Kapitel 10. Lyst og længsel

Peter Bogason

UDKAST januar 2018

 

Ovenstående titel er taget fra en bog fra Museet for Søfart i Helsingør (Tinning 2016) med undertitlen myter, afsavn og erotik i sømandens verden. Bogen omhandler alle slags sømænd, men mest fra handelsflåden, og man er efter læsning af den ikke i tvivl om sandheden af Graucho Marx’ berømte sætning om at ‘sex er kommet for at blive’. Således også i Søværnet, der jo havde skib efter skib fyldt med unge mennesker, der på ingen måde udviste tendenser til at leve i cølibat.

 

I land

Mange værnepligtige kom som befarne fra Handelsflåden, og en række af dem bragte en seksuelt frigjort kultur med sig. En videnskabelig undersøgelse baseret på interviews med søfolk i første halvdel og midten af 1960erne viste, at stort set alle var seksuelt erfarne, mod kun 63% i en sammenlignelig gruppe af danske, unge mænd. Sømændene var startet tidligt og havde haft mange partnere. De gik meget mere til prostituerede, og mange havde oplevet at gøre en pige gravid (Oldrup 2016, 250–51, 266). En sømand har en pige i hver en havn, siges det ofte, og det var for nogles vedkommende ikke helt skudt ved siden af. Mange sømænd har haft en fast kæreste i flere havne, og indlogerede sig, når skibet anløb for at losse og laste (Lassen 2016, 244). Den gang lå handelsskibene meget længere i havn i forhold til i dag.

Det var handelsflåden. Men der kunne ske meget for Søværnets folk, selv på korte havnebesøg. Bent J. Friis beretter fra sin tid i 1954 på kongeskibet DANNEBROG om et besøg i Sønderborg (Friis 1998, 94–96):

“Næsten alle - både officerer og menige - gik på værtshus om aftenen og natten og stiftede bekendtskab med piger og damer. ... på Dampskibspavillonen bød jeg en lidt overset pige op til dans ... Det var sympati for første øjeblik, og vi dansede tæt og meget længe. ... Vi kyssede hinanden mange gange, mens jeg nøgternt spekulerede på, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Så spurgte jeg hende, om jeg ikke måtte komme med hende hjem i seng! Det skulle jeg aldrig have gjort, for hun begyndte straks at græde og sagde, at hun havde troet, at jeg ikke var som de andre, men nu var hun dybt skuffet ...

Et par uger senere traf jeg en pige, der hed Margit, på Dampskibspavillonen. Hun var 15 år og på højskoleophold et sted i nærheden. ... Vi forlod værtshuset og gik en tur over broen, mens vi hele tiden kyssede hinanden, og hun sagde, at hun elskede mig højt. Jeg holdt udkig efter et sted at bolle, og efter broen var der en vold med højt græs. Der lagde jeg hende ned i det våde græs, og hun var meget villig. Efter meget kort tid havde jeg fået gennemført så meget, at jeg kunne sige, at nu havde jeg haft min første pige. Vi skiltes med mange kys, og aftalte at mødes to aftener senere, men da jeg kom som aftalt, kom en af hendes veninder med en hilsen - Margit havde fået influenza, og jeg så hende ikke mere.”

Kvinder måtte ikke overnatte om bord, men man skal aldrig sige aldrig. Således på ÆGIR i Kiel 1963 (Kristiansen 2009):

“Det blev til mange værtshusbesøg den uge, og som følge deraf også mange sjove eller mindre sjove oplevelser, som for eksempel en af dagene, hvor Hans om natten, i sin brandert, havde fået en luder smuglet ind gennem ubådslugen, som  lå på niveau med kajkanten. Da banjermesteren, om morgenen, kom ned på maskinbanjen med sit sædvanlige: "Skej ud overalt, op fra banjerne"!, fik han øje på luderens højhælede sko, som stod på dørken under køjerne. Han kiggede noget på dem, og hans øjne ransagede alle køjerne og stoppede ved Hans’ som var lidt tykkere end vi andres. ‘Jeg kommer igen om et kvarter og så er I oppe’, sagde han, og entrede lejderen. Det kan nok være, at der kom gang i kludene. Luderen kom ud på dørken i en fart og fik sit tøj på, på nemmeste måde. Nogle af os holdt vagt på hoveddækket, mens andre holdt vagt ved ubådslugen, og i et ubemærket øjeblik fik vi hende lodset ud på kajen. Banjermesteren kom ganske rigtigt ned efter et kvarters forløb, og da var alle vasket og påklædt. ‘Godmorgen!’ sagde han, med noget jeg syntes lignede et smil. ‘Jeg håber at alle er friske. Også dem der frekventerede byens værtshuse i nat.’ Han gik, efter at have overbevist sig om at alle var oppe.

Søværnets personel har dybe rødder i værtshusmiljøet i Frederikshavn. Ove Kristiansen sejlede i 1963 med ÆGIR og anløb havnen adskillige gange, hvilket ledte til et særligt bekendtskab (Kristiansen 2009):

“Vi havde lige fået os sat, da vi fik øje på de mange piger i lokalet. Vi fik bestilt nogle bajere, og faldt straks i snak med dem, og fandt ud af at de  tilsyneladende godt kunne lide vore uniformer. Jeg sad sammen med en pige, som jeg straks var på bølgelængde med, og da kammeraterne lidt senere ville videre, var vi nogle, der fik vores piger overtalt til at tage med. Det viste sig at være en god ide, for de var  stedkendte. De foreslog, at vi gik hen på Ritz, men da vi kom derhen ville de ikke have flere marinesoldater ind. Så traskede vi videre, og nåede et værtshus nede ved havnen, som hed Grand. ... Her var det mest fiskere, der holdt til. Og da de fleste  selv havde været soldater, var der ikke langt imellem de gratis bajere. Jeg nåede kun at købe de første to (2,75 kr. pr. stk.), resten gav fiskerne. ... Omkring midnat blev de af os marinere, som var tilbage, enige om, at vi nok hellere måtte se at finde skibet. Men først skulle jeg lige følge Inge (sådan hed min ledsagerske) hjem. Hun boede i den anden ende af byen, så det tog sin tid, inden jeg kom ned til ÆGIR.

Der går et stykke tid, så er ÆGIR igen i havn i Frederikshavn. Ove Kristiansen og en tysk bekendt, Manfred,

“... landede til sidst nede på Grand, der efterhånden var blevet lidt af et stamværtshus for os marinere. ... Jeg fik øje på Inge, som sad sammen med nogle andre piger ved et bord henne ved vinduet. Jeg tror de sad og ventede på, at nogen ville give dem en øl. Hun kom straks over til vort bord og satte sig ved min side. Selv i min tilstand kunne jeg godt mærke, at hun allerede havde fået en del. Jeg præsenterede hende for Manfred, og spurgte om hun ville skaffe ham en af sine veninder. Hun gik over til dem, og vi kunne høre at de fniste en del, men hun fik da en med over til os. Hun var faktisk meget flot, som vi så hende der i halvmørket. Lyst, langt hår og gode attributter. Det var lige ved at jeg var blevet misundelig på Manfred, som så ud til at være tilfreds med valget. Jeg var udmærket klar over at deres elskværdighed afhang en del af vores generøsitet. Kort fortalt, når vi ikke gav flere øl, var der vist ikke mere at hente der. Vi sluttede med at følge pigerne hjem. De boede ved siden af hinanden ude på Sæbyvej. ... Jeg gik en del ud med Inge, som var en meget god gå-i-byen-veninde. ... Det viste sig for øvrigt senere at Uffe og jeg havde delt Inge, således at Uffe, der havde den modsatte vagt af mig, gik ud med hende på hans frivagter, og jeg på mine. Det grinte vi meget af da det blev afsløret.”

Historien med Inge endte, da hun blev forlovet med en fisker og derfor ikke længere kom på værtshusene.

10 år senere er Ole Berthelsen værnepligtig på Flådestation Frederikshavn, han fortæller (Berthelsen 2017):

“... En anden aften mødte Zoppe og jeg 2 piger. Jeg blev kæreste med den ene, og dette blev grundigt bekræftet allerede samme nat hjemme på forældrenes polstrede sofa. Næste morgen fortalte vi gutterne om nattens erobringer, og udpenslede de saftige detaljer - som soldater jo gør. Jeg lagde godt mærke til at rengøringskonen ude på gangen havde lange ører. Om eftermiddagen, da jeg skulle besøge min nye kæreste, genså jeg rengøringskonen. Hun var min nye svigermor, og jeg var bestemt ikke hendes drøm, men snarere hendes levendegjorte mareridt om en ny svigersøn.”

Fastansat personel kunne overnatte i land, fx på hotel, hvis tjenesten tillod det. Således på Den Mobile Base, MOBA, som bla. sørgede for kampinformation til Torpedobådene via mobile radarer på land. Således fortæller radiotelegrafist Palle Kruse (Kruse 2007):

“På en øvelse med MOBA ved Hundested var tjenesten let og foregik så vidt jeg husker kun om dagen. Vi indlogerede os på Hundested Hotel. Logiet inkluderede fuld forplejning, men i folkestuen, og værelserne vi fik var under taget på samme gang som personalet. Det var fint nok til os, og så prisen! En dag til morgenmaden spurgte oversergenten tjenestepigen, der var ganske køn, om der ikke var corn flakes inkluderet i morgenmaden. Hun sagde at det vidste hun ikke, men de kunne jo tale om det. Nu er sådan et gammelt træhotel jo ikke ligefremt lydisoleret, så om natten kunne vi høre oversergenten ”tale” med pigen i værelset ved siden af. Om morgenen kom hun med en stor portion corn flakes med mælk og sukker til oversergenten. Vi andre spurgte om vi ikke også kunne få corn flakes, men hun svarede blot at det kunne vi snakke om bagefter. Om natten kom der igen lyde fra hendes værelse. Næste morgen var der 2 der fik corn flakes. Desværre var vi der kun en uge så jeg nåede ikke at få corn flakes til morgenmad!”

På Færøerne var det ikke så let, i hvert fald ikke i 1950erne. ’Mickey’ Jensen fortæller om en landlov i Thorshavn i 1950 (Bergholt 2010):

“Vi fik omgående landlov, og var oppe at kigge på forretningerne og konstaterede hurtigt, at alt var meget dyrere end derhjemme. En hel del færinger talte godt dansk, og var venlige og høflige, men alligevel reserverede. Jeg følte det, som om vi repræsenterede en kolonimagt. Om aftenen var der bal i et stort forsamlingshus, og frivagten, som jeg var på, deltog i arrangementet. Pigerne var søde, friske og villige til at danse med os. Men ville én af marinerne ud for at tælle stjerner sammen med en pige, så stod omtrent alle byens mænd fra 16-70 års alderen derude og slog kreds om parret – det fik ikke et sekund for sig selv. Omvendt var færingerne rolige og provokerede os ikke på nogen måde. Så selv den mest ihærdige mariner måtte give op.

Da vi skulle hjem var der flere, der havde spurgt en pige, om hun ville følge med ned til båden, og det sagde mange af dem ja til. Da vi kom ud, sådan ca. 80-90 marinere, mente vi at være nok til at kunne klare en evt. tilspidset situation. Men det kom ikke til en sådan. Vi blev ganske enkelt – hele marinen – pakket ind på alle sider af flere hundrede, snakkende og grinende færinger, hvor nogle af dem endda gik arm i arm med os, og gelejdede os helt hjem til skibet, hvor de alle vinkede og smilte til os. Der var næppe én, der kunne prale af at have kysset en færøsk pige den aften. Det var virkelig en practical joke, vi dér blev udsat for.”

Men man kunne også få bid, og måske blev det lettere med tiden. På Færøerne lå inspektionsskibene på kort varsel, bla. fordi de havde søredningstjeneste. Bjarne Skov Poulsen beretter herom fra Thorshavn i 1985 (Poulsen 2014, 67):

“Når vi gik i land, var ordren den, at begyndte HVIDBJØRNEN at tude i hornet, skulle vi komme om bord hurtigst muligt ... En aften var en matros og jeg gået i land og havde fundet et par søde damer og havde fået snakket os helt op på deres værelse ‘til kaffe og kage’, da HVIDBJØRNEN begyndte at tude nede i havnen. Det gav vi blank og fanden i, vi havde jo lige fået os inviteret op på et dameværelse. Næste morgen gik vi ned til havnen, og der var selvfølgelig ingen Hvidbjørn (det anede vi godt). Vi gik op på Marinestationen og fortalte, at vi ikke havde hørt den ligge og tude aftenen før. 2 timer efter blev vi fløjet ud til skibet af vores helikopter. Da vi var kommet om bord blev vi kaldt op til vores chef. Den skideballe, vi nu fik, kunne høres over hele skibet, han var sgu sur.”

 

Om bord

Eventyr med piger i land kan vel ikke undre nogen. Lokale piger om bord er en lidt anden sag, givet at det ikke var tilladt. Helt surrealistisk forekommer følgende historie fra Thorshavn, fortalt af den nyudnævnte konstabel Ivan Mortensen fra marts 1985. Men ‘si non è vero è ben travato’. Det var efter at Søværnet havde fået kvindelige konstabler på skibene (Mortensen 2002):

“Thorshavn var første stop for HVIDBJØRNEN, og da trosserne var smidt, væltede det med færinger som ville købe snaps, whisky samt andet ildvand, ja faktisk følte jeg mig som Columbus. 2 flasker snaps 600 kr. jo det var en fantastisk forretning. Pigerne i Thorshavn var også  nysgerrige efter at se om udvalget på var bedre end tidligere, baren om bord fejlede i hvert fald ikke noget, for den var meget hurtig fuld af yndige piger, jeg er lige ved at tro, at vores egne piger var lidt jaloux. Mange af vores egne piger havde dog erobret det, de ville have, og den første bøde på 500 kr. for at ligge på samme køje var allerede blevet uddelt, denne bøde gjaldt kun besætningen imellem, ellers tror jeg nok, der var nogle der var blevet fattige.

Det var også her jeg indgik et væddemål, som var lige ved at koste mig en tur i svedekassen, jeg væddede med Johnny, som for øvrigt senere blev skolelærer på Grønland, om hvem der kunne have sex med en landpige på det mest spændene sted på skibet. Historien skal jeg prøve at skitsere uden at træde nogen over tæerne. Det var lørdag aften, skuden var fyldt med dejlige landsild, og Mortensen havde fundet en villig og livlig lille en af slagsen, så i håbet om at vinde væddemålet, som for øvrigt var på 1000 kr., trak jeg silden med op på skippers lukaf. Næste morgen blev jeg kaldt op til Chefen, som gerne ville have en forklaring, jeg sagde det som det var, at jeg ikke kunne finde andre steder at være helt privat, Chefen smilte, men stivnede og sagde så, at næste gang jeg skulle ordne (en kendt færøsk lokalpolitikers) datter, måtte det godt være i land, således at moderen ikke skulle hente sin datter på havnen.”

Som Ivan Mortensen antyder, havde de kvindelige gaster om bord i et vist omfang fået en mere aktiv betydning i forholdet mellem kønnene - det kostede øjensynlig 500 kr. at blive taget på fersk gerning. Da Kaj Walther interviewede nogle kvindelige gaster på INGOLF året forinden, fik han følgende kommentar fra en af dem (Walther 1984, 18c-19c):

“Jeg har en fyr derhjemme, iøvrigt en, jeg har lært at kende her om bord. ... der er jo mange meninger om det med at have sig en fyr om bord, men altså mit indtryk er at det er sgu ikke lige stedet at have sin ven om bord, for det første bor man i hver sin ende af skibet, nej det giver en masse unødige problemer mellem ham og hende indbyrdes, ikke også, som slet ikke ville have opstået derhjemme, det er noget gnideri, det er i hvert fald ikke noget, jeg vil anbefale andre.”

Kaj Walther  kommenterer selv problemerne (Walther 1984, 18c-19c):

“Hun måtte indrømmme, at når man har en fast ven om bord, kan det ikke undgås, at man isolerer sig. Men det synes sådan set at fungere ganske harmonisk med damerne. Der har ind imellem været piger ombord, som ikke holdt sig til een mand, det er ikke populært og kan selvfølgelig give anledning til en del ufred gutterne imellem. Nu må det ikke tages som gældende for alle besætninger, hvert skib har sit klima.”

 

Grønland

Møderne mellem Søværnets folk og grønlænderne er en særlig, og efter manges mening sikkert barsk, historie. Vi starter med den pænere version fra Leo ‘Skæg’ Djursner, der sejlede med THETIS i 1961 (http://maritimevenner.hype-media.dk/leo-d-togtet-groenland-1961/):

“Da vi nåede frem til Godthåb midt på eftermiddagen, blev vi blandt andet modtaget af en flok grønlandske piger. og deres ærinde var helt åbentlyst. Det emne var vi blevet advaret mod af vor skibslæge, der oplyste at der på Grønland var en betydelig større risiko for at pådrage sig en kønssygdom end derhjemme. Senere, da vi var på vej hjemover, blev det oplyst at der havde været 5 tilfælde blandt 75 mand ,hvilket må kaldes beskedent.

Skibslægens ord sad naturligvis i baghovedet, da jeg fik landlov første gang. Efter at have været igennem Godthåb to gange, gik jeg ind på en kaffebar, der hed Tobias Bar. Der kom jeg i snak med to grønlandske kusiner. De to piger forandrede min indstilling totalt, eller rettere mine fordomme om den grønlandske kultur og befolkning. Det gjorde de med en iver, entusiasme og begejstring ,som var overvældende og en fornøjelse at opleve. De fortalte desværre også om danske håndværkeres og danske ”Marinesoldaters” opførsel. Det var ikke positivt.”

Der opstod også mere faste forhold, noget á la handelsflådens skibe, som vi så oven for. I 1961 var TEISTEN ofte stationeret i Godthåb, og lå på kort varsel af hensyn til søredningstjeneste. Chefen boede der fast med sin familie og var derfor hjemme, men let at få fat på, byen havde ikke mere end 4.000 indbyggere. Der var tre taxier i byen, ejet af en radioforhandler Wiinstedt, som havde udstyret dem med radioer. Det udnyttede chefen for TEISTEN (Jensen 2009, 115):

“Jeg fik en aftale i stand. Når der var udrykning med kutteren, ringede jeg til Wiinstedt, og den tid, det tog mig at gå ned ad Havnebakken til TEISTEN,nåede de tre taxier at køre rundt og samle min besætning op - taxichaufførerne vidste, hvilke piger besætningsmedlemmerne holdt til hos. Så vi kunne som regel være samlet ombord på 20 minutter.”

På den måde var der en slags orden i tingene. Lad os så gå 10 år tilbage i tiden, i 1950, hvor ‘Mickey’ Jensen fortæller (Bergholt 2010):

“Når man gik en tur i byen så sagde grønlænderinderne smilende ”goddag” til de marinere, de mødte. Jeg fandt det charmerende og sagde smilende: ‘Goddag’ tilbage igen. Det var en fejl. Jeg fandt hurtigt ud af, at når man smilede til en grønlænderpige og tiltalte hende, så opfattede hun det sådan, at man kunne lide hende personligt. Da jeg så kom til dansemik om aftenen og ville danse med mange forskellige piger, blev der ballade. Der stod en 5-6 piger og gloede olmt på én, og vreden tiltog, og jeg var dybt frustreret, indtil én af mine skibskammerater gjorde mig opmærksom på min fejl. Da var det for sent, og jeg trak mig stilfærdigt om bord, inden jeg forårsagede mere ballade. Der var jo måneder imellem, at der kom marinere til byen, og pigerne ville vel gerne være ”kærester” med os, og det passede ikke de grønlandske mænd. 

Jeg husker også at vi en morgen kl. 07.00 løb ind til et udsted. Jeg mener, det var Frederikshåb. Vi var blevet observeret i god tid af udstedets folk, og fra kl. 07.00 og til vi afgik ved 17-tiden dansede en 7-8 unge grønlænderinder for os inde på klipperne, der her var ret flade. De hujede og vinkede ad os, men skipperen brummede til os, at vi havde at holde os ombord. Pigerne her var kendte for at have gonoré og andre kønssygdomme i stor stil. Jeg mener, han fortalte os, at ca. halvdelen af både gifte og ugifte kvinder i byen havde en eller anden kønssygdom, så vi holdt os pænt ombord.”.

I midten af 1960erne var forholdene ikke så meget anderledes. Følgende stammer fra en hjemmeside med erindringer fra en karriere i Søværnet. Siden er blevet nedlagt, hvorfor kilden ikke kan berettes:

“Senere på togtet fik vi mulighed for et week-end ophold i Godthåb, som byen stadig hed den gang. I dag er det grønlandske navn Nuuk det der bruges. Vi fandt ud af, at mange unge arbejdede på fiskefabrikken Godthåb Fiskeindustri, eller i daglig tale GFI. Der var især mange unge piger, og det betød, at et skib fra Søværnet skabte noget røre i byen. Der kom faktisk en henvendelse fra driftslederen på GFI om chefen for skibet ville være så venlig at sørge for, at vi kom ind efter arbejdstid lørdag, og helst sejlede igen inden søndag aften for at pigerne ikke skulle forlade arbejdet i utide. Det blev så måden vi efterfølgende anløb Godthåb på. Vi ville jo ikke genere fabrikkens drift med vores tilstedeværelse.

Jeg mødte en pige til dans på værtshuset Kristinemut og gik med hende hjem. Jeg skal da indrømme, at jeg blev noget overrasket, da en ung mand kom ud og lukkede op, men pigen fortalte, at det var hendes svoger, som var ham der rent faktisk havde lejligheden sammen med hendes søster. Da vi kom ind var hendes forældre og bedsteforældre også i rummet. Der var stue, køkken og et ekstra værelse. Værelset var optaget af en række børn og bedsteforældrene. I stuen var der også senge, og pigen smed hurtigt tøjet og kravlede under dynen i en af sengene. Jeg kravlede så ned til hende, men som den stadig lidt generte unge mand (20 år) så ventede jeg med at smide underbukserne til jeg var under dynen, og jeg blev lidt overrasket over et spørgsmål fra en ca. 10-årig knægt på en madras. ”Har du betræk på” spurgte han. Det havde jeg ikke, men jeg havde det med, så man kunne være standsmæssig påklædt til seancen. Tidligt om morgenen forlod jeg så pigen og gik ned på skibet, hvor jeg kunne få et bad i de vante omgivelser.

Sådan var der mange oplevelser. Det var jo ikke alle der var lige forsigtige. En af matroserne havde held til at erhverve sig en gonorré ca. hver 3. uge, sommeren igennem. Det skyldte, at han var noget ukritisk i sin omgang med pigerne, for nogle af dem hang sammen i et såkaldt havnegæng, hvilket betød, at de med stor fornøjelse spredte kønssygdomme til alle de kom i kontakt med.”

Skibsledelsen var udmærket klar over problemerne. Klaus Jacobsen, som var skibslæge, på skibene kaldet DOC, på et togt til Grønland med HVIDBJØRNEN i 1967, fortæller om et besøg i Nuuk efter længere tids sejlads til de mindre udsteder (Jacobsen 1995, 58–59):

“Bagbords motorbåd gik I fast rutefart mellem skibet og kajen. Før vi gik I land, var vi samlet i messen til et lille glas. Skibschefen kom og lod sig tungt falde ned i en lænestol iblandt os. Jeg lagde mærke til, at hans uniformsjakke virkede besynderligt stor og oppustet, som om manden var forandret. ’Nå, DOC,’sagde han,’Har du nu forberedt folkene ordentligt på dette her? – Næh, Gu har du ej; der er alt for mange af de her tilbage i dit apotek’ . Derefter gav han sig til at kaste præservativer i grams; ja vi fik hele håndfulde i hovedet, mens hans overkrop efterhånden antog normal facon. ’Jeg ved jo, I er nogle svin’ sagde han. ’I kan beholde en æske hver; resten går I ned og fordeler blandt mandskabet!

Det var en rigtig og fremsynet tanke, men de blev dog efter sigende ikke meget brugt , idet grønlænderinderne var af en anden mening. ’Du bruge gummi – Du ikke elske migl ’. De regnede kun med, at det var prævention mod at få børn, og de havde intet imod at koncipere med en dansk mand. Det var dengang en udbredt anskuelse anskuelse,at disse blandingsbørn blev meget smukke. Vedrørende forsørgelsen af disse børn gjaldt det blot for grønlænderinderne at tilegne sig et hattebånd, hvorpå der stod KGL. MARINE, så kunne de gå på socialkontoret og hæve børnepenge. ’Ham staten. Ham betaler, ham meget rig’ er de citeret for at have sagt. Beskyttelsen mod kønssygdomme havde de ingen tanke for. Konsultationerne hos dokteren steg betragteligt i antal efter det ophold. ... Siden den tid føg en sværm af vrede telegrammer fra distriktslægerne. Skibet blev regnet for en smittespreder – også langt ud over, hvad rimeligt var.”

20 år senere er billedet fra et interview under den etnologiske undersøgelse af Søværnet med en skibslæge på et inspektionsskib nogenlunde det samme:

“Der bliver jo holdt nogle gevaldige fester nede agter, hvor alle drikker hinnanden fulde og hvor der bliver knaldet til højre og venstre, og folk render rundt i bar mave og piger ligger sammen med fyre ovre i sofaen mens alle ser på det og der står de grønlandske fyre oppe på kajen og de må ikke komme om bord, så ved de at der bliver ballade og de kan måske stå der og se deres pige eller søster komme om bord, og de ved godt, hvad der sker dernede, og det skaber spændinger.

Der er et specielt forhold til grønlændernes piger, nemlig det er bare nogle, der skal i seng med det samme - men det er vel også det samme forhold, man har til de danske piger, det er sådan set ikke fordi der er nogle, der ser specielt ned på de grønlandske piger. ... Men det påvirker da ens holdning over for Grønlænderne, hvis man ser deres piger bare ligge og have sex med hvemsomhelst efter at have kendt en i 30 sekunder og så sige, hun var ikke så sanseløst beruset.

...Man laver på vej hjem til Danmark et stort kønssygdoms-check, som tilbydes samtlige ombordværende, fra kaptajn til yngste skyller. Prøverne bliver så sendt hjem til Seruminstituttet med fly, og så bliver der telegraferet det positive herop en uge før således at man kan nå at færdigbehandle folk før man klapper kajen. Og der fandtes smittede blandt alle personelgrupper, man tror jo, at det kun er de menige, for det er jo dem, der taler mest om det, det er det sjove, der er jo sådan lidt prestige ved at have en kønssygdom om bord, fordi så har man været sammen med en grønlandsk pige, og når man har været det, er man en rigtig sømand, og når man er rigtig sømand, så er man en af dem ombord, en af de gamle, en af gruppen, ikke. Så man går ikke stille med sin kønssygdom, det skriger man ud til højre og venstre, og der bliver lavet grin med det og der bliver snakket med alle om det.”

Såvidt skibslægen. Det står klart, at lysten ikke på noget tidspunkt været fraværende på Søværnets skibe. Skibscheferne har øjensynligt indtaget en særdeles pragmatisk holdning til tingenes tilstand, vel i erkendelse af, at sex er kommet for at blive, og med tiden - i hvert fald indtil slutningen af 1900-tallet - er holdningen simpelt hen blevet meget liberal.

 

Referencer

 

Bergholt. 2010. Søværnet 1949-1952. Www.fam-bergholt.dk 23.3.2010.

Berthelsen, Ole. 2017. 14. kapitel. Https://www.oleberthelsen.com/set-sket/nørre-uttrup-i-mit-bakspejl/14-kapitel.

Friis, Bent J. 1998. Kongeligt kølvand. Forlaget Kurs.

Jacobsen, Klaus. 1995. Sommertogtet 1967 med fregatten Hvidbjørnen til Færøerne, Grønland og Island. Eget Forlag.

Jensen, Per Herholdt. 2009. Grønlandssejlerne. Flådens inspektionskuttere og inspektionsfartøjer. Frederiksværk: Nautilus Forlag.

Kristiansen, Ove. 2009. Da bedstefar var i marinen. København: Marinens Bibliotek.

Kruse, Palle. 2007. “Palle i den kolde krig.” Fregatten Peder Skrams Venner Særnummer (2007).

Lassen, Morten. 2016. “Kineserpiger, siameserpiger og junglepiger.” In Lyst og længsel - myter, afsavn og erotik i sømandens verden, red Morten Tinning. Helsingør: Museet for Søfart, 231-145.

Mortensen, Ivan. 2002. 364 Youghurt. Http://www.navalhistory.dk/Danish/Orlogsliv/Beretninger/IvanMortensen_del1.htm.

Oldrup, Thomas. 2016. “Ærlige og aparte sømænd i 1960erne.” In Lyst og længsel - myter, afsavn og erotik i sømandens verden, red Morten Tinning. Helsingør: Museet for Søfart, 248-57.

Poulsen, Bjarne Skov. 2014. “Bjarnes søværn?” In Bjarnes søværn? In Sømandshistorier. Livet Til Søs. København: BoD, 66-83.

Tinning, Morten, red. 2016. Lyst og længsel - myter, afsavn og erotik i sømandens verden. Helsingør: Museet for Søfart.

Walther, Kaj. 1984. Dagbøger fra ophold i Grønland bd. 9. Købennhavn: Marinens Bibliotek.