Kapitel 11. Ritualerne

Peter Bogason

Udkast januar 2018

 

Alle militære systemer har ritualer for diverse begivenheder, og Søværnet er ingen undtagelse. I dette afsnit skal vi se nærmere på nogle af de mere spektakulære, med vægten på søfolks særlige evner til at gennemføre dem med et blink i øjet.

 

Orlogsmæssig hilsen: Front

I militæret hilser man på hinanden ved at afgive honnør, når man mødes på gaden - hånden føres op til kasketten. Personen med laveste rang hilser først. Når to krigsskibe mødes på havet tæt på hinanden, afgives der ligeledes militær hilsen, yngste skibschef hilser først.. Det sker ved, at der “pibes front”, dvs. at vagtchefen på broen (hvis chefen ikke er der) piber i en trillefløjte og derefter hilser med hånden til kasketten. Personel på dækket indtager retstilling. Når det andet skibs vagtchef har hilst igen, piber vagtchefen igen i sin fløjte, og livet går videre.

Det var også tilfældet med vores modstandere fra Warszawapagten. Det siges, at russerne og polakkerne altid hilste militært korrekt, mens man ikke rigtig vidste med østtyskerne, hvis omdømme i det hele taget ikke var højt. Om russerne beretter Jørgen Bork som chef for BELLONA, da de skulle holde øje med en sovjetisk øvelse øst for Bornholm (Bork 2010, 124):

“... snart stod en fregat af RIGA-klassen ned mod os. Russernes mål var klart: At forhindre, at vi fik noget udbytte af at placere os i øvelsesområdet, og helst også at få os til helt at forlade området, så de igen kunne få ro til deres øvelse. Det sovjetiske krigsskib passerede indledningsvis BELLONA på modsat kurs og tæt hold. Vi peb front, som man nu gør, når to krigsskibe mødes til søs. Afstanden mellem de to skibe var så kort, at jeg næsten kunne se øjenfarven på den sovjetiske skibschef. Jeg bemærkede, at han efter at have hilst på os smøgede kraven op om ørerne, og de næste 24 timer så han ikke en eneste gang direkte på os. ... Der udspandt sig en lang seance, hvor RIGA-klassens chef søgte at tvinge os væk fra området.”

I gamle dage, da skibene brugte hornblæsere, var der naturligvis også et hornsignal for front. I ubåden NARHVALEN havde en næstkommanderende et sådant signalhorn, og det blev brugt som følger, fortælles chefen, K T Madsen (Nørby 2011, 178):

“Næstkommanderendes signalhorn blev medbragt ved flere lejligheder. Især en hændelse husker jeg tydeligt. Vi sejlede fra Holmen ved fem, halv seks tiden en eftermiddag. Da næstkommanderende  også kunne signalerne for front om styrbord og bagbord, blev vi enige om at gå tæt forbi Dannebrog, der lå fortøjet i bøjerne. Det var måske lidt ondt, for vi må have passeret kongeskibet midt i aftenskafningen. Da vi passerede, blæste næstkommanderende front om bagbord, besætningen indtog retstillingen, mens jeg gjorde honnør. Et øjeblik efter viste vagtchefen sig på broen og kiggede først ind mod Holmen og dernæst mod havnemolerne. Derefter forsvandt han tilsyneladende over til modsatte brovinge. Nu skal det siges, at NORDKAPEREN i uddykket tilstand kun rakte fire meter op over havets overflade, så vi var vel nemme at overse i skyndingen. Så blev en dør åbnet ud til sidedækket og Jagtkaptajnen trådte ud. Tilsyneladende undrede han sig over, hvilket skib der blæste front med hornsignal eller over at fronten ikke blev besvaret. Han kiggede ligesom vagtchefen først mod Holmen og derefter mod havnemolerne, inden han fik øje på ubåden. Så råbte han på vagtchefen, mens han pegede ned på os: Det er hernede. Det skal siges, at vagtchefen ikke var uden humor. Han bøjede sig nu demonstrativt næsten vinkelret ud over brovingen og peb front ned mod os med en ussel trillefløjte. Nå, så fik de lidt at snakke om på DANNEBROG, selv om Jagtkaptajnen godt kunne have sparet mig for sit: ‘Det er hernede’ om den kongelige danske ubåd NORDKAPEREN.”

 

Steam past

Steam past er en særlig version af orlogsmæssig hilsen. Den bruges typisk, når en gruppe skibe skal vise en standsperson ære. Således har Søværnet arrangeret Steam past for majestæten i en særlig form, der kaldes jubelrulle, hvor besætningen råber hurra med huen løftet op i højre hånd.

 

Minestrygeren EGERNDUND under jubelrulle

 

Steam past bruges også for forsvarets topchefer, fx. ved Forsvarschefens afgang. Oprindelig har man gjort dette i paradeuniform, men med tiden er fænomenet blevet ændret til et show.

 

PEDER SKRAM steampast ved tysk admirals afgang som chef. Her er korrekt uniformering og klassisk, militær stil.

 

Steam past er således brugt, når en enhed forlader STANAVFORLANT efter endt tjeneste. Det foregår ved, at styrken sejler i Formation One med flagskibet forrest og den afgående enhed bagest. Flagskibet kommanderer nu den bageste enhed ud af formationen - “Leave formation” - og besætningen liner op langs skibets ene side, mens skibet sejler forbi styrkens øvrige enheder, tilsvarende med deres besætninger linet op. Det gælder så om at have den mest opfindsomme udklædning af besætningen og der sættes forskellige uautoriserede flag på salingshornet. På PEDER SKRAM kunne man bruge styreparabolerne til missilerne ved at dække dem med et kunstigt ansigt og sætte dem i ‘search mode’, hvorved de dannede et nikkende ansigt med lang, blafrende tunge. Mange enheder sætter tryk på deres brandslukningssystem, og der sprøjtes med vand af hjertens lyst. Steampasten foregår i raskt tempo, for det tager sin tid at komme hele rækken af skibe igennem.

 

NIELS JUEL under steampast med rigelig sprøjt. Temaet om bord synes at have været smølferne (Forsvarsgalleriet).

 

Nærbillede af NIELS JUELS kvindelige smølfeindsats til steampast (Forsvarsgalleriet).

 

PEDER SKRAM har lavet en af de mere prægnante gimmicks i forberedelsen af en steam past. Det følgende er fortalt af intendanten, som kunnne spille trækbasun, og som fik en hovedrolle (Ovesen 2002, 76–78):

Operationsofficeren på PEDER SKRAM syntes, at skibet skulle levere en øjeåbner til den kommende steam past. Han sendte uden chefens vidende et signal til styrkechefen på HMS JUNO og bad om tilladelse til at låne en canadisk S-61 helikopter, som intendanten skulle hænge nedenunder, firet ca. 5 meter ned i kranwiren. Fra denne luftige position skulle han spille et nummer på basunen, mens helikopteren fløj forbi alle skibene.

Styrkechefen fandt ideen god, men han udbad sig en prøve, hvor intendanten skulle ophænges i fregattens styrbords rånok og spille derfra, mens fregatten sejlede forbi kommandoskibet.

Den udfordring kunne operationsofficeren ikke lade ligge. En dag ved frokosttid, hvor hele styrken lå under langsom formationssejlads i Biscayen og blot ventede på, at den næste fase i øvelsen skulle begynde, havde matrosregnskabsføreren rigget en bådsmandsstol til, som kunne hejses helt op under rånokken. Intendant Ovesen, blev kaldt op til broen - med trækbasun.

“Jeg hankede op i hornet og bevægede mig op på åben bro. Her stod chefen, orlogspræsten og flere andre, mens der forgik noget riggerarbejde op til styrbords rånok. Chefen var lidt overrasket, for han havde først lige fået kendskab til øvelsen. Efter et par forsøg lykkedes det at få mig derop, men af hensyn til min krops tvivlsomme, aerodynamiske egenskaber, måtte vi rigge en line til for at holde mig i den rigtige retning, når forestillingen skulle begynde.” 

 

Intendanten på PEDER SKRAM hængende med basun i styrbords saling. Styrkechefen står med sin stab på dækket på HMS JUNO (Ovesen 2002, 77).

 

Den britiske styrkechef havde jo nok en anelse om, hvad der var i vente. Han sad midt i frokosten ombord i destroyeren HMS JUNO med hele sin stab (incl. en dansk søofficer, der har berettet om følgende), som ikke kendte til sagen, da vagtchefen ringede ned fra broen og meddelte:

"Sir, PEDER SKRAM har forladt sin position i formationen og vil være på siden af os om to minutter. Den går mindst 30 knob! Det er helt i strid med øvelsesordren.”

"Det er vel, løjtnant. Sig mig, har den en basunspiller vajende fra styrbords rånok?” spurgte styrkechefen.

Stilhed i telefonen. Og så: "Sir??"

"Ja, min gode mand, se om den har en basunspiller vajende,” fortsatte styrkechefen eksalteret.

“Sir, den har den faktisk, jeg kan se ham. Hvad skal jeg gøre?”

“Hold kursen og nyd showet! Mange tak, løjtnant!”

Herpå inviterede styrkechefen sin stab ud på JUNOs bagbords sidedæk, netop som PEDER SKRAM kom forbi med intendanten, som spillede 'Rule Britannia, Britannia Rule the Waves'. Fregatten fortsatte fremover lidt endnu og drejede derefter tilbage til sin plads i formationen.

Det skal tilføjes, at PEDER SKRAM alligevel ikke fik rådighed over helikopteren til den endelige steam past.

 

De militære symboler

Det er en fast NATO-procedure, at ved anløb og udsejling af havn sættes skibets kendingsbogstaver med signalflag fra masten ved broen. Man kunne også sætte andre signaler. Arne ‘Thetis’ Jacobsen fortæller (http://maritimevenner.hype-media.dk/soeroeverflaget/):

THETIS lå i Tværå i begyndelsen af 1962 på mit andet togt. Vi havde altid et sørøverflag i signalmasten, undtagen når vi lå i Thorshavn (hvor chefen for Færøernes Kommando holdt til, PB). Vi var nogle stykker der havde landlov og fik en lille en til at sætte stemningen, ude på forbanjen, hvor jeg boede, inden vi gik i land. En af de andre plottere ved navn ‘Langeland’ havde ikke landlov og var godt træt af at høre hvordan vi planlagde aftenen, først i Klubben og derefter, ja hvem ved! Han sagde, at ikke nok med, at han skulle høre på al vor ævl inden vi gik i land, men sikkert også alle vore pralerier, når vi en gang, i løbet af natten, kom om bord igen. Pralerier der sikkert ikke havde hold i virkeligheden. Han sagde derfor: ‘Vis mig nogle beviser, når I kommer tilbage. Behold pigens trusser så jeg kan se, at I virkelig kom hjem med en pige’.

Den var jo lidt svær, og jeg nåede som næsten sædvanligt ikke at komme længere end til havelågen. På vej ned til THETIS kom jeg dog forbi et hus, hvor man havde glemt at tage vasketøjet ind, og, vups, fik jeg neglet tre par trusser, af ret stor størrelse, ind under min busseronne. Trusser er dog trusser uanset størrelsen. Næste dag var der afgang. Da vi gled ud af havnen, havde en af signal gasterne byttet sørøverflaget om med de tre trusser, og der var ikke et øje tørt. Jeg havde vagt på broen og stod ved siden af chefen med min intercom til agterdækket, og han sagde, da han så trusserne: “Er det alt, hvad besætningen kunne præstere i nat?”. Når man ser i bakspejlet, var det jo yderst provokerende over for beboerne. 

Inspektionsskibet FYLLA var i sommeren 1970 på opmåling i danske farvande. Kanonen, en 76 mm, var afmonteret, og da matrosregnskabsføreren syntes, at det var forkert for et orlogsskib at være helt uden bevæbning. lavede han en stor slangebøsse, som blev sat op på kanonplatformen.

 

FYLLAs slangebøsse (Peter Bogason)

 

Noget tilsvarende lavede besætningen på PEDER SKRAM til en steampast i STANAVFORLANT det forreste kanontårn om til en kæmpe slangebøsse.

 

Slangebøsse af en 127 mm kanon (Forsvarsgalleriet)

 

Torpedobådene havde en tradition med at flage med flag, der var blevet “bjærget” fra en ubevogtet flagstang (Forsvarsgalleriet)

 

P542 følger traditionen (Forsvarsgalleriet)

 

På skibene kunne det også ske, at man lavede lidt skæg med materiellet. Således på HERLUF TROLLE, hvis ene 40 mm kanon blev forsynet med Store Stygge Ulv, ridende på en 40mm patron. Det siges, at da der var admiralinspektion, stillede skibets næstkommanderende sig hele tiden således, at admiralen ikke kunne se denne udsmykning.

 

Store Stygge Ulv klar til affyring (Forsvarsgalleriet)

 

Polardåb

På skibe, som passerer Ækvator og Polarcirklen, er det skik, at de af besætningen, som ikke har været der før (de såkaldte kagler), skal døbes af Kong Neptun. Og det er uanset rang. Hvis skipperen ikke har prøvet det, bliver han også døbt.

Det er naturligvis dem, som allerede har passeret linjen, som står for løjerne. De indledes med at chefen modtager et signal fra Kongen, som fx (Sørensen 2004a):

Vi NEPTUNUS REX finder, at en almindelig hyldest af vor person bør foranstaltes snarest.

1. Samtidig vil det behage  os at afholde dåbshandling af egnede og troende kagler

...

4. Det vil behage vort selskab at blive modtaget med trende kanonbrag, når vor kongelige chalup befinder sig 5 kabellængders afstand fra kanonen. Det vil mildne vor egen høje person at blive modtaget af reglementeret faldrebs- og skansehonnør.

... 

5. Dåbsceremonien vil forløbe i henhold til vores kongelige anordning.

Denne kongelige anordning blev siden præciseret, således på et inspektionsskib med helikopter:

På skibets store flade, øverste agterdæk, hvor den luftbårne støjsender opererer, skal være opstillet: a) en trone bekvem og elegant nok for Vort Ærværdige Kongelige Regentpar; b) Borde og stole til vores eksperter, c) Et kar stort nok til at mindst 3 ikke-vandhellige kagler kan ligge behageligt omside deri. Denne prægtige døbefont skal være fyldt med vort kongelige medium iblandet et passende antal isklumper ...

 

Om selve polardåbens forløb fortæller Frank Horn på togt med HEJMDAL i 1953 (Horn 1998, 7):

“... vi nærmede os den nordlige polarkreds, og alle der ikke havde passeret den før, skulle døbes af Kong Neptun og erklæres for Grønlandsfarere. Officererne var gået I gang med forberedelseme til hans Majestæts ankomst. Mand og mand i mellem diskuterede vi hvad de nu kunne finde på at gøre ved os. Så oprandt det øjeblik hvor dåbshandlingen skulle tage sin begyndelse, alle mand blev pebet på dækket, og æresvagten der skulle modtage Kong Neptun og hans følge blev stillet op.”

 

Klargøring til dåb på NIELS EBBESEN i 1951. Forsvarsgalleriet.

 

“De var iført en særpræget mundering, stålhjelm og lange underbukser, skindhue og flyverbriller. Bevæbningen var skumslukkere og andre ting. Teleoversergenten var chef for æresvagten, på maven havde han bærbart radioudstyr med hovedtelefoner. Intendanten var Kong Neptuns adjudant iført duffelcoat og dykkerhjelm. 1. mester var herold og telefenrikken astronom. Fenrik Rasmussen læge og fenrik Nielsen barber. Under fanfare dukkede Kong Neptun og hans dronning så op sammen med sit følge, og Kongen gav nu ordre til at delinkventerne skulle føres frem. Én efter én gik vi turen igennem, først lægeundersøgelsen med den bitre medicin i form af engelsk sauce, stærk sennep og lign. Dernæst barbering i brun sæbe og hårvask i Persil, og så blev vi holdt over dåben der foregik i en balje iskoldt vand med små isklumper i.”

 

Selve dåben på NIELS EBBESEN i 1951. Forsvarsgalleriet.

 

“Næstkommanderende foretog denne handling, og han skånede os ikke. Det hele var meget festligt og gav anledning til mange morsomme episoder. Efter at vi alle var døbt, bekræftede Kong Neptun, at vi nu var at betragte som Grønlandsfarere. Derpå trak han og følget sig tilbage. Hver mand fik tildelt 2 øl og en pakke cigaretter samt dampende varm kakao og wienerbrød. Det blev en god oplevelse, og vi fik selvfølgelig også et diplom bekræftelse på dåben.”

 

Polardåbsbevis fra 1956. Forsvarsgalleriet.

 

Nogle år senere, på HVIDBJØRNEN omkring 1985, er ritualet ikke blevet mindre barsk (Mortensen 2002):

“Først til frisør: En blanding af swarfega og kattegrus blev kørt rundt i hoved og på kroppen. Videre til Dommeren, hvor man fik at vide hvad man havde gjort, som H.K.H. Neptun ikke kunne lide, jeg blev dømt for at synge og fortælle vitser, en hård dom, 6 sild i en ubeskrivelig lage af soja, karry, HP sovs og mayonnaise, kvalmen kunne ingen ende tage. Baglæns otte omgange på dækket, medes jeg skulle synge lille Peter Edderkop, jo lidelserne ville ingen ende tage. Doktoren ventede med et bræt som skulle slå feberen ned, uanset om man havde feber eller ej, godt våd blev jeg smidt op på briksen og fik 2 slag i min våde og meget kolde bagdel, kan du forstille dig, hvor ondt det gjorde?

Så kom Neptun og hans ‘yndige’ kones tur, danse med konen og kysse Neptuns senneps fødder, og så gik turen til fotografen hvor en flaske med saltvand og skosværte smurt om halsen skulle holdes op for øjnene, der så jeg så Nordstjernen. Fotografen tog et ‘billede’ med trykluft iblandet mel. Endelig kom jeg til Præsten, en gummibåd fyldt med havvand, fisk og fiske affald var det som jeg nu glæde mig til at hoppe i, men først skulle jeg have mit nye navn PASSIPATOK (kværulanten) og så rulle 10 gange rundt inden jeg skulle gentage mit navn, og kunne man ikke fik man bare ti omgange mere, jeg fik 40 omgange inden jeg kunne sige navnet rigtigt. NU var jeg Havkarl!!!.

Kong Neptun havde en afsluttende tale, hvorfra vi kan citere (Sørensen 2004b):

Efterdi I nu alle - omend ikke ganske godvilligt - haver gennemgået eksamination, således om Vi, NEPTUNUS REX OCEANIS, allernådigst have anordnet, og såsom alle - enkelte kun efter indvortes renselse efter Vor agtværdige, arktiske Medicus’ ufejlbarlige recepter - ved Vor yderst belærte Kgl. Justiticus er befundet værdige til optagelse som undersåtter i Vort umådelige arktiske rige - behager det os - NEPTUNUS REX - i Vor ufattelige nåde at erklære Jer alle for rette HAVKARLE at være.

 

Referencer

 

Bork, Jørgen F. 2010. Åbent hav. Mit liv i Søværnet 1945-1990. København: Gyldendal.

Horn, Frank. 1998. En orlogsgast fortæller. Mine oplevelser i flåden januar 1953-merts 1954. København: Marinens Bibliotek.

Mortensen, Ivan. 2002. 364 Youghurt. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/IvanMortensen_del1.htm.

Nørby, Søren. 2011. Beretninger fra de danske ubåde 1909-1999. Version 2.6. København: Eget forlag.

Ovesen, Steen Splittorff. 2002. Klar ved flag og gøs. Århus: Forlaget Arkona.

Sørensen, Leif Rostgaard. 2004a. “Polardåb om bord i PEDER SKRAM 1.” Venneforeningens Blad, Marts 2004.

Sørensen, Leif Rostgaard. 2004b. “Polardåb om bord i PEDER SKRAM 3.” Venneforeningens Blad, 2004 September.