne man optræde i civil om bord, når man ikke var i tjeneste.

2. Strafformerne har undergået store ændringer.

- I 1949 var der hele fire former for militær arrest plus civilt hæfte og fængsel. To af arrestformerne blev afskaffet i midten af 1950erne, det var skærpet arrest (ophold i enrum uden arbejde og adspredelse som læsning), og streng arrest (som skærpet arrest, men i tilgift med en særlig fangekost, som man nærmest kan kalde vand og brød).

- I 1966 var de tilbageblevne arrestformer kvarterarrest (almindelig tjeneste, men ingen landlov) og vagtarrest (som civilt hæfte, men i en militær arrestbygning eller i skibets arrest).

- I 1993 er der kun civilt hæfte og fængsel tilbage.

3. Herudover var der to straffe i hele perioden: en irettesættelse (en “balle”, som blev noteret i militærpapirerne), og en bøde.

- Bøde blev stort set ikke anvendt i 1949 og 1966, men i høj grad i 1993, antagelig fordi kvarterarresten og vagtarresten var forsvundet. Desuden var alt personel lønnet i 1993, hvor de værnepligtige i 1949 og 1966 kun havde en meget lille dagsløn på lommepengeniveau, som der næppe var noget formål i at trække bøder fra - man kan som bekendt ikke klippe håret af en skallet.

4. Søværnet havde og har imidlertid en række disciplinarmidler, altså en form for straf, som ikke bliver noteret i de militære papirer. I 1949 og 1966 blev der nævnt ekstraøvelse i fritiden, ekstravagt og nægtelse af landlov. I 1993 nævnes de samme, plus belæring, tilrettevisning, og overflytning til anden tjeneste.

 

Risikoen for straf

Der har været store forskelle på “risikoen” for at blive straffet eller få en sanktion som nægtelse af landlov. Det kan vi illustrere fra to undersøgelser af hhv. Militærpsykologisk Tjeneste i 1960 (Petersen 1967) og Søværnets etnologiske undersøgelse fra 1985-86 (Zalewski 1987a), hvor vi kan citere en overkonstabels opfattelser på en minestryger af SUND-klassen.

Militærpsykologisk Tjeneste undersøgelse af straffesystemet på Søværnets skibe og landtjenestesteder var omfattende og baseret på statistik. Den viste, at relativt flere menige blev straffet på de store enheder - fregatter, korvetter - samt ubåde, og relativt færre blev straffet på mindre enheder såsom MTBer. Landtjenestestederne og minelæggerne lå i en midtergruppe, og minestrygerne (som er små skibe) fordelte sig over hele skalaen (Petersen 1967, 123).

I 1985 illustreres det klart i minestrygerne:

“Det kørte meget frit (i 1978 på en anden SUND-båd), men så blev jeg sendt over på en anden SUND-båd, og der var det helt andre forhold, måske .. det var anderledes. Og det var faktisk strengere, det kan man godt sige. Der var ikke noget slinger med rengøringen, og heller ikke noget med at komme for sent. Så fik man vagtforseelser og bøder, og alt muligt. Det får man ikke i dag. Ja, så skal man da ha’ lavet det nogle gange.”

Militærpsykologisk Tjenestes undersøgelse viste også, at der var stor forskel på den formelle disciplin. På de store enheder blev der lagt vægt på militær korrekt optræden, på de små enheder havde man “arbejdsdisciplin”, der lagde vægt på, at arbejdet blev udført, når det blot foregik med normal, civil høflighed. På sådanne enheder var der også en tendens til, at man gav små belønninger fx i form af tidligere frihed, når dagens arbejdsopgaver var klaret; dette skete kun sjældent på større enheder (Petersen 1967, 81).

Man har på mange enheder har haft en uformel sanktionspraksis. Således angav 70% af befalingsmændene i 1960 i et eller flere tilfælde ikke at have indberettet en forseelse (Petersen 1967, 214). På mange enheder havde man en praksis, hvorefter en førstegangs forseelse blev noteret, men den menige slap med en advarsel, og først ved gentagne overtrædelser blev det formelle straffesystem igangsat.  Hertil kom personlige faktorer hos den menige - man lod en ‘god’ mand slippe billigere end en ‘dårlig’ (Petersen 1967, 80).

Man kunne se en vis tilbageholdenhed blandt befalingsmændene i at anvende straffesystemet efter ‘lovens bogstav’ (Petersen 1961, 37–39). Således så mange af vagtassistenterne igennem fingrene med, at de menige kom 10-15 minutter minutter for sent og nøjedes med at give dem en balle.

Og i 1985 på en minestryger:

“Se nu på denne tur, der er jeg lidt rystet, jeg synes, det er sløjet meget af. Nogle kan faktisk komme og gå, som det passer dem, uden at der sker en skid. Der kunne gøres en masse, tilbageholdelse, bødestraf, mulighederne foreligger da stadigvæk. Men de bliver ikke anvendt.”

En del næstkommanderende havde i 1960 fjernet skibenes ‘meldebog’ fordi det var ‘for let’ at anvende meldebogen over for mindre forseelser, det tog tid og mere besvær at skrive en egentlig indberetning og dermed faldt antallet af indberetninger faktisk. Mange næstkommanderende havde endvidere en praksis med at gennemgå afhøringsrapporter og henlægge dem eller ligefrem rive dem itu, der ikke umiddelbart virkede overbevisende, i stedet for at gennemføre en proces, der næppe ville føre til en sanktion (sandsynligvis fx i tilfælde, hvor den menige havde været “fræk”, PB). Man kunne derefter give den menige en balle eller en meget mild sanktion og prøve at hjælpe den pågældende befalingsmand til at undgå fremtidige konfrontationer. Men mange befalingsmænd, og specielt oversergenterne, indberetter ikke en række forseelser, men “ordner” sagen ved at give den menige en ekstravagt eller noget ekstraarbejde (Petersen 1961, 51).

I 1985 på en minestryger:

“Det er lidt for pædagogisk, det hele, det er ligesom med børn, man må sgu ikke straffe dem eller noget, altså de skal jo have at vide, hvis der er noget galt ... så skal de vide konsekvenserne. Det er der ikke noget af, ‘Nu har han gjort sådan og sådan, hvad gør vi så ved det?’ og så får han en bøde på 200 kr. I gamle dage var der sådan og sådan: Vagtforseelse: 10 dage i boksen, sådan er det ikke i dag. Afskaffet.”

Forholdene på landtjenestestederne var også forskellige. Marinekaserne København havde øgenavnet ‘Helvedes Forgård’. Det hang sammen med, at en del af de mere ‘umulige’ orlogsgaster endte der, fordi man ikke ville have dem på skibene. Tjenesten var monoton, og det spejlede sig i dagens mønstring (Nielsen 2006):

“At ha' deltaget i morgenmønstringen på marinekasernen er noget særligt. (Alle mand deltog, om de så sku' bæres ned fra 3. sal. For øvrigt noget som skete næsten daglig, mest for at understrege at her var tale om en virkelig meget syg og dårlig patient.) Men dybt der nede i kasernegården, som blev kaldt ‘ ‘Helvedes forgård’ - den delvist lukkede plads som er/var dannet af kasernens høje længer, fik vi oplevelser af karat, og aldrig nogensinde siden har jeg hørt så meget fantasifuld digtning af ‘historier’ som der. Uhyrlige undskyldninger, om dette eller hint, og komik af næsten verdensklasse. Vi lå flade af grin. At banjermesteren ku' holde masken når han stod der og kikkede den pågældende sømand intenst og direkte i øjnene, mens han hørte på undskyldninger om dette eller hint, var en overmåde bedrift. Men var han - banjermesteren - i et særligt dårligt humør, kunne han finde på at supplere vagtlisten med et par fra ‘reserven’ – bl.a. os ‘skibsvilde’, med nogle tørn ved ‘cykelpatruljen’. Det betød at man to og to fra kl. 18 til 06 (en "vagt" i marinen er altid fire timer), - cyklede rundt til de oplagte skibe og visse bygninger på Holmen for at tjekke bl.a. fortøjninger, for brand og lækager. Det var en meget særpræget oplevelse at trave rundt med en lommelygte i de tomme, mørke og oplagte ‘døde’ skibe. Men Gud nåde og trøste de som undlod besøgene, eller fejlstillede kontrolurene.”

 

Militær eller civil straf?

Der blev ofte leget kispus med toldvæsenet, når skibene havde været på udførsel. Således en beretning fra en hjemmeside, hvis forfatter nu er død, og hjemmesiden er fjernet:

“Torpedobådseskadren lå i Århus, og jeg kom tilbage til HJÆLPEREN for at gå til køjs og være udhvilet til næste dag, men blev mødt ved landgangen af den vagthavende, som var en seniorsergent. Han havde modtaget de toldfrie varer, som skulle være under toldlukke indtil vi var i åbent farvand. Tilfældigvis var de to toldere, der fulgte med for at sikre det, et par af hans tidligere kammerater fra Søværnet. Der var jo mange, som gik fra Søværnet og over i andre etater når de nåede Søværnets aldersgrænse.

Han havde så fået lov at stille varerne ind på sit eget lukaf, når han blot ville undlade at bryde toldplomben. Det undlod han, men i stedet skar han op i kassernes samling med et barberblad og fiskede de toldfrie varer ud, så hans besked til mig var, at jeg kunne tage de varer jeg ikke havde lyst til at slæbe med til England og bare putte i en taske med vasketøj, som han ville sørge for kom over på MOBA, der så ville tage varerne med til København, hvor vi kunne hente dem efter hjemkomsten. Det var selvfølgelig ikke lovligt, men vi så en nem løsning på vores pladsproblemer, så vi var nogle stykker der hoppede på den galej. Desværre havde vi nogle gæster med fra MOBA, bl.a. en seniorsergent, som ikke kunne holde kæft med, hvor smarte han syntes vi havde været, så han pralede af det over for en fenrik, der syntes det var hans pligt at underrette skibets ledelse om det der var foregået, så næstkommanderende tog alle sergenter ind til en afhøring. Når man så nægtede at have været med til noget trak han sit trumfkort: MOBA var stoppet på Lillebæltsbroen og undersøgt af Toldvæsenet, og så kunne vi jo lige så godt indrømme. Det kostede mig 1215,04 kr. Men seniorsergenten, som blev anset for at være hovedmanden fik en tillægsbøde oveni sin bøde og kom af med godt 1400 kr.

Det var jo en skandale, og Chefen for Søværnet forlangte, at vi alle blev afskediget. Til vores held var chefen for Torpedobådseskadren en mand med hår på brystet. Han var rettergangschef for os, og fortalte Chefen for Søværnet, at han nok skulle tage sig af den sag. I samråd med Toldchefen i Århus, som var en af hans venner bestemte han, at al tiltale i denne sag blev foretaget af Toldvæsenet, idet det var en ren civil sag. Vi slap således med en bøde og med skrækken.”

Milde grader af smugling, altså til eget forbrug, var bestemt ikke ukendt. Således beretter Hans Hjerrild-Nielsen fra en ubåd efter en længere serie øvelser i udlandet (Nørby 2011, 136):

“Hjemturen er rolig rutine. Det trænger vi nu også til efter de sidste travle uger. Vi har dog alle en smule travlt. Hver mand har lidt for meget kontrabande med hjem. Der udvises stor fantasi med hensyn til egnede gemmesteder. Arvid kortslutter en del af bådens lysnet. Han lægger en karton cigaretter, pakket ind i sølvfolie, ind i strømtavlen! Alt, hvad der kan fyldes med spiritus og cigaretter, bliver anvendt. Maskinfolkene bygger en stor stålkasse, maler den lysegrøn, som maskinskottet, og monterer den under dækket (loftet). Torpedorørene er fyldt med bajere!

Nerverne er på højkant, da vi går til kajs ved ubådsbroen på Holmen. Jeg går rundt med blå kuvert med en flaske portvin under armen. Jeg kunne for min død ikke proppe mere ind i mine radioapparater på stationen.

Da tolderne kommer, præsenterer den ene sig som tidligere torpedokorporal i ubådene. Torpedo-Hansen må støttes for ikke at dåne på stedet! Imidlertid får officererne hurtigt pacificeret tolderne med en kæmpesjus til hver. Puh! Der sikrede vi os billigt øl til de næste par måneder.”

 

Holdninger til tjenesten

Militærpsykologisk Tjeneste udførte igennem 1970erne og 1980erne undersøgelser af forsvarets personels holdninger på en række områder. Vi skal her kun se på holdningerne til jobbet, det arbejdsmæssige fællesskab, den nærmeste foresatte, og ledelse og styring.

Undersøgelserne er offentliggjort som sammenligninger mellem de tre værn, hvoraf tre er benyttet her (Militærpsykologisk Tjeneste 1979) (Militærpsykologisk Tjeneste 1986; Militærpsykologisk Tjeneste 1973). Det er ikke muligt at få opdelt Søværnets personels svar på kategorier, der kunne være interessante, fx store contra små skibe, landtjeneste contra søtjeneste, og funktionerne om bord.

Man kan se forskellene mellem fire militære grader, nemlig værnepligtige menige (VP), konstabler (KS), sergentgruppen (SG) og officerer (OF). Det står umiddelbart klart, at med stigende rang er tilfredsheden med alle forhold stigende. Officererne har mere interessante jobs, har mere bevågenhed fra deres forsatte, føler sig bedre orienteret og så videre, dernæst kommer sergenterne, så konstablerne og til sidst de værnepligtige menige. Der er kun lille forskel på tallene fra 1979 og 1983-85, med en tendens til lidt større tilfredshed i midten af 1980erne. Undersøgelsen fra 1973 har ikke helt samme spørgsmål, men tendensen er, at der er en forbedring fra 1973 til 1985.

Undersøgelserne var tilrettelagt med fire svarmuligheder, og er offentliggjort således, at summen af svartallene for de to første kategorier lægges frem. Svarene på spørgsmålet “Er De tilfreds med de opgaver, De har i Deres nuværende job?” er således i 1983: VP 61, KS 78, SG 92 og OF 89 (Militærpsykologisk Tjeneste 1986, 8), hvilket betyder, at 61% af de værnepligtige svarede ja i høj eller nogen grad, 78% af konstablerne og så videre. Modsat kan man regne ud, at 39% af de værnepligtige og 22% af konstablerne havde svaret “kun i mindre grad” eller “nej, kun i ringe grad”.

79% af de værnepligtige i Søværnet og 91% af konstablerne mente, at deres faglige kvalifikationer var tilstrækkelige for at bestride deres job, men kun 32% af de værnepligtige og 58% af konstablerne mente, at deres viden og kunnen blev udnyttet, og kun 38% af de værnepligtige og 51% af konstablerne så en mulighed for at kunne dygtiggøre sig i jobbet. 64% af de værnepligtige og 81% af konstablerne mente, at deres job var nødvendigt for at enheden kunne udføre sine opgaver.

Tilfredsheden med den nærmeste foresatte - for de menige altså typisk en sergent - var høj (84%) angående vedkommendes faglige baggrund, retfærdig behandling (79%) og åbenhed over for at rådgive i løsningen af arbejdsopgaverne (91%). Evnen til at påskønne arbejdet, drøfte arbejdsvilkårene og tage hensyn til den enkelte var noget lavere, 58% (Militærpsykologisk Tjeneste 1986, 10).

Kun 35% af de værnepligtige og 45% af konstablerne mente, at der blev gjort nok for at ændre på de ting, der ikke fungerede tilfredsstillende, og kun 42% værnepligtige og 49% konstabler mente, at det var de rigtige ting, der blev ofret mest tid og energi på i de daglige arbejde, og kun 52% og 55% mente, at de forskellige aktiviteter, der afvikledes i enheden, blev tilstrækkeligt afpasset efter hinanden. Men hhv. 68% og 80% mente, at deres enhed fungerede effektivt (Militærpsykologisk Tjeneste 1986, 11).

Samarbejdsudvalgene eller talsmandsordningerne fik lave scores, kun 33% og 38% mente, at de havde en positiv indvirkning på egen arbejdssituation, generelt synes kun 43% af de værnepligtige, at ordningen virkede godt på deres enhed (Militærpsykologisk Tjeneste 1986, 13).

 

Omgangstonen

Den etnologiske undersøgelse i midten af 1980erne (Zalewski 1987a, 31–34) berørte også omgangstonen. Kaptajnløjtnant (på fregat):

“Der var ingen, der drømte om at have fri mere end hver 3. weekend, og hvis man så oven i købet lå så heldigt, at man kunne rejse hjem, så var man lykkelig. Og i dag bliver man altså fornærmet, hvis man ikke har fri hver week-end. I dag kører den menige besætning med vagt hver 6. week-end - og folk bliver stødt, hvis der sker noget med de fem mellemliggende. Der ligger nogle forandringer i det der, tonen er forandret, det er måske ikke nogen skade til, men altså, det er meget anderledes.

Da jeg startede i midten af 1970erne var man De’s, og chefen og officererne i det hele taget i 3. person. Jeg tror nok, at officererne indbyrdes var du's, men man var også De's med oversergenterne ... grupperne indbyrdes var man De's.”

Men - man skal ikke tage fejl af den lettere omgangstone, der hersker på skibene. En seniorsergent, der har været 20 år i systemet, beskriver det således:

“Nogen af dem har jo det, at de skal brokke sig. Men vi kender dem jo efterhånden, da vi har været sammen så længe. Xx-gasten, fx, han er et stort brokkehovede. Og en udenforstående, der hørte det, han ville jo umiddelbart tage det, som om han overhovedet ikke ville have med den sag at gøre, som man har sagt til ham. Så kan man gå og når man så kommer tilbage en halv time efter r, så er han i fuld gang med at gøre det.

Omgangstonen er meget anderledes nu. Da jeg kom ind i sin tid, der var det stort set kæft-trit-og-retning. En med vinkler på: hvis han sagde noget til en, så smak man hælene sammen og gjorde det, uden kommentarer. Og gjorde man det ikke, så kunne man være nogenlunde sikker på at få 5-10 dage i spjældet. Der var ikke noget, der hed bøder den gang. Og var det en mildere forseelse, så kunne man sandsynligvis nøjes med nægtelse af landlov mellem to sejladser. Så, i begyndelsen af 70erne ændrede det sig meget, der gik man faktisk over i den stik modsatte grøft: at man egentlig ikke måtte sige noget til folk. Det var sådan noget i retning af: ‘Vil De være så venlig at gøre det og det?’ Man var stadig De’s begge veje. Og nu er vi så på et nogenlunde tåleligt leje - for begge parter; vi kan omgås hinanden. Vi kan også udveksle grovheder, mand og mand imellem.”

Kurt Christoffersen har denne lille anekdote om du og De i Søværnet (email til forfatteren 28/4 2017):

“Jeg startede i SVN i 1961, hvor man som snotti officer var De’s med chefen, men det ændrede sig med årene. Her et eksempel fra 1965: Jeg, der var ny om bord, havde ansvaret for messegasterne. Rasmus sagde du til chefen. Jeg kiggede op og sagde: ‘Rasmus, De ved godt, at De ikke må sige du til chefen.’ ‘Jamen, der hvor a kommer fra, siger vi kun De til dem vi int` ka li`, og a har int noget imod a chef.’ ‘Det er i orden, Rasmus og jeg er de eneste ombord der er Dus,’ sagde chefen smilende. Rasmus var fra Thyborøn.”

På forterne var tonen lidt mere ‘hæragtig’ (Pedersen 2006, 33–35). I de første årtier på Stevnsfort var tonen meget formel mellem værnepligtige på den ene side og befalingsmænd og officerer på den anden. Det var De, Dem og Deres - stå ret og gøre honnør. Tiltaleformeme ændrede sig. Ændringen i fra De til du skete langsomt op gennem 1970'eme. På søværnets skibe begyndte besætningen at sige du allerede i slutningen af 1960'eme, og de officerer, der kom fra flåden til Stevnsfort, medbragte denne tiltaleform. De fleste kunne lide denne forandring, men ikke alle. En officer påpeger, at tonen ikke bliver mere uformel, fordi man skifter De ud med du, mens en sergent mener, at forsvaret blev ødelagt, da man i indførte du. Sergenterne følte, at afstanden mellem menige og sergenter var mindre end afstanden mellem sergenter og officerer. I “undergrunden” var det hele mere uformelt. Maskinfolkene var håndværkere, som havde tradition for en mere afslappet omgangstone. Artilleristerne var de “rigtige" soldater, der slog hælene sammen og bestræbte sig på at være fuldstændig korrekte. Maskinfolkene slog også hælene sammen, når de stod overfor en artilleriofficer, men når de henvendte sig til en maskinofficer, kom de “som normale mennesker ville gøre det” som en maskinofficer udtaler.

 

Practical jokes ‘i systemet’

I militære systemer er der behov for at markere modsætninger. Og det kan ske på mange måder. En er at lave en ‘practical joke’, som kan have mange former.

En af de mest spektakulære er leveret af DELFINEN, som holdt en hel øvelsesgruppe under STANAVFORLANT vågen i mere end et døgn ud for Norges kyst (Nørby 2010, 14–15): En vesttysk destroyer og en norsk fregat havde lagt sig 20-30 sømil foran hovedstyrken (pickett), og fik her kontakt med DELFINEN, mens denne lå i periskopdybde. DELFINEN dykkede straks til 100+ meters dybde, og gik i høj fart væk fra området. Efter nogle minutters sejlads gik DELFINEN over til stille sejlads, og det stod snart klart, at de to overfladeskibe havde mistet kontakten. Over undervandstelefonen kunne man nu om bord i DELFINEN høre det ene af de to overfladeskibe, der bad en ‘unknown submarine’ om straks at dykke ud. Delfinens operationsofficer, Hans Chr. D. Koch, fik nu chefens tilladelse til at bruge undervandstelefonen til at svare overfladeskibet, og det gjorde Koch på sin helt egen måde. På russisk råbte han ”Skammer De Dem ikke, jeg kan jo se Deres underbukser!”. Det morede man sig meget over om bord i DELFINEN, uvidende som man var om, at Kochs ord havde fået den vesttyske destroyer til at melde, at man havde kontakt med en sovjetisk ubåd. Det medførte en større NATO-jagt på denne ikke-eksisterende ubåd, hvor bl.a. STANAVFORLANTs øvelse blev indstillet i over 12 timer, mens skibene og Maritime Patrol Aircraft (MPA) af Nimrod-typen jagtede ubåden. Da DELFINEN returnerede til Rosyth fik Skotte en noget ublid velkomst af commodore Fieldhouse, der godt var klar over, hvem der havde skabt miseren. Episoden fik dog ingen konsekvenser for DELFINENS officerer, da Fieldhouse valgte ikke at sige til andre, at det var den danske ubåd, der havde stået bag balladen.

DELFINEN havde mere i godteposen under denne øvelse (Nørby 2010, 11): Den amerikanske destroyer USS BIGELOW blev på mange måder DELFINENS hovedmodstander under STANAVFORLANT’en. Destroyeren var udstyret med en sonar, der var så kraftig, at den med Skottes ord ”kunne få vand til at koge”, men var alligevel ikke i stand til at få kontakt med DELFINEN. Ved mindst en lejlighed markerede DELFINEN et succesfuldt angreb ved ud over at affyre en grøn lysgranat også at afsynge en sang, transmitteret over ubådens undervandstelefon. Koret bestod af ubådens officerer, der på melodien fra ”De Syv Små Dværge” sang ”Hi Ho!, Hi Ho! We’ll sink the Bigelow.” Sangen blev ikke just vel modtaget om bord i den amerikanske destroyer.

Nogle practical jokes kræver nok en vis indføling med den sømilitære tænkemåde. Følgende to historier omhandler forholdet mellem vores to fregatter af PEDER SKRAM-klassen og de tre korvetter af NIELS JUEL-klassen. Førstnævnte dannede 1. fregatdivision, sidstnævnte 2. fregatdivision i Fregateskadren. Sidstnævnte var efter førstnævntes overbevisning inferiøre, små, for korte i havvejr, for sarte til issejlads etc - “Har du fis i kasketten, er der plads i korvetten” osv. osv. Det blev ikke bedre af, at korvetterne tidlig og silde blev beundret af forskellige honoratiores for deres fremragende egenskaber - relativt små enheder med stort potentiale og ildkraft. Søværnet lavede megen reklame for dem, det var blevet moderne at søge at sælge dansk militært isenkram til udlandet. Det skal bemærkes, at fregatterne i sin tid var genstand for stor opmærksomhed pga. deres store maskinkraft. Det var derfor ikke rart at blive overskygget af disse nye, små enheder.

 

Ovenstående tegning af Orlogskaptajn Sven Voxtorp illustrerer meget godt forholdet mellem fregatterne og korvetterne.

 

Ved en lejlighed lykkedes det nogle yngre officerer fra en fregat at snyde kollegerne på korvetten NIELS JUEL netop på ‘fremvisningskontoen’ (mail til forfatteren fra Ulrik Wesche). Det var i Kiel, hvor såvel fregatter som korvetter skulle holde weekend efter en øvelse. Vagtchefen på korvetten blev ringet op, angiveligt fra Kieler Yacht Club, hvorfra en stemme på engelsk, med tysk accent meddelte, at en række medlemmer havde ytret ønske om at bese det danske, fantastiske skib, og forespurgte, om man kunne få lov at bese skibet?

Spørgsmålet blev besvaret bekræftende, og NIELS JUEL igangsatte den vante procedure med modtagelse i officersmessen, efterfulgt af en rundvisning på skibet. Kl. 15.00 kom et optog af mænd iført blå blazer og Prinz Heinrich-kasket. Helt efter bogen for tyske sejlsportsmænd på vej til kalas.

 

Ingen (ældre) sejlsportsmand fra Tyskland vil undvære sin Prinz Heinrich-Mütze, når man skal være velklædt i blazer med klubbens emblem på brystlommen.

 

De blev - lidt mindre traditionelt - anført af en lirekassemand i hvid jaket med rød nellike, der afspillede en march. Lirekassemanden stillede sig på agterdækket og spillede videre. Gæsterne fra Kieler Yacht Club blev inviteret inden for i officersmessen, og chefen kom for at hilse på. Da han nåede til den femte, gik det op for de øvrige, at sejlsportsmændene var deres kolleger fra fregatten, som nu var i godt i gang med at tømme messen for spiseligt og især drikkeligt.

Lirekassemanden? Fregatsejlerne lod forstå, at ham måtte NIELS JUEL betale for. Det vides ikke med bestemthed, om det skete, men man kan nok ane, at ham måtte fregatsejlerne trods alt selv klare.  Men da korvetterne fortsat gang på gang blev fremhævet i presse mv. som epokegørende, måtte fregatterne (som socialdemokraterne jo ville have afskaffet) sætte tingene på plads og statuere et eksempel: Hvem var de stærke? (Wesche 2003). Chefen på den ene og operationsofficeren på den anden (der var under kommando af divisionschefen) havde begge gjort tjeneste i Royal Navy, hvor man på skorstenen havde numre, der angav tilhørsforholdet. Og nu skulle korvetterne lære lektien: Fregatterne var “number one”, og det måtte man markere på passende måde. De to officerer konspirerede under en forlægning mod København - hvor skibene faktisk var i hver sin ende af landet - via skibenes nye elektroniske Data-link system om at konstruere nogle 1 meter høje, røde et-taller med hvid kant, som skulle anbringes på forreste skorsten. Som sagt så gjort: Hvert skibs maskinpersonel kom på overarbejde og stillede ved daggry med de beordrede et-taller, der blev sat på skorstenen, et på hver side.

De to officerer fandt imidlertid, at det nok ikke var ‘hensigtsmæssigt’ at involvere Divisionschefen i for god tid, da det ikke var usandsynligt, at han havde et godt øje til en tredobbelt bred rundt ærmet. ‘Sligt har ofte en kedelig indflydelse på sansen for humor’ ... (Oversat til almindeligt dansk: Divisionschefen havde en admiral i maven og skulle derfor ikke nyde noget af at skeje ud.)

Nu ankom de to skibe ikke samtidig til Holmen, yngste skibschef var kommet først søndenfra, og da divisionschefen ankom på sin fregat fra nord, sejlede ind gennem bomløbet til Holmen og så fik øje på den anden fregat, udbrød han:

“”Hvad er dog det røde, de har på skorstenen derinde?” Hans operationsofficer svarede prompte: “Prøv lige at se på din egen skorsten.” Nu var det jo heldigvis lige midt under en havnemanøvre, så kamelen lod sig ikke fordøje umiddelbart.

Noget anstrengt modtog divisionschefen senere på dagen forklaringen fra sin operationsofficer og den anden chef, men efter nogen overvejelse dekreterede han, at tallene skulle være væk i morgen, ellers ...! Underforstået, at eskadrechefen nok ikke ville bifalde det, og at det var imod almindelig god orlogsmæssig udhaling og diverse reglementer.

Så tallene blev demonteret næste formiddag og gemt væk i tømrerværkstedet til brug ved en anden god lejlighed. Historien melder dog ikke noget om, at korvetsejlerne rent faktisk lærte lektien.

 

Om bord

På inspektionsskibene sejler man meget, og derfor kommer folk på den ene side til at kende hinanden ret godt, men på den anden side får man tid til at blive grundigt irriteret på hinanden. På et inspektionsskib gik proviantregnskabsføreren og næstkommanderende hinanden på nerverne:

“Jeg havde lavet nogle ‘omelet an surprise’ og stillet i fryseren på BESKYTTEREN til senere brug. Nu ville skæbnen, at næstkommanderende fik forærende en kurv med langline og madding, som han satte i fryseren, og under dette kom han til at træde i en af disse ‘omelet an surprice’. Der gik 8 dage, så vidste jeg, at det var næstkommanderende, så gik der 8 dage mere, så vidste næstkommanderende, at jeg vidste det. Pludselig en dag, mens jeg var ved at tage mig en skraber, kom næstkommanderende og åbnede min dør og smed en stor hellefisk ind på maven af mig. ‘Så taler vi ikke mere om det’ sagde han, og vi havde overhovedet ikke talt om det. Da han skulle afgå, lavede jeg en middag, hvor forretten var en fisk med langline-kroge, og desserten var en omelet an surprice med brændt fodspor, det vakte megen jubel.” (Nielsen u.å., 63–64)

THETIS grundstødte i 1960 på Grønland, og det blev anledning til at nogle værnepligtige tog officererne grundigt ved næsen. Leo Lund beretter (Lund 2009):

“Lækken blev stort set stoppet ved nogle sække cement, men netop der hvor vandet stadig piblede ind, opbevaredes fenrikkernes proviant, og det var jo ikke nogen god kombination. Der blev derfor iværksat en redningsaktion for at undsætte den nødlidende proviant. På bakken blev der rigget et hejseværk til, og så blev lugerne åbnet ned igennem skibet, så varerne kunne hejses op og blive flyttet til et rum henne agter. Proviantlageret viste sig at indeholde spændende ting. En stor del af lageret bestod af dåseøl, og det er vel til at forstå, at når man skal håndtere et sådant lager, så skal der indtages væske. Så kort fortalt, der blev taget hul på flere og flere dåser, og da rygtet hurtigt spredte sig, var der flere, der fandt en plads ved siden af lugeåbningen på banjen, for ophejsningen gik så tilpas langsomt, at man godt kunne nå at pille nogle dåseøl ud af læssene, der var på vej op. Egentlig var det vist en lidt ulovlig fremgangsmåde, men vi forsvarede os med, at hvis ikke vi ‘bjærgede’ øllene, så kunne det være, at de forliste under den resterende transport, eller fregatten gik måske ned, næste gang, den stødte på et eller andet, og så var det jo godt, at noget af provianten havde gjort gavn i stedet for at gå til Kong Neptuns Hof. Jeg tror nok, at alle på det tidspunkt var kommet dertil, at hvis ‘bjærgningen’ blev opdaget, så kunne det måske koste nogle ganges nægtelse af landlov, men det var så en risiko, der var til at overskue. Jeg var så heldig, at jeg havde fået tilranet mig et ekstra skab, og det fik jeg da næsten fyldt op, så der var dåseøl til et par dage. Det var her, jeg mener, at det skelsættende element kom ind i historien. For efterfølgende bredte der sig en trang til at ‘bjærge’ ting, der var kommet lidt på afveje. Egentlig tror jeg, der blot var tale om en ny politisk retning, der gik ud på lidt omfordeling fra dem der havde en del til dem der næsten ingenting havde, så selvom det i nogens øjne måske var lidt halvkriminel, så er det vel forståeligt, at søfolk i nød, de må hjælpe sig selv. Gevinsten (dåseøllene) faldt i hvert fald på et tørt sted.”

Men befalingsmændene kunne også snøre de menige: Dagvagten tog sig af diverse grej til dæksbesætningen - tovværk, wirer, maling, pensler, rengøringsmateriel osv., som blev opbevaret i et særligt rum. Dagvagten var vagtfri, og kunne betragtes som et ‘snejejob’. Herom fortæller Bjarne Skov Poulsen (Poulsen 2014, 75–76):

“I Kiel købte jeg 2 flasker Hansen Rom og havde dem gemt væk nede i mit lille rum. Min ‘hjælper’ og jeg fik så en lille en hver formiddag ved bordet, jeg havde lavet bag ved døren, og når bordet var slået ned, skulle jeg huske at låse døren, ellers væltede bordet, når døren blev åbnet. En formiddag, hvor vi sad der, gik døren pludselig op, og bordet væltede med kopperne. Heldigvis var proppen slået i Romflasken, så der skete ikke noget med rommen. Der stod Fenrik Sejr. ‘Hvad fanden laver du, Dagvagt?’ ‘Tjah, vi får en lille en, det gør vi hver formiddag, men kun en enkelt, vi overdriver ikke’, forklarede jeg. Fenrikken stod nu der og så forlegen ud (spiritus var strengt forbudt)... ‘Det kan da være, at De vil nyde en sammen med os?’ ‘Tjah, har I cola?’ spurgte han, det havde vi ikke. ‘Nå, jeg henter lige et par stykker’ sagde han og var væk. To minutter efter var han tilbage med 2 colaer. Så opdagede han, at jeg havde 2 flasker rom. Derefter bankede det hver formiddag omkring kl. 10 på døren, og ind kom Fenrik Sejr med 2 colaer.”

 

På land

Plagsomme befalingsmænd fik ofte før eller senere noget igen. ‘Mickey’ Jensen fortæller om en af Søværnets berømte officerer, Fritz Hammer Kjølsen, der var kendt for sit hidsige gemyt (Bergholt 2010):

“Utilfredsheden med kontreadmiral Kjølsen kulminerede med, at en del af personalet byggede en karikatur af ham i sne nede på havnemolen. Det var en overdimensioneret snemand skåret ud i de mindste detaljer, selv pressefolderne i bukserne var skåret nøjagtig til, og kun hovedet havde man overdimensioneret og lavet med et opblæst udseende, for at forstærke virkningen. Rygtet om snemanden måtte have nået hans øren, for dagen efter kom han ned på havnen i sin jeep og inspicerede værket. Han blev kokrød i ansigtet, et sikkert tegn på vrede, og bedre blev det ikke, da hele TERNENs besætning stod på dækket bag ham og grinede højlydt ad ham. Tavs og rød i hovedet trampede han hen til sin jeep, og kørte op på basen. Han nævnte aldrig episoden overfor nogen, og han talte ikke mere til besætningen på skibet.”

Om et nummer med Stevnsfortets 150 mm kanoner fortæller Erik Rasmussen (Rasmussen 2014):

“Det blev besluttet, at vi måtte skyde 4 kaliberskud samme dag. En smule nervøse og spændte var vi alle, men da ordren lad kanonen lød, så gik det stærkt. Og sikker en udløsning, da begge løb blev affyret med kaliberskud samtidigt. Følelsen kan ikke beskrives den skal opleves. Der blev hurtigt ladet igen og de to næste skud blev afgivet. Vores 4 kaliberskud ramte målet. Målet var en ponton med et stort sejl på, der blev slæbt af en fisker nede fra Rødvig. Afstand fra mål til kutter var ca. 300 m. En afstand der senere blev væsentligt forøget, da vi engang senere og med vilje ramte lige bag ved kutteren. Det skete efter vi var blevet konstabler og havde opnået særdeles godt kendskab til kanonen og de sikkerhedsvinkler der blev indlagt ved skydning. Normalt skulle vi ramme 500 m bag målet, men i samme afstand som målet, så blev det betragtet som træffere. Sergent Pedersen, som var et dumt svin, havde ledelsen af kanonen den dag. Vi havde aftalt indbyrdes, at vi ikke ville ramme målet, når han havde ildledelsen, den dag. Så når han gav side og højderetning, på grundlag af de observationer han havde af nedslag i vandet, ja så blev de korrektioner enten fordoblet eller formindsket. De to første skud lå meget langt bag målet, han korrigerede derfor retningen. 802 som passede sideretningen korrigerede så sidderetningen dobbelt, men kunne se i sin kikker at han så ville ramme kutteren, så han korrigerede en smule tilbage, så han var sikker på at nedslaget ville ligge lige bag kutteren. Skuddene gik og nedslagene lå ca. 50-100 meter bag kutteren, hvorefter det lød i radioen ude fra kutteren, nu kommer i sku for tæt på. Behøver jeg at nævne at Sergent Pedersen fik en ordentlig skideballe af Chefen og vi havde svært ved at undertrykket et grin, men vi holdt masken.”

 

Referencer

 

Bergholt. 2010. Søværnet 1949-1952. Www.fam-bergholt.dk 23.3.2010.

Lund, Leo. 2009. Grundstødning – Dåse  Øl Og Nøjagtig Søopmåling. Http://maritimevenner.hype-media.dk/grundstoedning-og-daaseoel/.

Militærpsykologisk Tjeneste. 1973. Holdningsmålinger for menige i forsvaret. Rappport nr. 1. København: Militærpsykologisk Tjeneste.

Militærpsykologisk Tjeneste. 1979. Holdningsmåling. Resultat for 1979. København: Militærpsykologisk Tjeneste.

Militærpsykologisk Tjeneste. 1986. Holdningsmåling. Resultater for Hæren 1983-1984, Søværnet 1983-1985, Flyvevånet 1983-1985. København: Militærpsykologisk Tjeneste.

Nielsen, Henning Kjær. U.å. Mulles erindringer.

Nielsen, Søren Madsen. 2006. Tolv måneder på ‘nyt’ depotskib og i ubåde. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/Iubaadseskadren1964.htm.

Nørby, Søren. 2010. “Sandheden om ubåden Delfinens deltagelse i

STANAVFORLANT 1972.” Marinehistorisk Tidsskrift 43(4): 3-17.

Nørby, Søren. 2011. Beretninger fra de danske ubåde 1909-1999. Version 2.6. København: Eget forlag.

Pedersen, Henny Tønner. 2006. Stevnsfort som arbejdsplads. Tidligere tjenestegørende på Stevnsfort fortæller. Faxe: Østsjællands Museum.

Petersen, Eggert. 1961. Træk af søværnets pædagogiske struktur. København: Militærpsykologisk tjeneste.

Petersen, Eggert. 1967. Sanktioner og trivsel i et autoritært ledet socialt system. København: Nyt Nordisk Forlag.

Poulsen, Bjarne Skov. 2014. “Bjarnes søværn?” In Bjarnes søværn? In Sømandshistorier. Livet Til Søs. København: BoD, 66-83.

Rasmussen, Erik. 2014. Kapitel 3. Søværnet. Www.erikrasmus.dk 23-4-2014.

Wesche, Ulrik. 2003. “Who’s number one.” Venneforeningens Blad, Marts 2003, 8-9.

Zalewski, Barbara. 1987a. “De’s og du’s og andre omkalfatringer. Orlogsmuseets etnologiske undersøgelse af dagliglivet i Søværnet.” Marinehistorisk Tidsskrift 20(3): 20-35.