Kapitel 12. Indsatser under kriser og diverse patruljer

Peter Bogason

UDKAST januar 2018

 

 

Søværnet har mange roller at udføre. Nogle er mere behagelige end andre: Det kan være særdeles muntert af vise flaget ved flådebesøg i fremmede havne, hvor alle sejl bliver sat til både på skibene og hos værtsnationen for at det skal forløbe festligt. Men en anden side af at vise flaget er at markere en militær tilstedeværelse i områder, hvor andre nationer ikke mener, at danskerne skal være. Og omvendt skal Søværnet vise fremmede magter, hvor grænsen for deres tilstedeværelse ligger. Det kan lede til konfrontationer.

Kapitlet om landlov giver eksempler på det mere muntre. I dette kapitel ser vi på eksempler, hvor Søværnet har været involveret i de mere alvorlige sider, i moderne jargon hedder det vist, at man er blevet udfordret.

Søværnet har under den kolde krig haft rollen at holde øje med Warszawapagtens skibe for at indsamle data om deres færden og dermed bidrage til efterretningstjenesternes analyser af krigsrisikoen. Søværnet udførte derfor et stort antal sejladser ind i Østersøen, dels for at indsamle data om radiotrafik, radarforhold mv., dels for at iagttage forløbet af diverse øvelser. Warszawapagtens skibe sejlede i danske farvande med præcis den samme opgave: Oplysninger om NATOs aktiviteter.

Hertil kom Søværnets opgaver med kontrol af handelsskibe og fiskefartøjer. I hele perioden blev der udført fiskeriinspektion ved Danmark, Færøerne og Grønland. I 1993-96 indgik Søværnet desuden i inspektion af handelsskibe i Adriaterhavet under NATOs blokade af de krigsførende parter i ex-Jugoslavien.

Men vi starter et helt andet sted, nemlig langt mod nord, hvor Søværnets inspektionskuttere udførte deres farlige patruljeopgaver.

 

Langt mod nord

 

Søværnet har gennem tiden haft to typer skibe sejlende ved Færøerne og Grønland: Inspektionsskibe og kuttere. Især besætningerne på kutterne må siges at have levet et farligt liv.

 

Orlogskutteren TERNEN i isfyldt farvand i Grønland. Der må have været en festlig anledning, da man flager over top. (Forsvarsgalleriet)

 

‘Mickey’ Jensen fortæller om Orlogskutteren TERNEN i 1950 (Bergholt 2010):

“Vi havde en elendig tur og kun et mirakel reddede os fra at blive skruet ned af isen ved Kagsimiut udfor indsejlingen til Søndre Strømfjord. Jeg husker ikke helt det nøjagtige forløb, men på vej hjemover løb vi ind i en 10-dages storm, og efter at have ligget underdrejet nogle timer, foretrak skipper, at vi gik indenskærs og prøvede at komme nordpå ad den vej. Vi kom herunder ind mod en ø, som kunne passeres på begge sider. Skipper valgte at gå styrbord omkring den (til højre for). Vi stødte da på grund, og da lavvandet satte ind, væltede et mindre isbjerg sig ind over skibet, og trykkede det ned under vandoverfladen. Chefen kom styrtende ind til mig og råbte: ‘Send nødsignal Mickey, positionen er ...’

Og så gik jeg i gang med morsningen. Medens jeg sad og sendte nødsignalet, efterfulgt af positionen, kom vandet pludselig styrtende ned gennem skylightet og ad lejderen hen ad dørken. Min generator, der stod på dørken blev oversvømmet og ”døde” i en kortslutning. Gnister stod ud fra et af apparaterne. Jeg tog omgående hovedsikringen, og styrtede op på dækket med det tøj, som jeg i farten kunne få fat i. Vandet stod i kaskader ned i hovedet på mig og jeg måtte kæmpe hårdt for at komme op på dækket. Vi fik skiftet til noget tørt tøj i styrehuset.

Senere på aftenen, hvor det var nogenlunde lyst endnu, besluttede skipper, at besætningen skulle forlade skibet, og søge mod land for at få hentet hjælp ad den vej. Situationen var kritisk, og chefen lagde en evakueringsplan, hvorefter vi kunne sætte den store redningsbåd i vandet. Vi kom proviant og tørt tøj ombord i båden og så blev den søsat, dvs. sænket ned på en isflage, og vi hoppede ned til båden. Forrest gik de fleste af besætningen, medens vi var tre mand, der skubbede på båden. Det gik også godt et stykke tid. Vi passerede adskillige revner i isen, og det gik fint den første times tid. Under passage af en overgang mellem 2 isflager, kom det forreste hold helskindet over, og vi skubbede så resten af båden over. Jeg holdt fast i båden, medens vi skubbede den over revnen. Båden må være skredet lidt tilbage på det kritiske punkt, for pludselig lå jeg i revnen og fik et kæmpechok af kulde, idet vandet trængte gennem tøjet.

Bagefter fortalt de andre mig, at en af matroserne, der hed Johannes, der også skubbede bagpå, havde grebet mig i håret, idet jeg gik ned. Han og en anden havde derefter halet mig op ved et tag i jakke og i armen. Jeg havde klapret med tænderne af kulde, men de andre havde klædt mig af, frotteret mig, og givet mig forskellige tørre beklædningsgenstande på, således at jeg kunne holde på kropsvarmen. Jeg var sløj, husker jeg, og har ikke været til nogen nytte resten af natten, men jeg blev holdt i gang for at holde varmen. Vi sad i halvmørke i båden oppe på isen natten igennem og sad tæt for at holde på kropsvarmen. Jeg vil tro, at de andre har varmet mig, i hvert fald kom vi alle gennem natten.

Om morgenen lykkedes det os at komme tilbage til skibet, idet højvandet var sat ind, og isbjerget derfor havde rejst sig og drev lidt videre. Vi vidste, at der lå et udsted få kilometer derfra.

Hen på morgenstunden opholdt vi os stadig på isen, men var nu ikke langt fra skibet. Da højvandet satte ind, rejste isbjerget sig langsomt og skibet lå frit igen, men stadig på skæret. Vi gik nu tilbage til skibet i dagslys og kom så ombord. Grundet rejsen med 6 passagerer var der tæret ekstra meget på provianten, så grundet det dårlige vejr, hvor vi lå underdrejet, var proviantsituationen ikke god. Vi gik ombord, fik håndpumpen rigget til og så måtte vi på skift pumpe vandet ud af skibet gennem skibsbrønden, der stod på fordækket. Det tog nogle timer, men det gav varmen, men til sidst gled skibet af skæret.

I mellemtiden tror jeg nok, at chefen skød nødraketter af, for pludselig var der en del grønlændere i kajakker på siden af os. Chefen fik forklaret situationen for dem, og spurgte om udstedsbestyreren havde en telefon eller radio, hvorfra man kunne sende en melding til Grønnedal. Jeg husker ikke om de havde det, eller om en af kajakroerne sejlede til et andet udsted, men man fik sendt en melding til marinestationen. I løbet af nogle timer havde grønlænderne fået hentet så mange konebåde, kajakker og motorbåde o.l. at de kunne slæbe kutteren de ca. 1200 meter rundt om pynten og ind til udstedet, hvor vi ankrede.

Så begyndte oprydningen. Vi gik i gang med at skille skibets hovedmotor og lysmaskine ad, og efter nogle dages forløb fik vi igen sat gang i motoren. Men radioen havde taget så megen skade, at den kunne vi ikke reparere på stedet. Radiostationen var og blev ubrugelig, fordi vandet havde kortsluttet alt og ødelagt modtagere og sendere. Da vi atter kunne sætte kursen nordover tog det os en uge, hvor rejsen normalt kunne gøres på én dag.”

Søværnet har mistet flere kuttere, således TERNEN i 1957 på Grønland, hvor besætningen druknede. På Færøerne totalforliste SKARVEN i 1966.

På de store skibe var forholdene og risikoen naturligvis anderledes, men specielt i Grønlandske farvande er risikoen stor på grund af manglende opmåling af nogle farvande, og usikkerheder i de allerede opmålte områder. Derfor er også de store skibe gået på grund. Det skete for fregatten THETIS i 1960 (Lund 2009):

“Grundstødningen skete i stille vejr og med lav hastighed, fordi indsejlingsforholdene er ret snævre. Klokken var mellem 12 og 13, skafningen var overstået, og de fleste lå rundt på banjerne og tog sig en middagslur. Pludselig gav det nogle voldsomme stød, forskibet blev hævet og skuden krængede til styrbord. Vi blev faktisk kastet noget rundt på banjerne, og jeg tror, at den tanke, der først ramte mange, var, at vi var stødt på et isbjerg.

På maskinbanjen, som lå under vores banje, opstod der panik, og der var kamp om at komme først op af lejderen. Vi andre havde lidt lettere adgang til det fri, så vi tog den mere med ro. Men da alle var kommet på dæk, kunne man konstatere, at der ikke var ret mange, der stillede op iført redningsvest. Det viste sig heldigvis også at være unødvendigt, men det kunne ingen jo vide under dæk, så der blev givet en generel skideballe, og alle, der manglede vesten blev sendt ned for at iføre sig den rette påklædning.

Da vores opgave på ekspeditionen var at foretage søopmåling, kunne vi efterfølgende konstatere, at det undersøiske skær i indsejlingen til Færingehavn var et pletskud mht. søopmåling. Vi havde god tid til at konstatere den nøjagtige position, så jeg går ud fra, at efterfølgende søkort på den måde blev mere nøjagtige.”

Søværnets Havarikommission undersøgte episoden (Søværnets Havarikommission 1961, 15–18) og var noget kritisk over for chefens valg af sejlrute. Det var tåget, og da tågen pludselig lettede, kunne chefen - der var en erfaren grønlandssejler - ikke genkende kystområdet, der viste sig. Han slog derfor fuld kraft bak, og efter at skibet var stoppet, gik han langsomt frem, men ramte derefter med stævnen skæret, der viste sig at ligge 200 meter nord for den angivelse, der var i søkortet - en angivelse, som var markeret ‘usikker’.

Hvis chefen havde taget en kurs, der fulgte dybdeangivelserne i søkortet (en ‘lodskudslinje’), ville han være kommet gennem et område, der tidligere var blevet besejlet - nemlig ved opmålingen i sin tid - og han ville da ikke være kommet nær skæret. Han havde nu valgt at sejle en kurs, der gik gennem et område uden dybdemålinger (et såkaldt ‘hvidt område’), og derved udsat skibet for en vis risiko, hvilket viste sig ved grundstødningen.

Kommissionen kritiserede desuden, at chefen ikke havde pejlet sin beliggenhed, hverken på radaren eller optisk, da skibet lå stille. Han ville da have opdaget, at skibet var drevet sydover, tættere på skæret, end tilsigtet.

Chefen fik en let reprimande fra Chefen for Søværnet i den anledning. Og søkortet blev siden rettet.

 

Koldkrigsepisoder med forskelligt materiel

 

Transport af polsk MIG-15 jager

5. marts 1953 landede en polsk MIG 15 jetjager på Bornholm, piloten ønskede at hoppe af til vesten. Det kan vel ikke undre nogen, at NATO benyttede lejligheden til at undersøge flyet nærmere, men det kunne ikke ske på Bornholm, hvor man ikke havde de rigtige faciliteter. Danskerne skilte derfor flyet ad for at få det transporteret ad søvejen til Værløse.

Kaj Møller Nielsen var maskinist på Kystjageren HUITFELDT og fortæller om begivenheden, som den blev oplevet på et dansk krigsskib (Nielsen 2006):

“Det svirrede med rygter om, hvor vi skulle hen. Klokken 0830 lød det så over skibets højtalere: ‘På post til at gå af havn’. Vi gik ud fra Holmen og Københavns Havn og drejede sydover. Så var vi måske lidt nærmere målet for vor viden, det var sikkert Bornholm! Vi var ikke mere end kommet ud af havnen, før der blev blæst Klart Skib, og nu begyndte en hektisk aktivitet om bord. Men vi havde stadig ikke fået noget at vide om opgaven. Samtidig fik vi ordre om forceret fart, så vi måtte have begge kedler i gang. Normalt sejlede vi kun på den ene kedel, hvor vi kunne holde en fart på 24 knob. Med begge kedler i gang kom vi op på maksimum fart ca. 36-37 knob, så det skulle åbenbart gå stærkt! Kanonbesætningerne bemandede kanonerne, og fra magasiner blev der slæbt skarp ammunition op. Øvelsesspidserne på torpedoerne, som jo ikke var armeret, blev afmonteret, og der blev i stedet monteret armerede spidser. Ligeledes blev dybdebombekasterne klargjort ved, at der blev sat skarpe dybdebomber i udkasterne. Herefter måtte ingen færdes på dækket uden stålhjelm og redningsvest.

 

HUITFELDT under drej i høj fart, som det har set ud for besætningen på klartskibspost (Forsvarsgalleriet)

 

Endelig blev besætningen kaldt sammen til en orientering på agterdækket. Jeg deltog ikke selv i orienteringen, da jeg jo var på vagt, men fik selvfølgelig en redegørelse fra de andre. Vores chef havde forklaret, at en polsk jagerpilot var hoppet af og var landet på Bornholm i sin MIG-15 jager. Flyet skulle sejles til København med et af Fyr- og Vagervæsenets skibe, og vores opgave var at eskortere skib og fly på turen til København. Det kunne ikke udelukkes, at vi eventuelt kunne blive udsat for fly- eller ubådsangreb på vejen tilbage.

Nu vidste besætningen dog lidt om, hvad der foregik. Det er værd at erindre sig, at det jo var under den kolde krig. Der var krig i Korea, og så var der også Berlin-krisen, så der var brændpunkter nok ude omkring i verden. NATO ville så gerne have fingre i denne MIG'er, da de ikke kunne hamle op med dem ude i Korea, så da den landede på Bornholm, ja så var chancen der for at kigge lidt nærmere på dette fly.

 

En MIG 15, som landede på Bornholms lufthavn i 1953 for at piloten kunne hoppe af.

 

Cirka 3 timer efter vi forlod Holmen løb vi ind i Rønne havn, så der havde været fart på. Hele havneområdet var afspærret af militæret fra Almegårdens kaserne og politiet. Vi fik ordre om, at vi ikke under nogen omstændigheder måtte udtale os, hvilket for øvrigt også ville blive svært, da ingen civile kunne komme i nærheden af skibet. Først klokken ca. 20.30 ankom de med flyet, der nu blev lastet på Fyr- og Vagervæsenets skib, og så afgik vi igen fra Rønne. Vi havde stadig klart skib, og det varede hele vejen til København. Men det var en lang tur, den anden båd kunne ikke gå mere end 9-10 knob, så hele turen tog ca. 16 timer. Vi løb flere gange rundt om det skib, medens vores sonargaster havde travlt med lytteapparaterne, sonar og pinger, og hvad vi ellers havde, ekkolod mm. Det var frostvejr og kanonbesætningerne var godt forfrosne, da vi ankom til København. De havde jo siddet på deres poster på hele turen. Vi i maskinen kunne bedre holde varmen.”

Flyet kom til Værløse og blev undersøgt af danske og NATO-teknikere. Et engelsk ønske om at samle flyet og prøveflyve det blev afvist af danskerne som for farligt. Derefter blev flyet pakket i kasser og sendt tilbage til Polen (Hansen 2014, 11–15).

 

Den sovjetiske sonarbøje

Godt 20 år senere, i 1974, opstod der en mulighed for at “bjærge” en sovjetisk sonarbøje. Nedenstående er fortalt af kommandørkaptajn K T Madsen (Nørby 2011, 172–173):

Under en patrulje med SPÆKHUGGEREN østpå lå vi og overværede en sovjetisk anti-ubådsøvelse med deltagelse af både overfladeskibe og anti-ubådsfly. Vi holdt os pænt væk fra øvelsen for ikke at blive opdaget, mens vi samtidig prøvede at følge med i, hvad der skete. På et eller andet tidspunkt begyndte et fly af typen Be-12 MAIL at lægge en række sonarbøjer tættere på os end de tidligere rækker, der var blevet udlagt. Jeg havde ry for et vist kendskab til sovjetisk materiel, så kaptajnen kaldte mig til kommandorummet og spurgte, om de bøjer ikke var anderledes end dem, man ellers kendte til?”

K T Madsen mente, at det var en ny type, som blev kaldt RGAB-64. Denne bøje var imidlertid endnu forholdsvis ukendt i vesten, så det tog ikke lang tid før kaptajnen havde taget sin beslutning: ‘Vi dykker ud, og snupper et par bøjer’.

SPÆKHUGGEREN skulle dykke ud og sejle ind i rækken af sonarbøjer, hvor man så ville fiske et par ud af vandet. Man vidste, at bøjerne var forsynet med en mindre sprængladning, som ville udløses efter et bestemt tidsrum, så vi blev enige om, at stuve fangsten under casingen.

‘Møde på dykkeposterne, gør klar til uddykning. Folk forbliver på dykkeposterne, indtil vi er dykket igen’ lød ordren.

Kort tid efter gik båden uddykket for fuld fart mod en af de pejlinger, hvor man sidst havde set en bøje ramme vandet. En mand kravlede ned på forreste dybderor og fiskede snart efter en bøje op.

 

En ubådsgast samler sonarbøjen op, stående på dybderoret på SPÆKHUGGEREN (Forsvarsgalleriet)

 

‘Vi skal have en kniv op til casingen’ lød det fra broen. Der var poser med farvestof forbundet med bøjen, så man fra luften tydeligt kunne se, hvor den lå. Hvis man lod denne pose blive hængende, ville ubåden efterlave et smukt spor, hvilket man selvfølgelig ikke var interesseret i.

Mens båden var på vej for at fiske den næste bøje, blev flyvemaskinen meget nærgående.

‘Kør radiomasterne ud’ lød det nu fra broen. Kaptajnen fortalte senere, at flyet havde fløjet meget tæt hen over ubåden, så for at holde den lidt på afstand, havde han beordret masterne op. I det fjerne så man nu en fregat af KRIVAK-klasen, der pustede sort røg ud af skorstenen, mens den havde kurs direkte mod SPÆKHUGGEREN.

Man fik bjærget bøje nummer to, og fik dykket i en fart. Næppe var de kommet i sikker dybde, før KRIVAK‘en for lige hen over. Heldigvis lavede kaptajnen deroppe en kæmpebrøler, idet han nu slog fuld kraft bak. Når et skib af den størrelse med 32 knob slår fuld bak, laves der så mange bobler i vandet, at den kan tage halve timer, før der igen er ordentlige sonarforhold. Det udnyttede ubåden, og sneg sig stille væk fra dykkepositionen.

Desværre var det de gamle kendte RGAB-56‘er, SPÆKHUGGEREN havde bjærget, så i stedet for hæder og ære, da ubåden kom hjem, stod den på en skideballe til kaptajnen. Det var helt i orden at stjæle de andres materiel. Men det skulle altså ikke opdages. Forsvarets Efterretningstjeneste må dog have værdsat initiativet, for kort tid efter fik ubåden som gave en RGAB-56 bøje, som blev ophængt i eskadrens skolestue.

 

Missiltyveriet

Året efter fik danskerne en ny mulighed for at gennemgå isenkram fra Warszawapagten, da man stødte på dele af et missil. Orlogskaptajn Ulrik Wesche var med (Wesche 2010):

“På en patrulje med korvetten BELLONA i foråret 1975 blev vi opmærksom på, at russerne øjensynligt manglede et eller andet i nærheden af missilskydefeltet ved “Brystvorten“ (Brysterort på tysk - Mys Taran på Russisk - nordenden af hvad der engang hed Kurland). Skydefeltet var aflyst langt ud i internationalt farvand og vi lå som vanligt nysgerrigt og lurede i kanten af samme felt rimeligt tæt på kysten (indenfor sørettens regler) for at opfange aktivitet uden samtidigt at have for store chancer for at få noget i hovedet selv.

Der var et rend af fly af typerne Mail og May (NATO betegnelse) og vandflyvere, og det var ikke os de ledte efter denne gang … Vi havde for længe siden brudt cover, for vi skulle jo også se noget. Det må have været en fredelig patrulje på det tidspunkt for jeg var ikke i O-rummet, men gik brovagt. Pludselig så jeg tilfældigt fra styrbord brovinge noget meget stort, hvid og orangefarvet lige under skibet et par meter nede i havet. Jeg slog straks stop - for ikke at risikere at få det i skruen. Det var klart ikke til propelbrug ...

Vi listede hen til det igen, mens vi prøvede at se ud som om at vi ikke gjorde noget særligt. Med et entredræg og derefter et spil hævede vi fra styrbords sidedæk hvad der viste sig at være en faldskærm stor nok til at pakke korvetten ind i. Den halede vi stille og meget længe i, indtil vi fik fat i dens ophængningsgrej, der var af super kvalitet rustfrit stål og så fik vi fat i det, der hang ved. Det var meget tungt og var noget 4-5 meters missillignende - som man ikke kunne være sikker på var ufarligt. Det blev bakset ombord under udøvelse af alle kneb til ikke at se for påfaldende ud fra flyverne. Dimsen blev parkeret under styrbord brovinge op ad en lejder under prusten og stønnen, idet den var alt for stor til at komme om læ - og hvis den havde tænkt sig at ryge i luften, skulle den jo heller ikke fordæmpes for meget …

Hele faldskærmen røg om læ, efterhånden som den hånd over hånd kom om bord. Hvad sådan én kan holde af vand! Af uransagelige årsager blev vi ikke forstyrret i vor virksomhed - og så kunne det jo være en fælde! Missildimsen tjekkede vi med alt hvad vi havde ombord af elektronisk udstyr - for udsendelser af en hver slags - inkl. intendant Ovesens transistorradio, der før havde vist sig som meget følsom overfor alt muligt i de højere frekvenser. Vi kunne ikke detektere elektroniske udsendelser, mekaniske lyde med stetoskop eller noget som helst. Men flyverne fortsatte eftersøgningen og efterhånden udviste de megen interesse for vor styrbord side, hvor der jo nu lå en presenning og flød.

Vi rapporterede fangsten hjem til SOK i Århus og blev kort efter kommanderet til København med det samme. På Holmen stod en lastbil, kraner og ”blå briller” klar og i Værløse stod en amerikansk Hercules med varme motorer. Tingesten viste sig, som jeg erindrer det, at være andet trin af en telemetrisk missilmåldrone til at skyde antiluftmissiler efter, og i familie med de rigtige skarpe missiler. Vi fik en del ros for fangsten, idet den var af meget højere teknisk kvalitet end det man var vant til at se fra den kant - det kunne vi også godt selv se. Grejet var derfor ukendt i vesten på det tidspunkt. Hvordan flyene kunne undgå at se den kæmpe “selvlysende” faldskærm i ret fladt vand, er mig stadig ubegribeligt …”

 

Søslaget om øvelsestorpedoen

Warszawapagten var naturligvis også interesseret i materiel fra NATO-landene, og de fik chancen den 9. juni 1976, hvor ubådene havde den årlige torpedoskydningskonkurrence i farvandet ved Bornholm. SJÆLLAND var målskib og sørgede for at bjærge torpedoerne efter udløb. Dertil anvendte man en af SJÆLLANDS motorbåde, ført af overkonstabel Freddy Andreasen.

En østtysk ubådsjager af HAI-klassen fulgte øvelsen, og efter en skydning med to torpedoer skulle Freddy hente torpedoerne. Mens han var ved den første torpedo, bemærkede han, at østtyskeren sejlede henimod den anden. Så snart han havde afleveret den første torpedo til SJÆLLAND, sejlede han mod den anden, men i mellemtiden havde østtyskeren fået den på siden og var nu i gang med at forsøge at hale den om bord. Den vejede 1,6 tons, så det var lidt af en opgave uden en kran eller lignende.

 

Freddy Andreasen søger at presse sin motorbåd ind mellem torpedoen og østtyskeren (Forsvarsgalleriet)

 

Et afgangsprojekt fra journalisthøjskolen har følgende lettere dramatisering af forløbet (Christiani og Dyrbjerg 2014, 12–16):

“En af gasterne i motorbåden siger til Freddy, mens de er på vej mod østtyskeren: ‘Jamen hvad fanden gør vi, hvis de nu kommer ned i båden?’ ‘Så knald dem for helvede nogle på låget. Det er jo ikke andet end soldater ligesom os. Det er bare et spørgsmål om, hvem der slår først og hårdest,’ svarer Freddy. På vej derover skratter motorbådens radio: ‘Kom tilbage. Kom tilbage. De sejler dig ned.’ Freddy slukker for radioen. Han vil have fat i den torpedo.

På østtyskeren har en af sømændene fået fat i torpedoen med en lang bådshage. ‘Kan jeg få min torpedo igen?’ råber Freddy. Der kommer intet svar, men ombord på østtyskeren udbryder der panik. Syv mand står på agterdækket og søger at få fat i torpedoen med bådshager. Fem mand søger at gøre noget tovværk klar, så man kan slæbe torpedoen væk. Den østtyske kaptajn råber ad sine folk.

Freddy søger nu at kile sin motorbåd ind mellem torpedoen og østtyskeren. Det mislykkes to gange, men tredje gang får han presset stævnen ind, og den østtyske sømand mister grebet om bådshagen, han jamrer sig og tager sig til hænderne. Gasterne på motorbåden får hugget krogen i torpedoens øje og begynder at slæbe torpedoen væk fra østtyskeren, der bliver liggende uden at foretage sig yderligere.”

 

Freddys motorbåd slæber torpedoen væk fra østtyskeren. Fotoet stammer fra et DRAKEN rekognosceringsfly (Forsvarsgalleriet).

 

Freddy får afleveret torpedoen på SJÆLLAND og kravler om bord for at få pustet ud. Men i det samme kommer chefen for ubådseskadren løbende og råber: ‘Hvorfor fanden kom De ikke tilbage?’ ‘Jeg hørte Dem ikke’ svarer Freddy. Chefen beordrer ham til at sejle sig over til østtyskeren, og da de ligger ved siden af ham, kravler chefen op på motorcasingen og råber: ‘Ich protestiere, Ich protestiere’, men får intet svar. Østtyskeren sejler derefter bort.”

 

De store kriser

 

Under den kolde krig opstod der nogle kriser, hvor man militært set var på grænsen til at mobilisere, og i hvert fald var på skærpet varsel. Man kan nævne Ungarn-krisen, Berlin-kriserne, Cuba-krisen, afslutningen af det tjekkiske forår og Solidaritets-krisen i Polen. Neden for følger et par eksempler på perspektivet set fra Søværnet.

 

Cuba-krisen

Cuba-krisen er vel det mest kendte og mest diskuterede krisefænomen fra den kolde krig. Efter mange historikeres mening var det danske observationer, der gav de første praj om, at Sovjetunionen ville opgive stationeringen af missiler på Cuba. Kurt Christoffersen, dengang søløjtnant af reserven, fortæller (email til PB 9/4 2017):

“I 1962 var jeg daglig leder af o-rummet ved Kattegats Marinedistrikt (KGM), og vi fik allerede i april en forsmag på at noget var under opsejling, da Chefen for operationsafdelingen kaldte de tre vagthavende officerer og føreren af orlogskutteren Y 339 til møde i o-rummet. Han indledte med: ‘Det jeg nu fortæller Dem er hemmeligt og skal ikke videre, heller ikke til vores kystudkigsstationer. Vi har fra Søværnets Operative Kommando (SOK) fået at vide, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), ønsker flere detaljer om de udgående russiske handelsskibe, der har dækslast ombord, såsom biler, tanks, flydele eller kasser, der er stuvet på dækket. Desuden for kassernes vedkommende, ca. bredde, længde og højde’. Alle rundt om bordet nikkede og føreren af Y 339 sagde: ‘Hvis det er så vigtigt, så forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke kan få det kamera, vi har ansøgt om for flere måneder siden’. Chefen for operationsafdelingen sagde: ‘Jeg ved det ikke, men jeg vil med den givne anledning rykke for det’.

Efter at mødet var hævet og chefen for operationsafdelingen var kørt ned på sit kontor gik snakken om, hvad denne skærpede interesse mon skyldtes, og ingen anede på dette tidspunkt, at der senere på året skulle opstå den berømte Cubakrise, der nær havde kastet verden ud i en atomkrig. Vi undrede os over, at kystudkigsstationere ikke skulle underrettes, men fandt hurtigt ud af, at det var fordi det ikke var muligt for at sende noget hemmeligt til disse, idet de kun havde low grade koder. Orlogskutteren fik, inden krisen startede i oktober, sit nye kamera og håbede så på at de med de sølle syv knob, de kunne præstere, kunne komme tæt nok på til at tage de billeder, FE ønskede.

Hen over sommeren og ind i efteråret begyndte KGM`s O-rum at få flere oplysninger om udgående russiske handelsskibe. Observationer, som ikke kom fra nogen af kystudkigsstationerne, men fra flyobservationer og eller FE’s aflytning af skibenes kommunikation. I august måned blev der igen ved Læsø Trindel fyrskib observeret flere russiske handelsskibe for udgående. De fleste var blevet observeret ved Bornholms Marinedistrikt og Langelandsfortet, men enkelte slap igennem om natten og i tåget vejr, og blev derfor først observeret ved Læsø Trindel fyrskib eller Skagen Rev fyrskib. Ingen ved KGM anede på dette tidspunkt, at disse skibe var på vej til Cuba med missiler, idet der tit blev observeret russiske handelsskibe med dækslast for udgående ved Skagen Rev fyrskib på vej til afrikanske eller arabiske lande med militært isenkram.

De blev alle fotograferet af orlogskutteren Y 339. Billederne blev sendt ind til Forsvarets Efterretningstjeneste på Kastellet. I begyndelsen af september dukkede der nu jævnligt nyheder op om, at russerne sendte militært udstyr til Cuba, og den 11. september kom den første reaktion fra det lukkede land, med en TASS meddelelse, der havde til hensigt at berolige USA og Vesten om at det udstyr, der blev sendt til Cuba, kun var til forsvar af øen.

Selvom kabysrygterne florerede, fortsatte det normale beredskab ved Søværnet, men det var klart for alle, der arbejdede i farvandsovervågningen, at situationen ikke var normal, så derfor opstod der mange sjove episoder. Således skete det en nat ved to-tiden i begyndelsen af oktober, at de to værnepligtige plottere, som bemandede kystradaren oppe på Bangsbofortet, hørte en skrabende lyd, der kom ude fra nødudgangen til bunkeren. De ringede, som deres instruks forlangte, straks til den vagthavende officer for Bangsbofort området. Han befandt sig til køjs på et lukaf i administrationsbygningen og da han søvndrukkent havde hørt på deres observationer, sagde han de berømte ord som han senere kom til høre meget for: ‘Bare rolig - det er nok bare Fidel Castro, der er på vej ind til jer, men for at være sikker kører jeg lige op og tjekker.’ Den vagthavende officer fandt ved inspektion ingenting i området eller i nødudgangen, men episoden viste at besætningen var begyndt at blive nervøse over den unormale situation og de mange kabysrygter.

Den 23. oktober 1962, hvor jeg havde vagt i bunkeren, blev jeg af den vagthavende stabsvagt i SOK ringet op kl. 04.00 med besked om at et hemmeligt kryptograferet signal var på vej, som skulle løses straks ved modtagelsen. Efter at have løst signalet, ringede jeg til chefen for operationsafdelingen, som mødte op i bunkeren en halv time senere. Af signalet fremgik det, at USA havde erklæret en karantæne, der ville blokere for transport af militært udstyr til Cuba, og at Søværnet iværksatte skærpet overvågning af alle Warszawa-pagt skibe. Beredskabet ville ikke blive hævet for ikke at ekshalere krisen, men Søværnet ville indsætte flere enheder til overvågning og den land- og søbaserede farvandsovervågning skulle skærpes. En time senere var alt KGM personel, på nær de civilt ansatte, mødt og chefen gav en kort briefing om situationen, og det var klart, at de ældre officerer, hvoraf nogen havde deltaget i krigen som modstandsfolk, så alvorligt på situationen. Efter at alle poster var dobbelt bemandet blev resten sendt hjem for at være klar til at gå kineservagt (12 vagt -12 timer fri).

Senere på dagen, da Kennedys tale blev transmitteret, sad alle klistrede til fjernsynet nede i administrationsbygningen, og mange af de ældre officerer var overbevist om, at dette betød krig, hvis ikke der snart kom en aftale i stand, som kunne sikre, at begge kom ud af situationen uden at tabe ansigt. Andre begyndte at snakke om at flytte familien væk fra Frederikshavn, idet Bangsbofortet og Flådestationen jo var sikre mål ved en atomkrig. Den næste dag var nervepirrende, og der var intet, der tydede på, at de russiske skibe ville stoppe. De forsatte med at sejle ud med militært udstyr indtil den 24. oktober om aftenen, hvor Skagen Rev observerede, at et af de skibe, der tidligere på dagen var passeret ud ved Skagen, nu vendte om var for sydgående - hjem mod Rusland. Senere næste dag kom der yderligere to skibe for sydgående. De næste dage kom der endnu enkelte skibe for sydgående. Herefter afblæstes krisen.”

 

Det tjekkiske forårs afslutning

I august 1968 gik sovjetiske tropper ind i Tjekkoslovakiet og afsatte regeringen, som i stigende grad afveg fra det, styret i Moskva ønskede. Det gav anledning til nervøsitet i NATO, ikke fordi man frygtede et angreb vestover, men fordi der kunne forventes forskellige former for uro i Østeuropa.

Forsvaret blev sat i forstærket fredsberedskab, hvilke skulle indebære, at minelæggere tog miner om bord, og torpedobevæbnede enheder fik krigsarmerede torpedoer om bord. 2 ubåde blev sendt på patrulje ved Bornholm  som jo var den yderste post til observation af Warszawapagten. Bevogtningsfartøjet HAVMANDEN lå i Rønne og blev ved daggry sendt på patrulje med kurs mod Rügen. Herom beretter Verner Puggaard (Puggaard u.å.):

„... kursen blev sat sydvest mod den østtyske halvø Rügen. Vi var klar over, at det var en invasion af Tjekkoslovakiet, der var årsag til vores sejlads, men vi var i den første tid på søen ikke klar over, hvordan den vestlige verdens reaktion ville være. Der var hele vejen ned til Rügen total radiotavshed. ...

Straks vi var kommet uden for havnen i Rønne, begyndte besætningen at gøre skibet klart til en eventuel situation, hvor det skulle blive angrebet. Maskinkanonen fik afrenset det lag af tektyl, som i det daglige beskyttede det mod saltvand og rust. Der blev hentet ammunition (luftværnsgranater) op fra depotet, og granaterne blev sat i rammer ved siden af kanonen. Skibets papirer samt nøgler til kodning/afkodning af telegrammer blev lagt i et par tunge og gennemhullede jernkasser, der blev placeret ved skibssiden. Formålet hermed var, at materialet kunne sparkes ud over siden og synke til bunds, hvis skibet blev bordet af en fjende.

... Vi kunne på skibets radar se, at der var mange skibe i farvandet uden for Rügen, og vi var på grundlag af radarbilledet ikke i tvivl om, at det var flådefartøjer, sandsynligvis fra basen ved Rügen. (Danmarks Radios) nyhedsudsendelse kl. 6 gav os information om, at der på det tidspunkt ikke var et militært gensvar fra NATO.

Efter et par timers sejlads var vi i nærheden af den østtyske sømilegrænse, og vi kunne se de østtyske flådefartøjer – og modsat. Sandsynligvis var alle skibene fra flådebasen sendt på søen for ikke at blive fanget i havnen i tilfælde af et militært modtræk fra NATO. Da vi nærmede os østtysk territorialfarvand satte to østtyske krigsskibe af fregatstørrelse kurs ud mod os. Vi drejede af i internationalt farvand til en kurs parallel med kysten, og de to østtyske krigsskibe lagde sig efter hinanden på en parallel kurs med en afstand til os på nogle få hundrede meter. Skibenes kanoner, der var ikke så lidt kraftigere end vores ene kanon, var bemandede, og de pegede mod os.

De østtyske krigsskibes beredskab og bemanding af våbnene viste os, at man var forberedt, såfremt invasionen skulle udløse et vestligt modsvar. Den østtyske velkomst måtte opfattes som: ”Vi har set jer. Lad være at blande jer i vores interne anliggender. Forsvind.”

Efter et stykke tid bøjede skibene væk fra hinanden. Vi gik lidt mod nord og blev i farvandet resten af dagen for at observere. I løbet af dagen blev det klart, at situationen ikke ville udløse en militær aktion fra Vesten. Vi blev i området et døgns tid endnu, og kunne derefter vende tilbage til Rønne.”

Niels Graversen sejlede med minestrygereskadren (ALSSUND, GULDBORGSUND, AARØSUND og OMØSUND), og han fortæller (email til PB 3/4 2017):

“Vi skulle på kursus i Ostende og lå klar til afsejling den 20. august 1968 kl. 22.00. Afsejlingen blev lidt forsinket, idet der manglede et vigtigt besætningsmedlem på ALSSUND – vedkommende var ‘grundstødt’ i Tivoli. Efter en times tids venten kom den grundstødte med og så gik det mod Ostende – troede vi. Efter et par timers sejlads kom der besked til ALSSUND (eskadreskib), at der var modtaget ‘rødt signal’ på de øvrige skibe – da ‘gnisten’ ikke var på vagt (lidt indisponeret) blev radiorummet åbnet (lidt uautoriseret) og signalet blev afleveret til NK, der ikke var meget for at kvittere for signalet, men efter lidt diskussion gik det op for NK, at det var alvorligt.

Alle mand blev beordret på posterne og tømreren måtte ned i ”biksen” og lukke op for herlighederne – vi var mange der måbede da der kom skarp ammunition på dæk. Desuden fik vi ordre til at gå til Kiel og ikke forlade Østersøområdet. Efter kort tid fik vi ‘besøg’ af fine gæster fra øst – både russerne, polakkerne og østtyskerne beærede os med deltagelse i kortegesejlads gennem Østersøen til indsejlingen til Kieler Fjorden. Der var en fortættet stemning ombord – ikke kun blandt de der vidste, hvad der var sket (officerer og øvrigt personel på broen og i plottet) – men alle ombord fornemmede, at det var noget specielt, vi var en del af.

De første dage efter ankomsten til Kiel var stadig præget af situationen, men efterhånden blev der mere ro på situationen. Det var tydeligt, at de tyske besætninger – bl.a. på Schulschiff DEUTSCHLAND – som vi lå tæt op af – var meget optaget af situationen og forberedte på at de evt. skulle ”i arbejde”. Vi var nogle der mente at aftalen om den tyske afmilitarisering betød, at tyskerne ikke havde mulighed for at bevæbne deres skibe, men vi blev klogere. I de tyske messer, som vi besøgte, var der en tydelig holdning til, at det grej, som var opmagasineret i bunkerne bag flådestationen i Holtenau skulle rulles frem – ‘det vil tage os under en time af gøre Deutschland til Europa´s stærkeste krydser’. Da russerne havde situationen i Tjekkoslovakiet under kontrol faldt der mere ro på tingene og resten af opholdet i Kiel – indtil vi blev kommanderet til Korsør var lidt af en ferie – med mange skønne oplevelser.”

 

GULDBORGSUND og VILSUND i Kiel under Tjekkoslovakiet-krisen i august 1968 (Niels Graversen)

 

Kurt Christoffersen var den gang næstkommanderende på NAJADEN. Han fortæller (mail til PB):

“Vi var sammen med HAVFRUEN i kadetdeling, på vej ned i Langelandsbæltet den. 21. august, da vi fik et signal, der beordrede os til at gå til Århus og afvente nærmere ordre. Der var, så vidt jeg husker, ingen detaljer i signalet om krisen, men vi havde jo allerede den 20. august hørt om russernes overgreb i radioen så det var klart, at både vi, kadetterne og besætningen var nervøse for at dette kunne udløse en krig mellem Warszawapagten og NATO.

I Århus var MØEN allerede ankommet og Minelæggeren FYEN lå også i havnen. MØEN var også kadetskib dette år. Skibscheferne blev kaldt til møde i SOK, og det blev besluttet, at al orlov blev inddraget indtil videre. Mange af os officerer undrede sig over, at minelæggerne ikke afgik til mineombordtagningshavnene og tog en minelast ombord, som var det normale første tiltag ved en beredskabsforøgelse. Senere fik vi forklaringen: NATO havde ikke ønsket at eskalere situationen, idet Tjekkoslovakiet blev betragtet som sovjetisk interessesfære. Noget, som tjekkerne ikke takkede NATO for, selv om det set i bakspejlet nok var en klog beslutning.

Alle skibene blev liggende i havn til mandag den 26. august. Al orlov blev inddraget, men allerede næste dag fik besætningerne tilladelse til at gå op i byen til kl.22.00, men var på kort varsel. Ombord blev flag Papa (ombordkaldelsessignalet) underslået og var klar til hejs. Det var klart, at alle kedede sig over at ligge i havn så mange dage. Om bord hos os forsatte undervisningen om dagen ufortrødent med simulerede øvelser og almindelig teoretisk undervisning - det var vigtigt at holde kadetterne og besætningerne engagerede i den spændte situation.

Livet og festlighederne gik videre trods den spændte situation der heldigvis gradvis aftog, og i officersmessen ombord i MØEN arrangerede man allerede fredag aften den 23. august en fest hvor man inviterede en del unge piger fra Kvindeligt Marinekorps under ledelse af en ældre kvindelig chef, der gik under kælenavnet Eliza som blomsterpigen i My Fair Lady. Vi unge officerer fra de andre skibe fik allernådigst lov til at deltage i festen, og var vidne til, hvordan den kvindelige chef vogtede på de unge piger. Her havde man dog ombord allerede taktisk forberedt sig på dette, idet at så snart hun snakkede om at bryde op, ja så blev hun hurtigt inviteret op til dans i messen. Onde tunger påstod, at der også den aften i havn blev set på frimærkesamlingerne nede om læ.

Om lørdagen den 24. august mødte de første pårørende til besætningerne op, herunder min egen hustru og to sønner. Jeg viste dem rundt ombord og på den åbne bro, og min yngste søn, der var fem år, fik interesse for tågehornet, som også ville blive brugt til at kalde besætningen ombord med, hvis krisen igen blussede op. Han trykkede knappen til hornet ind, og den blev hængende med det resultat at lyden blev sendt ud over hele havnen og Århus by. Knappen var blevet træg af alt saltvandet, så det tog mig flere minutter at få den løsnet igen. Om bord i de andre skibe var der pludselig folk på dækket, så jeg fik hurtigt sendt en kadet rundt for at varsko at det var falsk alarm.”

Krisen havde også helt praktiske aspekter. ‘Mulle’ Nielsen var proviantregnskabsfører på korvetten DIANA og fortæller:

“Vi var kommet ind på Holmen og skulle til at holde weekend. Jeg syntes, jeg havde god tid og gik lidt på besøg hos nogle af kollegerne på Holmen, jeg kom tilbage til DIANA lidt over kl. 15.00 og regnede bare med, at jeg skulle i bad og tage hjem på weekend. Men der var stor opstandelse, da jeg kom tilbage, vi skulle sejle, og jeg skulle proviantere. Det var Tjekkoslovakiet, det var galt med, man havde forsøgt at lave en eller anden form for revolution, og nu frygtede man, at Sovjet skulle sætte noget stort i gang. Jeg måtte i en taxa ud til nogle af vores leverandører for at få proviant. Den sidste proviant, vi fik, var mælk, som blev sejlet ud til os gennem Trekroner Rende. ... Under mit ophold på korvetterne lærte jeg at spare på vandet, det skete tit dette at under vores lange patruljer måtte vi først lukke for al vask af tøj, senere blev det kun tilladt at bade på bestemte tidspunkter, og til allersidst kunne det blive så slemt, at kabyssen måtte ned i maskinen for at hente vand i spande til brug til madlavning og opvask. Siden den tid har jeg sparet på vandet.” (Nielsen u.å., 48).

 

Plotringen

Vi så oven for lidt af aktiviteterne på land, i marinedistrikterne, som havde ansvaret for overvågningen af deres farvandsafsnit. Fra sidst i 1960erne var der etableret et meldesystem, som var ganske effektivt. Her er en beretning fra en deltager (anonymiseret mail til PB 2/4 2017):

“Jeg gjorde tjeneste i 6 måneder som ‘plotteleder’ ved Sundets Marinedistrikt under Stevnsfortet i vinteren og foråret 1980, og selv om jeg heldigvis ikke oplevede en Cuba-krise, er der alligevel nogle episoder, som har brændt sig fast i erindringen.

Det meste af arbejdet bestod i at holde øje med handelsskibene fra Warszawa-pagten. Vi fik meldinger om nye skibe fra fyrpersonalet på Stevns, Gedser Rev, Drogden og Kronborg. Observationerne blev sammenholdt med det, vi kunne se fra radarstationerne på Møn og Stevns. Hvert skib blev fulgt, indtil vi kunne aflevere det til Langelands eller Kattegats Marinedistrikt. Tilsvarende overtog vi skibe fra dem. Det hele blev indrapporteret via telex til SOK i Århus. Så vidt jeg husker, blev der afsendt en SITREP (Situationsrapport) til SOK hver fjerde time døgnet rundt. Mere spændende blev det naturligvis, når der var et krigsskib fra Warszawa-pagten på vej gennem vores område. Så blev skibets bevægelser afrapporteret til SOK med korte mellemrum, og vores vagthavende officer var løbende i kontakt med de danske fly og skibe, som blev sendt ud for at holde øje med det fremmede skib. Nogle gange legede de kispus med os – jeg husker hvordan de provokerende sejlede frem og tilbage på kanten af grænsen til dansk territorialfarvand for at teste vores nerver: Hvor lang tid gik der, før SOK sendte et jagerfly af sted for at gøre opmærksom på, at vi havde set dem?

Men de var ikke kun fjender. Der var et bestemt punkt i Østersøen syd for Trelleborg, hvor der dag ud og dag ind lå et lille skib fra Warszawa-pagten spækket med radarer og lytteudstyr. Cirka en gang om ugen kom der et skib sydfra med nyt personel, men ellers lå de helt stille for anker i al slags vejr. Vi følte med dem, når stormen rasede, og de stort set var det eneste ekko på radaren. Det må have krævet en hel del vodka at være om bord på det skib.

Mere opløftende var det naturligvis, når vi havde danske marinefartøjer at ‘sejle’ med på radaren. Jeg husker, hvordan vi en dag bad kongeskibet Dannebrog om at deltage i en eftersøgning efter en lystsejler, som tilsyneladende var forsvundet. Dronningen var heldigvis ikke om bord, og kongeskibet deltog ligesom alle andre skibe i området i eftersøgningen, indtil lystsejleren sejlede ind i Køge havn og aktionen blev afblæst.”

 

Stjernepatruljerne

 

Søværnets stjernepatruljer kaldets således, fordi de i SOKs sejlplaner indgik markeret med en *, som angav, at patruljen foregik i Forsvarets Efterretningstjenestes regi. Personel fra FE deltog, uvist af hvilken grund somme tider iklædt hjemmeværnsuniformer. Stjernepatruljerne gik østpå i Østersøen, ned til polsk og specielt over til Sovjetisk område, hvor man aflyttede radioer, registrerede diverse radarsignaler og om muligt fulgte med i de forskellige øvelser, Warszawapagtens skibe indgik i.

De danske skibe var naturligvis uønskede så tæt på, og de blev ofte søgt afvist - ligesom danskerne afviste Warszawapagt-skibe, der kom tæt på vores øvelser.

 

På overfladen

Mogens Holm var i 1973 tjenestegørende om bord på minelæggeren FYEN som plottergast og har givet følgende beretning (mail til forfatteren):

“FYEN var på det tidspunkt en del af skoledelingen og der var således både konstabelelever og kadetter om bord. Desuden var skibet udrustet til at foretage disse stjernepatruljer. Der var en del ekstra radio- og antenneudstyr (ECM) I sommeren 1973 skulle vi så på en sådan patrulje. Skibet lå på Holmen, og vi fik ekstra personel til betjeningen af ovennævnte udstyr, samt nogle russisk/polsk talende folk. Så vidt jeg husker, var nogle af disse fra Hjemmeværnet.

O-rumsbesætningen blev briefet om den forestående tur og det var første gang, vi skulle sejle operativt. Vi havde hidtil kun skulle assistere vagthavende navigatør med kurs og fart på andre skibe i forbindelse med navigationen og til tider afholdt en øvelse med en kystradarstation, som vi måtte komme forbi i forbindelse med sejladsen med eleverne. Nu fik vi at vide at vores plot skulle bruges og vi skulle medtage så megen information som muligt og lave det så nøjagtigt som vi overhovedet kunne.

FYEN afgik fra Holmen en formiddag ved 10-tiden og stod sydover i Sundet og efter at have passeret Falsterbo Fyr gik det så østpå. Syd for Trelleborg fik vi som ventet følgeskab af en østtysk patruljebåd. Kursen var sat mød Rønne, hvortil vi ankom sidst på eftermiddagen. Patruljebåden vendte om og sejlede igen vestpå. Efter et par timer forlod FYEN atter Rønne, syd om Bornholm og videre østpå; denne gang alene. Tidlig den følgende morgen begyndte der så at blive livlig aktivitet og vores ekstra besætning havde travlt. Som menig plottergast fik vi ikke meget at vide om det der foregik, men kunne dog forstå, at der blev aflyttet kommunikation fra hhv. skibe og kyststationer. På et tidspunkt blev jeg kaldt på broen for at fotografere et fartøj. Det var en opankret pram med en form for kedel, som der var tændt op i og et par master med nogle store radarreflektorer.”

 

Sovjetisk missilmål. Uden tid eller sted. Farvedias.

Sovjetisk missilmål (Forsvarsgalleriet)

 

“Det var det mål. der skulle skydes efter, og da vi nu befandt os på skydeområdet kunne vi forstå årsagen til den livlige kommunikation. På turen hertil havde vi i søkortene udsat diverse skydefelter samt de territorialgrænser, der var gældende for de områder vi besejlede. Skydefeltet, vi lå i, var placeret dels inde i territorialt farvand og dels udenfor. Vi befandt os i internationalt farvand og blev altså liggende.

Et par fartøjer kom ud til os og fortalte at vi lå i et skydefelt og skydning snart ville pågå. Vores chef fortalte at vi havde rorskade og ikke kunne manøvrere væk. Kommunikationen fra deres side tydede på en vis utålmodighed og nogen irritation. Vores chef mente, at vi var i sikker afstand fra målet, men alligevel i en afstand at vi kunne registrere et nedslag, når de begyndte skydningen. Nu kom der yderligere to fartøjer ud til os; denne gang noget større. Efter nogle timers snakken frem og tilbage, mistede de tålmodigheden med os. Der blev slået "Klart Skib" eller hvad det måtte hedde på russiske skibe, for nu pegede de med alt hvad der kunne peges med og de kom tæt på FYEN og snart var vi lukket inde af et skib for og et agter samt et på hver side og således i denne formation blev eskorteret ud af skydefeltet.

Skydningen begyndte og så således ikke nedslagene visuelt men kunne spotte dem på radar. Først da skydningen var afsluttet, forlod vore oppassere os; den til luvart fik lavet en kraftig sort og olieholdig røg, som drev ind over os. Efter denne oplevelse sejlede vi videre mod nord, og om natten mødte vi så en formation af landgangsfartøjer af Polnocny-klassen. Chefen vil kigge nærmere på dem og have noteret deres skrognumre, hvilket forgik ved at vi lyste på dem med vores store projektører. Det gav en vis uro i deres formation og snart var deres "formation one" splittet og på radarskærmen lignede et mikadospil. Jeg tror at det var en slags tak for sidst fra vores side, men fik det selvfølgelig ikke bekræftet.

Det skulle dog ikke blive det sidste sværdslag i den kamp. Næste dag, sidst på formiddagen blev vi indhentet et stort fartøj, som længe lå agten for os. Jeg husker heller ikke her, hvilken klasse, der var tale om. Omkring middagstid begyndte den at komme rigtig tæt på og overhalede os med få meters afstand og det gentog sig fra forskellige vinkler. På et tidspunkt kom den fra bagbord i høj fart og havde FYEN ikke bakket, så hele skibet rystede, ja, så havde en kollision været en realitet. Der blev selvfølgelig protesteret via radio men uden respons. Vi samlede alt hvad vi havde af plot, dagbog og fotos af begivenhederne og alt blev hentet om aftenen af en helikopter fra flyvevåbnet. Jeg mener at kunne huske at materialet skulle bruge som bevis for situationerne og at der blev indgivet en officiel klage, men det fik vi ikke noget at vide om.

Efter yderligere et par dages sejlads uden yderligere konfrontationer, sejlede vi atter mod Holmen.”

I 1980 var FYEN igen hovedperson i Østersøen (Balslev n.d.): Den 18. april forlod den Rønne på Bornholm for at begive sig sydpå i Østersøen og rutinemæssigt overvåge en større Warszawa-pagt flådeøvelse, der afvikledes i internationalt område ud for den polske kyst. Det blev dog hurtigt klart, at Warszawa-pagt ledelsen ikke brød sig om den rutinemæssige overvågning, selv om den skete i internationalt farvand. Ved 14-tiden om eftermiddagen kom en sovjetisk fregat af MIRKA-klassen, som længe havde fulgt minelæggeren på et par sømils afstand, pludselig sejlede hen imod FYEN, og efter et skarpt drej lagde den sig på siden af den danske minelægger, med en afstand på kun 10-15 meter mellem skibene.

 

Den sovjetiske fregat 766 af MIRKA-klassen nærmer sig FYEN (Forsvarsgalleriet).

 

En uplanlagt formationssejlads havde taget sin begyndelse, og det var helt tydeligt, at det sovjetiske fartøj blot ønskede at chikanere det danske orlogsfartøj, sandsynligvis med det formål, at få FYEN til at forlade øvelses-området. Om bord på FYEN havde man omgående skærpet opmærksomheden og bl.a. udskiftet eleven, der stod til rors, med minelæggerens faste rorgænger, desuden var maskinen blevet varskoet, hvis det skulle blive nødvendigt at foretage pludselige manøvrer. Iht. de Internationale Søvejsregler holdt man kurs og fart om bord i den danske minelægger.

De næste ca. 10 minutter sejlede de to skibe side om side med omkring 15 knobs fart, idet afstanden mellem de to skibe gradvis formindskedes, da den sovjetiske fregat sejlede tættere og tættere på FYEN. Omkring klokken 14.10 skar den sovjetiske fregat pludselig ind foran stævnen på den danske minelægger og i drejet ramte fregattens agterstavn den bagbords side af stævnen på minelæggeren.

 

Sådan ramte Fregat 766 med hækken FYEN på bagbords side (Forsvarsgalleriet).

 

Umiddelbart efter kollisionen, der iøvrigt ikke mærkedes særlig voldsomt nede om læ, blev der etableret havarirulle om bord. En havaripatrulje kunne kort tid efter konstatere, at der ikke var sket større skade på FYEN, og skibets sødygtighed var ikke blevet kompromitteret, og sejladsen kunne derfor fortsættes.

Den sovjetiske MIRKA-klasse fregat fortsatte blot sin sejlads uden på nogen måde at reagere på kollisionen, selv om de på den sovjetiske bro ikke har kunnet undgå at bemærke, at de havde forårsaget i kollision i åben sø. Allerede samme eftermiddag kunne man fra minelæggeren FYEN konstatere, at samtlige Warszawa-pagt enhederne havde forladt øvelsesområdet. Efter at FYEN var returneret til Holmen, kunne det atter fastslås, at der kun var sket mindre skader på skibet.

Der var andre former for drilleri. Olav Østergaard sejlede med en af SDCerne og fortæller (Webforum 2009):

“Østtyskerne virkede langt mere fremme i skoen end fx polakkerne, men de måtte jo lide den tort at også vesttyske fartøjer med stor interesse fulgte deres bevægelser og øvelser. De østtyske fartøjer, der lå ved Kriegers Flak og indsamlede data havde vi nogle gange held med at drille lidt. Vi afgik en gang Holmen mod Bornholm med RAN. Der var tæt tåge ude i Øresund så Chefen gav i Køge bugt ordre til at vi bevægede os på skiftende kurser, med langsom Trawlerfart ned mod Kriegers Flak, hvor et positivt sikkert identificeret ekko var to KONDOR-klasse alongside ankret op. Da vi var omkring en mil fra dem, uden at vi endnu kunne se dem visuelt, speedede vi op, styrede ret på dem (ekkoet) og gik ned langs deres side med kameraerne klar. Der var kun et par 100 meters sigtbarhed, men mere behøvede vi heller ikke. Der blev stor forvirring derovre, de hoppede og sprang, råbte og skreg, maskiner blev startet op og ankret lettet, hvorefter vi havde følgeskab mod Bornholm (kom vi for tæt på, frygtede Østtyskerne at besætningsmedlemmer ville hoppe over til os og søge politisk asyl). KONDOR-klassen var nu nogle kyllinger, vi så dem yderst sjældent hvis det blæste over 10-15 M/S.”

 

Stjernepatrulje efter STYX

I 1974 var BELLONA på stjernepatrulje i Østersøen med den særlige opgave at se på STYX-missilets evne til at ramme, og følge missilets radarsignaler, når det skulle finde sit mål (beretning fra Ulrik Wesche). Man havde derfor en række specialister fra Forsvarets Efterretningstjeneste om bord. Warszawapagten havde til STYX-øvelser et skydeområde nord for Mys Taran, hvor der lå en skydeskive af meget store dimensioner 20-25 sømil ude fra kysten, altså i internationalt farvand.

BELLONA lå stille på en position, hvor skibet skulle være uden for et STYX-missils radarmålvinkel, når det var på vej mod bemeldte skive. Så man mente sig sikker på, at et missil ville søge målskiven, ikke BELLONA.

Det var en varm dag. BELLONAs besætning „optrådte i varmen i badebukser liggende på tæpper, læsende gummibøger etc. og pjattede lidt med vandslanger med spulevand”. Fred og ingen fare. Russerne plejede på det tidspunkt ikke at have egentlige krigsskibe ude ved målskiven, de skød blot løs uden nærmere overvejelser om anden trafik i området.

Men denne gang skete der noget. En SKORYI-destroyer kom ud for fuld fart for at afvise BELLONA, der vel teknisk set kunne siges at være i vejen for farefri skydning. Destroyeren var dobbelt så lang og fire gange så tung som BELLLONA. Den havde – som russerne altid havde, når de gik tæt på NATO-fartøjer – sin artilleriradar „låst” på BELLONA, havde kanonerne pegende på danskeren og var altså teknisk set klar til at skyde. Den sejlede op langs siden på BELLONA, og chefen råbte på tysk, at danskeren skulle forlade området og sejle vestover.

Da BELLONA ignorerede ordren, sejlede destroyeren tættere på fra bagbords side. BELLONA modgik russeren ved at manøvrere med skruerne, således at skibet sakkede lidt og vred agterenden til styrbord, væk fra russeren. Denne gik derefter rundt og nærmede sig BELLONA endnu en gang, og under den manøvre havde han ifølge de danske efterretningsfolk over ordreanlægget beordret klar til at borde BELLONA om styrbord. Et større antal orlogsgaster var nu på dækket iført kamptøj, stribet krave, håndvåben og redningsveste.

BELLONA gentog nu manøvren fra før – en lille, dieseldrevet korvet med to propeller er meget mere adræt end en stor, turbinedrevet destroyer. Så BELLONA bakkede med „et lille, koket vrid til styrbord” og undgik russeren. Han prøvede endnu en gang, BELLONA gentog manøvren, og derefter opgav russeren. Man var nu tæt på det tidspunkt, hvor russerne ifølge efterretningsfolkene skulle affyre et missil, og sandsynligvis derfor sejlede destroyeren bort „i sikkerhed” efter at have affyret en mundtlig salve: „Sie sind ja verrückt.”

Russerne affyrede missilet til det beregnede tidspunkt, og danskerne fik missilets flyvedata inkl. radarparametre og ventede derefter på, at der kom mere. Det gjorde der ikke. Men det viste sig siden hen, at de data, man fik, var et led i en opdatering af STYX-missilets styreparametre. Det var altså en god fangst.

De danske skibe på stjernepatrulje havde stående ordre om ikke at virke militært provokerende på noget tidspunkt før en egentlig fjendtlig handling blev udført af et Warszawapagtfartøj. Men BELLONA havde kanonerne klargjort, og i dette tilfælde var der overalt på dækket, hvor noget farligt kunne gemmes, fordelt håndvåben, ammunition og håndgranater.

„Så vi var ret klar alligevel. Det artige er jo, at vi bare lod som ingenting, medens alle de stakkels russere prøvede at se farlige ud og svedte tran så det kunne ses (afstanden var vel under 50m.). Det har ikke været sundt for moralen i den baltiske flåde.”

 

Under vandet

Ubådene har sejlet mange patruljer i Østersøen og overvåget Warszawapagtens aktiviteter, men man har sjældent fået beretninger derom offentliggjort. Den følgende, fortalt af Hans Dahlerup Koch, er en undtagelse. Indledningsvis skal det noteres, at Søværnet normalt ikke sejlede øst for 15 grader øst, altså lidt øst for Bornholm (Nørby 2011, 158–158):

“Ca. en uge inden afsejlingen blev jeg som navigationsofficer kaldt ind på chefens lukaf på HENRIK GERNER og fik ordre til at klargøre alt navigationsudstyr, så vi kunne operere langs den sovjetiske grænse på 20 grader øst. En del af øvelsen gik ud på, at vi skulle sejle helt operativt, som om der var tale om en reel krigsmæssig patrulje, så derfor skulle alle oplysninger om, hvor vi skulle hen, holdes yderst hemmelige for hele den øvrige besætning. Det var således helt naturligt i henhold til de normale krigsmæssige procedurer, at kun chefen og navigationsofficeren måtte vide, hvor vi skulle hen. Chefen, opererede altid totalt operativt – så snart ubåden gik af havn, betragtedes den som værende i krigstilstand - så derfor var der ikke noget underligt i, at patruljens planlagte sejlads skulle holdes hemmelig. Jeg var selvfølgelig opmærksom på Forsvarsministerens angivelige beslutning om, at vi ikke måtte operere øst for Bornholm, men jeg var fuldt og fast overbevist om, at PCH vidste, hvad han gjorde.

For at tilsløre, hvor vi skulle forlægge hen, gik jeg derfor i gang med at udarbejde stedliniekort – blanke stykker papir, hvorpå jeg udsatte længde- og breddegrader. Ikke med den korrekte betegnelse for længde-graderne, men med bogstaver, så ingen kunne se, hvor en position i virkeligheden lå henne. Jeg kan huske, at 15 grader øst fik bogstavet K, 16 grader øst L og så fremdeles.

Samtidig udleverede chefen mig et sæt søkort over den svenske skærgård, som jeg fik ordre til at lægge i hans aflåsede skab i ubåden. Vi vidste begge, at der sandsynligvis var medlemmer af besætningen, der havde en nøgle til skabet, så på den måde ville vores hemmelighedskræmmeri vedrørende sejladsen blive tolket som et bevis på, at vi i virkeligheden skulle operere inde på svensk farvand og ikke langs den russiske grænse.

Søkortene over området langs 20 grader øst lå i chefens pengeskab på hans lukaf på depotskibet.

Den 1. november 1971 forlod NARHVALEN Holmen i København med kurs mod Bornholm. For at demonstrere ubådsvåbnets effektivitet var det blevet besluttet, at et antal højtstående officerer fra Forsvarskommandoen én ad gangen skulle sejle med i en periode på 4-5 døgn i løbet af togtet.

Den første, en major, blev taget om bord nord for Bornholm fra en marinekutters gummibåd. Chefen havde travlt i kommandorummet, så jeg gav majoren en kop kaffe og meddelte ham, at vi var på vej østover. Tidligere på aftenen havde chefen meddelt hele besætningen, at vi skulle over til 20 grader øst og patruljere langs den sovjetiske grænse, så det så jeg ingen grund til at skjule for majoren. Han blev tydeligvis noget rystet og udbrød: ‘Det må jeg ikke! Jeg må slet ikke komme så tæt på Sovjetunionen! Jeg er en af Forsvarskommandoens Cosmic Kontrolofficerer. Det her går ikke!’

På dette tidspunkt dukkede chefen op, så jeg præsenterede de to for hinanden og trak mig diskret tilbage for ikke at blive rodet ind i hans problem.

Senere fortalte majoren mig, at han var helt overbevist om, at højst 4-5 officerer i Forsvarskommandoen kunne have kendskab til, at NARHVALEN skulle operere så langt mod øst, som tilfældet var. Hans egen chef vidste det i hvert fald ikke, for det var en helt klar overtrædelse af alle sikkerhedsbestemmelser, at han som Forsvarskommandoens cosmic top secret kontrolofficer kom med på en tur så langt mod øst.

Senere, da vi patruljerede langs 20 grader øst, havde vi megen fornøjelse af at fortælle ham, at hvis vi blev opbragt af russerne, ville vi hævde, at det var ham der – som Forsvarskommandoens repræsentant – havde tvunget os til at sejle rundt i området.”

 

Boardinger

 

Boarding betyder, at man sætter et hold marinesoldater om bord på et andet skib for at undersøge nogle forhold nærmere, med sigtet at kunne arrestere skibet og dets besætning, hvis de har overskridt nogle retsregler - ulovligt fiskeri, sejlads med forbudt gods etc.

Søværnets opgaver i fiskeriinspektionen ved Færøerne og Grønland medførte ofte, at man måtte ombord på trawlerne. Dels skulle man kontrollere skibenes fiskenet - de måtte ikke være for fintmaskede - dels skulle skibspapirer mv. kontrolleres, specielt hvis skibet havde fisket inden for grænsen og derfor stod til en bøde.

Da Danmark i 1990erne indgik i NATOs blokadeaktiviteter i Adriaterhavet, fik boardingerne en fornyet rolle, da man skulle kontrollere skibspapirer og lastens indhold på skibe, som var under mistanke for at søge at bryde blokaden.

 

Red Crusader

NIELS EBBESEN-affæren med Red Crusader ved Færøerne sidst i maj 1961 blev grundigt omtalt i aviserne den gang. Her følger uddrag af en deltager, nemlig signalkorporal Ole Kropp, som var en del af boardingholdet. Han havde en transportabel signallampe med, som han kunne kontakte NIELS EBBESEN med for holdet. De havde altså ikke egen radio. Man bemærker sig desuden, at boardingholdet blev transporteret med robåd (Kropp 2008):

“Vi fik meldingen i Torshavn og stak til søs. Det var helt mørkt, da vi kom frem og stod ud mod de fiskende trawlere. Da vi var tæt nok på, blev lanterner m.v. tændt, og vores store kulbueprojektør blev rettet mod det nærmeste fartøj. De to (tre) yderste kappede hurtigt trawlet og slap væk. Den inderste prøvede også, men et par varselsskud med bagbords 40 mm kanon fik ham til at stoppe.

Vi var nu ret tæt på, og han lå badet i lys. I mellemtiden havde jeg hentet min lampe i sin kasse og sat den forrest i fartøjet.”

 

Red Crusader under affæren. “Sussi” er signalgasten om bord på NIELS EBBESEN.

 

“Så i fartøjet. Og rotur til trawleren, som i mellemtiden var identificeret som Red Crusader af Aberdeen. Fiskeriofficeren, som var færing, entrede Trawleren og kom efter nogen tid tilbage med skipperen, Ted Wood, som havde insisteret på at tale med vores chef før der skete yderligere. Vi blev derefter roet tilbage til NIELS EBBESEN, og skipperen kom til en længere palaver hos chefen. Det må have været et spektakulært optrin med vores altid næsten pinligt korrekte chef i reglementeret uniform overfor en stinkende, snavset og ubarberet trawlerskipper i en gammel hullet sweater med bukserne holdt oppe af en stump line over den ene skulder som sele.

I mellemtiden sad vi i fartøjet ved skibssiden ved agterdækket og fik serveret kakao og de sædvanlige selvdøde slatne wienerpølser, som drev af rødt farvestof. (gad vide, om det var derfor, vi var så hyperaktive?).

Efter en rum tid kom Ted Wood og fiskeriofficeren tilbage, og vi blev atter roet over til Red Crusader. Han havde indvilget i at sejle med til Torshavn og tage retssagen dér. Fiskeriofficeren og jeg gik derfor om bord på Red Crusader, og vi sejlede efter NIELS EBBESEN mod Torshavn, medens det langsomt lysnede i horisonten.

For at forstå det følgende må man vide, at radiomodtageren på Red Crusader stod på broen, hvorimod senderen stod i skipperens lukaf, som var i bagbords side lige agten for broen med nedgang til maskinen.

Ud på morgenen, da det var blevet lyst, siger skipperen til fiskeriofficeren, at han alligevel ikke vil tage den retssag i Torshavn, og at han derfor ikke vil ændre kurs, så han fortsætter ligeud mod Aberdeen. Det var en besked, som fiskeriofficeren nok ikke syntes om, så han styrtede ind i skipperens lukaf for at kalde NIELS EBBESEN op. Så snart den gode mand var inde i lukafet, så blev døren smækket i og nøglen drejet om, og han var fanget. Han kunne herefter sende pr. voice, men ikke modtage!

Den forholdsordre, som jeg havde fået var, at jeg skulle rette mig efter fiskeriofficerens anvisninger. Den duede ikke ret meget her! Det var helt åbenbart planlagt på forhånd. Og det gik hurtigt. Da jeg ser, at han bliver låst inde, kommer Ted Wood hen til mig og siger: ‘You had better go down aft!’. Samtidig kommer der to kæmpestore skotter ind af døren i styrbords brovinge, som stiller sig bag mig. Jeg syntes herefter, at det ville være en rigtig god ide, at go down aft. Så vi fulgtes derfor ned på styrbords sidedæk og ud agter for atter at vende ind til bagbord og ind i mandskabsmessen agterude i bagbords side. Her blev jeg placeret på en bænk langs bagbords skot mellem nogle muntre skotske fiskere.

Fra denne placering havde jeg gennem et koøje et fint udsyn i nordlig retning, hvor NIELS EBBESEN lå – måske en til to sømil borte med stævnen mod nord. Så ser jeg, at den gode fregat pludselig går bagbord helt over, røgen vælter ud af skorstenen samtidig med, at små sorte skikkelser myldrer op på dækket og bemander poster og kanoner. Det kunne godt til forveksling ligne en trawlerrulle! Internationalt stopsignal ryger til tops og kommer med dampfløjten. Uden resultat. (Det kunne man vel næppe heller have forventet).

Så ser jeg styrbords 40mm kanon få hevet presenningen af og derefter dreje karruselagtigt rundt, medens løbet kører op og ned, indtil den standser i en – for mig – ret ubehagelig position. To varselskud med løst.

Derefter to virkningsskud foran stævnen med trawlerammunition uden brisantladning. Så kommer der et lille ophold, hvor der foregår noget oppe på bakken. Hvad, kan jeg ikke se. Men pludselig kommer der maskingeværlyd af projektiler, der rammer skibet. Så trak jeg hovedet til mig i håbet om, at projektilerne ikke kunne trænge gennem skottet, hvor jeg sad.

Vi havde en dygtig skytte, en oversergent, som først havde ‘leget og skrevet sit navn’ op og ned af skibssiden. Derefter havde han pillet lanternerne ned og til sidst lavet radaren om til en ‘tesi’. Ted Wood fortsatte uden tøven.

Vi havde nu passeret Nolsø, og skibene sejlede stadig side om side med pæn afstand. Da ser jeg noget, som ikke er så rart. 127mm tårnet begynder at dreje i en ikke så behagelig retning, og da løbet kun ses som en prik, kommer der et glimt og et brag. Den ramte foran for stævnen, og jeg kunne selvfølgelig ikke se nedslaget. (Men vennerne på NIELS EBBESEN fortalte senere, at det havde været præcist og flot) Flot! Hallo! Tænk på mig!

Pludselig bliver skydedøren til messen så revet op, og en fisker råber, om jeg vil komme på broen straks. Det ville jeg så sandelig gerne, for der står min signallampe. Jeg ville gerne have gået hen over maskintoppen. Men så var jeg jo kommet lige forbi døren, hvor fiskeriofficeren sad spærret inde, så det fik jeg ikke lov til.

Jeg kom derefter op på broen, hvor Ted Wood under hele beskydningen havde ligget på dørken og styret skibet. Han spurgte, om jeg ville sende et signal fra ham til NIELS EBBESEN. Det ville jeg hjertens gerne. Herefter sendte jeg verdens mest uforskammede signal fra en allerede – i princippet – arresteret skipper: ‘My ship is already damaged. This will result in another trial’.

Imidlertid fik jeg senere at vide fra en af 40mm-artilleristerne, at han havde fået måludpegning og allerede havde taget sigte på Red Crusader’s agterskib for at ødelægge styremaskinen med en længere skudserie, og at han lige skulle til at trampe på aftrækkeren, da jeg kom med første blink. Chefen havde skreget fra broen ‘Hold inde’, da første blink kom. Mindre end et minut før havde jeg siddet i agterskibet på Red Crusader

Hermed standsede skydningen. Men sejladsen fortsatte på samme kurs: Væk fra Færøerne og mod Aberdeen. Efter nogen tid blev fiskeriofficeren løsladt. Morgen og formiddag gik. Vi kunne efterhånden godt føle trætheden. Ted Wood forsøgte et par gange at få en samtale i gang. Blandt andet tilbød han mig at præsentere mig for sine to smukke niecer i Aberdeen, når vi kom frem. Og det var jo venligt nok. Jeg var da taknemmelig, men måtte anføre, at vi – sådan set – ikke skulle til Aberdeen. Det er svært at sige, hvem der fik mest ret. I øvrigt var han vist et venligt menneske. Og det kan man jo godt være selvom man er en drønfræk fisketyv.

Ud på eftermiddagen mødte vi to britiske orlogsskibe: Fregatten TROUBRIDGE og minestrygeren WOTTON, som begge førte fiskeriinspektionsflag. Mødet var naturligvis ikke tilfældigt. NIELS EBBESEN havde om morgenen telegrafisk meddelt hændelsen til de danske søværnsmyndigheder, som havde purret regeringen, som igen havde taget kontakt til den britiske regering, som havde kontaktet det britiske admiralitet osv. Derved var beslutningerne om, hvad der videre skulle ske, fordelt ud til højere myndigheder. Men det vidste fiskeriofficeren (og jeg) naturligvis intet om.

De nu fire skibe lå herefter stille, og en motorbåd fra TROUBRIDGE fungerede som færge mellem skibene. Vi kunne se, at der blev sejlet officerer fra TROUBRIDGE til NIELS EBBESEN (til forhandling regnede jeg med). Efter nogen tid videre til os på Red Crusader. Her kom nogle britiske officerer om bord. De passerede lige forbi fiskeriofficeren uden at hilse. Og de gik derefter direkte op til Wood på broen. Efter kort tid kom de ned og sagde til fiskeriofficeren, at vi kunne forlade Red Crusader. Det skulle han naturligvis have nægtet. Så havde vi haft en meget bedre sag i Haag året efter. Men netop her henvendte han sig til mig og gav besked på at forlade Red Crusader sammen med ham. Vi blev så transporteret til NIELS EBBESEN, hvor fiskeriofficeren straks gik til chefen.”

Herefter kom boarding-holdet ikke om bord på trawleren igen. Ole Kropps beretning er meget længere, og omfatter de to engelske krigsskibes chikane af danskerne, men vi stopper her. Sagen endte ved en undersøgelseskommission under den internationale domstol i Haag, hvor danskerne blev bebrejdet de mange skud mod trawleren: Unødig magtanvendelse, idet kommissionen ikke fandt, at det var bevist, at trawleren fiskede ulovligt, til trods for at den havde trawlet ude og lå inden for fiskegrænsen.

 

Boarding i danske farvande

I danske farvande var de som regel bevogtningsfartøjerne, som foretog fiskeriinspektion. Det gik normalt fredeligt til, som i denne beretning (Larsen 2016):

“Med skibene RAN og NAJADEN kom vi rundt i hele landet på forskellige opgaver. Der var fiskeripatrulje i Vesterhavet, med Esbjerg som basehavn. Her var vi under den store fiskerikonflikt i 1970. Det var første og eneste gang, jeg har set så mange fiskekuttere samlet i en havn på en gang. Det gav rigtig liv i havneværtshusene et par dage, noget vi gaster i høj grad var deltagere i, hvis man ikke lige var uheldig at have vagttjeneste.

Fiskeripatrulje i Esbjerg bestod bl.a. i at kontrollere de udenlandske fiskere, hovedsagelige tyske og hollandske kuttere, der fiskede i farvandet ud for Esbjerg og øerne i Vesterhavet. Vi skulle kontrollere, at de holdt sig uden for den danske fiskerigrænse, og i øvrigt ikke fiskede ulovligt. Det var nu ikke det, vi havde størst succes med. Når vi lå i havn i Esbjerg, lå der som regel en af de udenlandske kuttere i havnen, som skulle holde øje med, hvornår vi sejlede. På den måde vidste de altid, hvad vi foretog os, og når vi sejlede, gik der straks besked til kutterne på havet. Så når vi nåede frem, lå alle kuttere og fiskede nok så nydeligt uden for fiskerigrænsen.

En enkelt gang lykkedes det os at fange en tysker inden for grænsen. Vi var et boardinghold, som blev sendt over til kutteren i gummibåd, for at påvise det ulovlige fiskeri overfor kutterens besætning. Mens vores officer ordnede formaliteterne med skipperen i styrehuset, blev vi tre værnepligtige godt beværtet af de andre fiskere. Vi blev budt på en øl og en snaps, og selv om vi selvfølgelig ikke måtte modtage den slags ”bestikkelse”, så var vi jo ikke just de mest autoritetstro krigere, så hvorfor lade en god chance gå til spilde. Det medførte selvfølgelig lidt knurren fra officerens side på turen tilbage. Men vi slap for yderlige repressalier, da jeg har den gode officerskriger mistænkt for selv at have smagt lidt på de gode varer.”

Men det kunne da også ske, at bissen blev skruet på, eller at det i hvert fald så sådan ud (Hansen 2008):

“Vi var i Østersøen 1981, hvor NEPTUN og RAN opererede sammen, og traf et par svenske fiskere på ulovligt fiskeri. Den ene fisker standsede, mens den anden forsatte mod internationalt farvand uden at ænse vores opkald på VHF kanal16, signalflag og tuden med hornet. Vores artillerikonstabel besluttede at der skulle foretages noget vedligehold og eftersyn på Bofors kanonen, og hans kollega på Ran fulgte trop. Da kanonerne begyndte at dreje horisonten rundt i forbindelse med 'eftersynet', stoppede svenskeren.”

Og det er sket et par gange, at der faktisk blev åbnet ild. I Ekstra Bladet kunne man læse følgende: “Chokeret fiskeskipper i regn af 20 mm kugler. Den 21. juli 1976 åbnede orlogskutteren DREJØ ild med 20 mm mod den hollandske kutter Elisabeth som efter opkald nægtede at stoppe for at modtage boardinghold. Kutterchefen PL Henning Frandsen og NK Jørgen Aagard anmodede SOK om tilladelse til at afgive varselskud. Stabschefen gav over Blåvand Radio tilladelse og der blev afgivet først en kort byge foran stævnen som ikke fik kutteren til at stoppe. Derefter blev der til Elisabeth varskoet, at der nu vil blive skudt på stævnen, og da man kunne se at kutterbesætningen befandt sig helt agter blev der på stævnen og formasten afgivet en kort byge, der fik skibets besætning til at tvinge skipperen til at stoppe.”

 

1993 SHARP GUARD

Under blokaden i Adriaterhavet var opgaven noget mere kompliceret. På et tidspunkt var man tæt på en konfrontation mellem tre lokale korvetter og en hollandsk og en engelsk fregat, men situationen blev løst uden skudveksling.

Danmark havde en korvet af NIELS JUEL-klassen dernede i flere omgange og deltog i en del boardinger. Et dansk boardinghold bestod af 8-10 mand, der var inddelt i tre grupper. Et brohold skulle sikre skibets bro, søgeholdet (to hold ved store skibe) undersøge skibets papirer og last, og bevogtningsholdet overvåge skibets besætning, der blev samlet på dækket. Boardingholdet blev sat over til skibet med en stor gummibåd. Korvetten var placeret således, at skibet kunne beskydes med 20 mm kanon og maskingeværer. Da de danske korvetter ikke havde helikopter om bord, kunne man kun iværksætte en såkaldt compliant boarding, hvor skibets kaptajn havde indvilget i en undersøgelse. Hvis han nægtede, skulle man bruge en helikopter til at sætte et første hold specialtropper om bord, der så kunne sikre modtagelsen af gummibåden, ombordsætningen foregik ved at styrken lynhurtigt gled ned ad en line fra helikopteren til skibets dæk (Nørby, Muusfeldt, Ludvigsen, et al. 2015, 244).

Den følgende gennemgang af en boarding er redigerede uddrag fra en beskrivelse, lavet af elektrooficeren på OLFERT FISCHER (Nørby, Muusfeldt, Ludvigsen, et al. 2015, 245–246). Den er skrevet med et blink i øjet som en fingeret boarding af S.S. Martha (fra Søværnets yndlingsfilm). Billederne neden for er fra to virkelige boardinger fra NIELS JUEL, stillet til rådighed af Knud Erik Huus og Thomas Frederiksen.

‘Boarding, boarding, boarding, på post efter boardingrulle styrbords side’. Det hårdt prøvede boardingteam hopper resolut ud af køjen og gør klar. Den store, orange gummibåd svinger over agterdækket og sættes blidt ned langs skibssiden. Boardingholdet gør klar: Den skudsikre vest trækkes på veltrænede kroppe, bæltet med pistolen sidder allerede langs benet, hurtigt og professionelt trækkes de sidste genstande på; STORNO 7000, kniv og maskinpistolen MP5.

 

Klargøring til boarding (Thomas Frederiksen)

 

Radioerne afprøves, ‘loud and clear’, STORNO’erne fungerer perfekt. Boardingofficeren (BO) kigger på sit team: Bevogtningsholdet, svært bevæbnede og med solbriller, der sørger for, at besætningen på det udvalgte mål ikke forsøger noget dumt; bodyguarden, ligeledes svært bevæbnet til at holde ro på broen; den assisterende boardingofficer (ABO) samt de to tavse, specialuddannede sikkerhedsfolk, specielt udlånt til operationen, der kun reagerer på navnene Laust og Knudsen.

 

Boardingholdet (Thomas Frederiksen)

 

‘Vi ved, at der en to mand på broen, en i maskinrummet, en ved lodslejderen og resten er på fordækket’ siger boardingofficeren. ‘Fald på fartøjet.’ Boardingholdet arrangerer sig hurtigt på deres pladser i gummibåden som beordret, den fires af og pløjer sig gennem vandet mod målet med høj fart.

 

Gummibåd på vej (Thomas Frederiksen)

 

‘Få den mand ved lodslejderen længere væk’ råber manden, de kalder Knudsen. En kort ordre via STORNO’en til OLFERT FISCHER får det ordnet. Gummibåden svinger ind til lodslejderen, og med en kats ynde er de to sikkerhedsfolk oppe på dækket og har sikret et brohoved på dækket ved lodslejderen.

 

Boarding ad lejder (Knud Erik Huus)

 

Manden ved lejderen bliver undersøgt for våben. Bevogtningsholdet går frem mod besætningen på fordækket. ‘We are happy’ går meldingen via STORNO’en til BO, og derefter går Knudsen i spidsen mod broen, fulgt af BO, ABO og bodyguarden med Laust sidst.

Ved broen venter alle, mens de to sikkerhedsfolk trænger ind og sikrer den. BO præsenterer derefter kaptajnen for missionens mål og får alle relevante papirer udleveret, mens bodyguarden holder resten af broen i skak med sine vagtsomme øjne. Efter at have set en plan over skibet går søgeholdet i gang med de vante procedurer. Der meldes til sidst tilbage til OLFERT FISCHER, målet er clearet og kan efter accept fra chefen sejle videre. Kaptajnen får besked om ikke at foretage sig noget, før han har fået besked fra korvetten, og BO tager STORNO’en: ‘Storebror til lillebror, kom ind’. Gummibåden, der har ligget agter for målet, svinger ind til lodslejderen, modtager boardingholdet og sejler tilbage til korvetten, dækket af skibets 20 mm maskinkanoner. Holdet kommer om bord, aflader, afrigger og debriefer.

Så kan der drikkes kaffe - klar til næste ‘boarding,boarding, boarding!’

 

Kaffe (Thomas Frederiksen)

 

 

 

Referencer

 

Balslev, Johnny. N.d. Sovjetisk fregat påsejler dansk minelægger. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Historien/1945_1989/FyenMirka1980.htm.

Bergholt. 2010. Søværnet 1949-1952. Www.fam-bergholt.dk 23.3.2010.

Christiani, Sune, og Daniel Dyrbjerg. 2014. “Bornholms rolle i dansk sikkerhedspolitik under den kolde krig.” Marinehistorisk Tidsskrift 47(1): 3-21.

Hansen, Rene. 2008. Webkommentar. Http://pub50.bravenet.com/forum/static/show.php?usernum=4287808284&frmid=14&msgid=650287&cmd=show).

Hansen, Torben E. 2014. MIG-15 på Bornholm. Flyvevåbnets historiske samling.

Kropp, Ole. 2008. A-240 RED CRUSADER episoden som jeg husker den. Http://maritimevenner.hype-media.dk/episoden-som-jeg-husker-den/.

Larsen, Poul Erik. 2016. Søværnet 1969/70. Http://www.pelarsen.dk/soslashmandsliv.html.

Lund, Leo. 2009. Grundstødning – dåseøl og nøjagtig søopmåling. Http://maritimevenner.hype-media.dk/grundstoedning-og-daaseoel/.

Nielsen, Henning Kjær. U.å. Mulles erindringer.

Nielsen, Kaj Møller. 2006. Uvarslet lørdagsudflugt til Bornholm under klart skib og 36 knobs fart. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/MIGogHuitfeldt.htm.

Nørby, Søren. 2011. Beretninger fra de danske ubåde 1909-1999. Version 2.6. København: Eget forlag.

Nørby, Søren, et al. 2015. Fra kold krig til internationalt engagement – Søværnets korvetter af Niels Juel-klassen 1979-2009. København: Forsvarsakademiet.

Søværnets Havarikommission. 1961. Beretning 1961. København: Statens Trykningskontor.

Webforum. 2009. Diskussion På Navalhistory Web Forum. Http://pub50.bravenet.com/forum/static/show.php?usernum=4287808284&frmid=14&msgid=691904&cmd=show.

Wesche, Ulrik. 2010. “Faldskærmen.” Venneforeningens Blad, Juni 2010, 19.